Udredning for ADHD/ADD og autisme i voksenalderen – fordele, ulemper og sociokulturelle spændingsfelter.

Af Maria Larsen | maj 2, 2026
images (24)

At blive udredt for ADHD/ADD eller autisme som voksen er et område i markant vækst, både i Danmark og internationalt. Forskning fra bl.a. National Institute of Mental Health (NIMH), NICE Guidelines (UK) og WHO’s ICD‑11-ramme peger på, at en betydelig del af de voksne, der udredes i dag, har levet med uerkendte neurodevelopmentelle vanskeligheder siden barndommen, men først får en forklaring i 20’erne, 30’erne, 40’erne eller endnu senere.

 

 

Udredningens funktion: diagnostik, differentiering og selvindsigt.

En voksenudredning har som primært formål at afklare, om symptomerne bedst forstås som ADHD/ADD, autisme, begge dele (AuDHD), eller om andre tilstande bedre kan forklare billedet.

Udredningen er diagnostisk, ikke terapeutisk – men forskning viser, at selve processen ofte har en sekundær selvindsigtseffekt.

Jeg oplever, at det for mange klienter er en utrolig vigtig proces, hvor de får meget mere ud af selve udredningen, end de havde regnet med. Det kan være forbundet med en del tårer – sjældent som noget negativt.  Det rette ord er ”overvældelse”. Vi ser en stor lettelse over at den selvforståelse, man har søgt efter gennem psykologforløb, coaching m.m. nu er fundet.

Samtidig oplever mange en sorg over, at de ikke har vidst det hele livet, da de oplever, at livet måske ville have været lidt mindre slidsomt. De giver udtryk for, at de oplever mindre skam og færre selvbebrejdelser. Ofte anerkender de i langt højere grad deres egen indsats livet igennem.

 

 

Man får en faglig forklaring under udredningen:

Udredningen giver adgang til en systematisk, tværfaglig vurdering af:

Neurokognitive profiler (opmærksomhed, eksekutive funktioner, fleksibilitet)

Udviklingshistorie og livsforløb

Adfærdsmønstre og sociale kommunikationsstile

Forståelse for egen sensoriske profil. Det gør, at man pludselig forstår, hvorfor f.eks. en familiefødselsdag er meget overstimulerende på lyd og visuel stimuli, selvom man holder meget af sin familie.

Egentlig komorbiditet (diagnoser, der opstår i kølvandet på neurodiversiteten) og følgetilstande såsom stress, belastningsreaktion, angst, depression, OCD, PTSD, spiseforstyrrelser eller overforbrug af hverdagsstimulanser såsom nikotin, koffein, alkohol, sukker og junkfood)

 

Denne helhedsorienterede tilgang skaber et metakognitivt spejl, hvor personen for første gang får en struktureret forståelse af egne mønstre, strategier og sårbarheder.

Selvom udredningen ikke er terapi, fungerer den som et stort “kort over dig selv”, hvor du for første gang kan se, hvorfor du reagerer, tænker og føler, som du gør – og hvorfor livet måske har været mere krævende end for andre.

 


Fordele ved at blive udredt som voksen:

En præcis forklaring på livslange mønstre:

Diagnosen giver en etiologisk forklaring på vedvarende vanskeligheder, hvilket reducerer selvbebrejdelse og internaliseret stigma. Studier viser, at voksne diagnosticeret sent ofte beskriver en markant reduktion i “self-blame bias”.

Mange oplever lettelse: “Det var ikke dovenskab, svaghed eller dårlig moral – min hjerne fungerer bare anderledes.”

 

 

Adgang til målrettet behandling og støtte

Diagnosen åbner for evidensbaserede interventioner:

  • Farmakologisk behandling (f.eks. ADHD medicin og melatonin)
  • Psykoedukation
  • Specialiseret terapi (f.eks. autismetilpasset kognitiv terapi)
  • Arbejdsplads- og studietilpasninger i hverdagen.


