Maria Larsen
Cand. psych. Aut. og specialpsykolog i voksenpsykiatri f. 1981
Specialiseret udredning af voksne med autisme og ADHD/ADD
Jeg arbejder specialiseret med udredning af voksne med autisme, ADHD/ADD og AuDHD – med særligt fokus på de profiler, der ofte overses, herunder kvinder med autisme og personer med høj maskeringsgrad.
Min erfaring bygger på:
- 10 år i psykiatrien, herunder specialistuddannelse til specialpsykolog (må selvstædigt stille diagnoser.)
- Ansættelse i Team for ADHD og Autisme på PC Glostrup
- Fordybelse i komplekse udredningsforløb
- Mere end 600 gennemførte autismeudredninger af voksne
Denne erfaring giver mig et solidt klinisk grundlag og en dyb forståelse for de mange måder, autisme og ADHD kan komme til udtryk i voksenlivet.
Specialpsykologers selvstændige diagnostiske kompetence.
Specialpsykologer i psykiatri er i Danmark autoriserede sundhedspersoner med selvstændig kompetence til at varetage udredning, diagnostik og behandling inden for deres specialområde. Ifølge de fælles regionale retningslinjer og Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om specialpsykologuddannelsen omfatter specialpsykologers virksomhedsområde:
- Selvstændig gennemførelse af psykiatrisk/psykologisk udredning.
- Selvstændig diagnostisk vurdering og konklusion.
- Selvstændig iværksættelse af psykologfaglig behandling.
- Tværfaglig samarbejde og bidrag til behandlingsplaner på lige fod med speciallæger inden for eget kompetenceområde.
Specialpsykologer kan dermed – inden for psykiatrispecialets rammer og i overensstemmelse med regionale instrukser – selvstændigt stille psykiatriske diagnoser, herunder neuropsykiatriske diagnoser som ADHD og autisme. Diagnoser stilles på baggrund af klinisk vurdering, testning, anamnese, observationer og tværfaglige oplysninger, og dokumenteres i journal efter gældende standarder. Denne kompetence er en integreret del af specialpsykologers autorisation og uddannelse og er forankret i regionernes organisatoriske retningslinjer for udredning og behandling.
Specialpsykologuddannelsen er en national, sundhedsfaglig 4-årig specialistuddannelse etableret af Danske Regioner og reguleret af Sundhedsstyrelsen. Uddannelsen kvalitetssikres af Rådet for Specialpsykologuddannelsen og de psykologfaglige uddannelsesudvalg. Det betyder, at min specialisering bygger på statsligt fastsatte standarder for diagnostik, behandling og klinisk vurdering i psykiatrien.
Jeg har mellemleder-erfaring fra psykiatrien, hvor jeg har været leder for Region Hovedstadens ambulatorium for spiseforstyrrelser på PC Ballerup med ca. 45 ansatte samt konstitueret ledende specialpsykolog på et intensivt døgnafsnit for spiseforstyrrelser på PCB.
Tidligere i min karriere arbejdede jeg som klinisk psykolog i privat praksis, og mit speciale omhandlede arbejdsrelateret stress.
Teoretisk arbejder jeg integrativt og anvender blandt andet metakognitive tilgange og ACT. I håndtering af stress, ADHD udbrændthed og autistisk udbrændthed indgår typisk fokus på energiregnskab, håndtering af sansesensitivitet, identificering af aktiviteters energiforbrug samt afdækning af mønstre, der fastholder belastning/udbrændthed.
Erhvervserfaring
- Medlem af styregruppen for danske mutidisciplinære grupper for udredning af autisme.
- Deltagelse udarbejdelsen af den landsdækkende vejledning ift. hvordan man bedst udreder for autisme.
- Tidligere visitator og udredende specialpsykolog i Team for ADHD og Autisme på Psykiatrisk Center Glostrup - Region Hovedstadens specialambulatorium.
- Underviser på Autismeseminar i Region Hovedstadens Psykiatri.
- Tidligere afsnitsledende specialpsykolog i Region Hovedstadens specialambulatorium for spiseforstyrrelser for voksne på Psykiatrisk center Ballerup.
- Tidligere konstitueret afsnitsledende specialpsykolog af højtspecialiseret døgnafsnit for spiseforstyrrelse - Psykiatrisk Center Ballerup
Uddannelse
- 2016 -2020: Specialuddannelse til specialpsykolog
- 2016: Autoriseret af psykolognævnet.
- 2002 - 2008: Cand. Psych. fra Københavns universitet