Med en diagnose kan man få hjælp, der faktisk passer til ens hjerne – ikke generelle råd, der aldrig har virket, fordi de er lavet til neurotypiske mennesker. Et godt eksempel på dette er, at når den neurotypiske terapeut forveksler overstimulering hos en klient med angst.
Angst behandles med eksponering, dvs. at man gradvist udsætter sig for det, man er angst for, og så reduceres angsten gradvist. Hvis man undgår supermarkedet i myldretiden pga. overstimulering og ikke social angst, er vejledningen modsat: Reducer stimuli for at undgå overstimulering, dvs. handl på ”nemlig.com” i stedet.

 

 

Forbedret selvforståelse og identitetsintegration:

Diagnosen kan integreres i en narrativ identitet, hvilket styrker mental sundhed og reducerer risiko for depression og angst. Dette er veldokumenteret i bl.a. nyere studier fra Journal of Autism and Developmental Disorders.

Man får dermed lov at forstå sig selv på en ny måde, der giver mening og ro.

 

Bedre relationer og kommunikation:

Når voksne får en diagnose, ændrer det ofte familiens forståelsesramme. Det reducerer konflikter og øger mentaliseringskapaciteten i relationer.

Det betyder, at når du og dine nærmeste forstår, hvorfor du reagerer, som du gør, bliver det lettere at tale sammen og undgå misforståelser.

 

 

Forebyggelse af fremtidig belastning:

Ubehandlet ADHD/ADD og autisme øger risikoen for stress, udbrændthed, depression, misbrug og social isolation. Tidlig identifikation – også i voksenalderen – reducerer disse risici.

Det betyder, at en diagnose kan forhindre, at du brænder sammen igen og igen.

 

 

Ulemper og risici ved udredning som voksen

Risiko for stigmatisering – især i ældre generationer.

Stigma omkring psykiatriske diagnoser er fortsat udbredt, særligt blandt ældre generationer, hvor psykologisk sårbarhed historisk er blevet forbundet med svaghed. Dette kan påvirke både selvopfattelse og sociale relationer negativt. Ofte skelner den ældre generation ikke imellem psykisk sygdom (skizofreni, bipolar), psykisk lidelse (angst, depression, spiseforstyrrelser, OCD, PTSD m.fl.) og neuropsykiatriske tilstande, som i virkeligheden ligger tættere på neurologien end psykiatrien, herunder ADHD/ADD, autisme, ordblindhed, talblindhed m.m.

Nogle mennesker – især ældre – kan have svært ved at forstå diagnoser og kan reagere med fordomme. For dem kan alle diagnoser, der omhandler psyke og adfærd, være pinligt og en svaghed. Derfor sidestiller de medfødte neurobiologiske tilstande med svær psykisk sygdom såsom skizofreni og forstår ikke, at neurodiversitet er en naturlig variation i befolkningen, som altid har været der. De vil gerne skjule alt, hvad de anser for ”svagheder” for at fremstå mere velfungerende udadtil end de i virkeligheden er. Den diskurs, de voksede op under, handlede om, at man ”ikke skulle vise sit beskidte vasketøj” offentligt og den elskede TV serie ”Keeping Up Appearances (”Fint skal det være” med Hyacinth) er netop en parodi på dette.

Nogle mennesker – især ældre – har svært ved eller ønsker ikke at omstille sig til de yngre generationers nye diskurs, hvor der er et markant lavere stigma omkring mental sundhed og neurodiversitet. De yngre generationer er vokset op med psykologisk sprog, sociale medier og større viden om hjernen. De unge taler mere åbent om diagnoser, forstår dem bedre og skammer sig mindre.

 

 

 Udredningens særlige betydning i et sociokulturelt perspektiv

Arvelighed og generationskonflikter

ADHD/ADD og autisme har høj arvelighed (70–90 % for ADHD; 60–90 % for autisme) og det er altid noget, man er født med. Når unge i dag udredes i stort antal, peger pilen derfor statistisk set også på forældregenerationen – ofte uden at de selv har fået en diagnose.

Hvis dit voksne barn eller barnebarn har ADHD eller autisme, er der stor sandsynlighed for, at du selv har det – uden at vide det. Samtidig er det vigtigt at sige, at alle naturligvis ikke skal udredes, blot fordi familiemedlemmer bliver det.

I klinikken ser vi ofte, at man gifter sig eller lever sammen med andre med neurodiversitet uden at vide det. Det giver god mening, da parforhold i forvejen er svære at få til at lykkes over tid. Er man meget forskellige, så bliver det endnu mere svært.

Så hvis man har børnebørn med diagnoser, kan man ofte ikke blot forklare det med svigersønnen eller svigerdatterens genetiske bidrag – man må selv se indad og måske arbejde med at være mindre fordømmende for børn og børnebørns skyld. Ellers kan risikoen være, at det kan skabe en distance i familien.

 

 

Diagnosen kan opleves som identitetsforstyrrende:

For nogle voksne kan diagnosen skabe en midlertidig identitetskrise, hvor tidligere selvforståelse må rekonstrueres. Dette er særligt udtalt hos personer med høj maskering.
Med andre ord kan det være forvirrende at skulle forstå sig selv på en ny måde. Jeg oplever dog sjældent, at klienten ikke oplever, at det er en god proces.

Risiko for overidentifikation:

En mindre gruppe, især klienter med beskeden kognitiv kapacitet, risikerer at reducere hele deres identitet til diagnosen, hvilket kan hæmme udviklingen af fleksible copingstrategier. Det kræver arbejde at udvikle fleksible copingstrategier, og med et beskedent reflektionsniveau og et i forvejen lavt funktionsniveau, kan det måske synes lettere at læne sig tilbage.
Men erfaringen er, at denne gruppe alligevel har svært ved at øge deres funktionsniveau, gennemføre uddannelse, bevare tilknytning til arbejdsmarkedet, begrænse stimulanser såsom rygning og alkoholoverforbrug m.m. og at dette ikke er en konsekvens af diagnosticeringen.

 

 

Ventetider og ressourcetræthed:

Lange udredningsforløb, ventetider og administrative krav kan skabe belastning og forværre symptomer. Det kan være hårdt at vente og skulle fortælle sin historie mange gange.

 

 

Konklusion:

Udredning for ADHD/ADD og autisme i voksenalderen er en kompleks proces med både betydelige fordele og reelle udfordringer. For de fleste voksne giver udredningen en dyb selvindsigt, en forklaring på livslange mønstre og adgang til målrettet støtte.

Men processen kan også vække identitetsmæssige og sociale spændinger – især i mødet med ældre generationers stigma og modstand. Det er meget sårbart, hvis forældrene til den voksne klient siger, at de ikke ”tror” på udredningen: ”Nej, det tror jeg ikke du har, det er bare stress”. Især når børnebørnene måske alle har diagnoser og når vi ved, at arveligheden er så høj. Det er både mangel på anerkendelse, men udsagnet går også imod evidens og forskning.

I et samfund, hvor neurodiversitet bliver stadig mere synlig, er voksenudredning ikke blot en individuel proces, men et kulturelt skifte, der udfordrer gamle normer og åbner for nye forståelser af menneskelig variation.

 

 

Litteraturliste:

  1. Internationale kliniske retningslinjer
  • National Institute for Health and Care Excellence (NICE). (2018). Attention deficit hyperactivity disorder: diagnosis and management (NG87).
  • National Institute for Health and Care Excellence (NICE). (2021). Autism spectrum disorder in adults: diagnosis and management (CG142).
  • World Health Organization (WHO). (2019). International Classification of Diseases 11th Revision (ICD‑11).
  • American Psychiatric Association (APA). (2013). Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (5th ed.).
  1. Arvelighed og neurobiologi
  • Faraone, S. V., Larsson, H. (2019). Genetics of ADHD. Molecular Psychiatry, 24, 562–575.
  • Tick, B., Bolton, P., Happé, F., Rutter, M., Rijsdijk, F. (2016). Heritability of autism spectrum disorders: A meta-analysis. JAMA Psychiatry, 73(1), 59–66.
  • Grove, J. et al. (2019). Identification of common genetic risk variants for autism spectrum disorder. Nature Genetics, 51, 431–444.
  1. Voksenudredning, sen-diagnose og selvindsigt
  • Lewis, L. F. (2016). Realizing a diagnosis of autism spectrum disorder as an adult. Journal of Autism and Developmental Disorders, 46, 436–443.
  • Young, S., Bramham, J. (2007). ADHD in Adults: A Psychological Guide to Practice. Wiley-Blackwell.
  • Asherson, P., Buitelaar, J., Faraone, S. V., Rohde, L. (2016). Adult attention-deficit hyperactivity disorder: key conceptual issues. The Lancet Psychiatry, 3(6), 568–578.
  • Happe, F., Frith, U. (2020). Annual Research Review: Looking back to look forward – changes in the concept of autism and implications for future research. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 61(3), 218–232.
  1. Maskering, køn og sen-identifikation
  • Hull, L. et al. (2017). “Putting on My Best Normal”: Social camouflaging in adults with autism spectrum conditions. Journal of Autism and Developmental Disorders, 47, 2519–2534.
  • Lai, M.-C., Lombardo, M. V., Baron-Cohen, S. (2014). Autism. The Lancet, 383(9920), 896–910.
  • Gershon, J. (2002). A meta-analytic review of gender differences in ADHD. Journal of Attention Disorders, 5(3), 143–154.
  1. Psykosociale konsekvenser, stigma og generationsforskelle
  • Corrigan, P. W., Watson, A. C. (2002). Understanding the impact of stigma on people with mental illness. World Psychiatry, 1(1), 16–20.
  • Botha, M., Frost, D. M. (2020). Extending the minority stress model to understand mental health problems experienced by autistic adults. Autism in Adulthood, 2(1), 20–33.
  • Jutel, A. (2011). Putting a Name to It: Diagnosis in Contemporary Society. Johns Hopkins University Press.
  • Singh, J. S. (2011). A cultural framework for understanding autism in the West. Journal of Autism and Developmental Disorders, 41, 1477–1487.
  1. Komorbiditet og differentialdiagnostik
  • Kessler, R. C. et al. (2006). The prevalence and correlates of adult ADHD in the United States. American Journal of Psychiatry, 163(4), 716–723.
  • Lever, A. G., Geurts, H. M. (2016). Psychiatric co-occurring symptoms and disorders in young, middle-aged, and older adults with autism spectrum disorder. Journal of Autism and Developmental Disorders, 46, 1916–1930.
  • Antshel, K. M., Russo, N. (2019). Comorbidity of ADHD and autism spectrum disorder in adults. Journal of Attention Disorders, 23(10), 1101–1111.
  1. Arbejdsliv, funktion og livskvalitet
  • Hedley, D., Uljarević, M. (2018). Employment and living with autism: Personal, social and economic impact. Autism, 22(4), 472–474.
  • Barkley, R. A., Murphy, K. R. (2010). Impairment in occupational functioning and adult ADHD. ADHD Report, 18(6), 1–9.
  • Lorenz, T., Frischling, C., Cuadros, R., Heinitz, K. (2016). Autism and overcoming job barriers: Comparing job-related barriers and possible solutions in and outside of autism-specific employment. PLoS ONE, 11(1).
  1. Psykoedukation, behandling og intervention
  • NICE Guidelines (NG87 & CG142) – se ovenfor.
  • Young, S., Moss, D., Sedgwick, O., Fridman, M., Hodgkins, P. (2020). A meta-analysis of the efficacy of cognitive-behavioral therapy for adults with ADHD. Journal of Attention Disorders, 24(6), 875–888.
  • Spain, D., Sin, J., Chalder, T., Murphy, D., Happé, F. (2015). Cognitive behavior therapy for adults with autism spectrum disorders and psychiatric co-morbidity: A review. Research in Autism Spectrum Disorders, 9, 151–162.
  1. Sociologiske og kulturelle perspektiver på neurodiversitet
  • Singer, J. (1999). Why can’t you be normal for once in your life? In M. Corker & S. French (Eds.), Disability Discourse.
  • Walker, N. (2021). Neuroqueer Heresies: Notes on the Neurodiversity Paradigm. Autonomous Press.
  • Milton, D. (2012). On the ontological status of autism: The ‘double empathy problem’. Disability & Society, 27(6), 883–887.

 

Postet i Marias Blog