Terapi med mennesker med autisme kræver tilpasning af terapien – ellers kan den fejle.

Af Maria Larsen | juni 6, 2026

I min tidligere stilling som specialpsykolog i Team for ADHD og Autisme sad jeg med komplekse differentialdiagnostiske udredninger. Det kunne være patienter, der ikke havde profiteret tilstrækkeligt af behandlingen - f.eks. angst, OCD, personlighedsforstyrrelses og spiseforstyrrelsesforløb og man henvise til os fordi man overvejede, om det kunne skyldes en anderledes neurotype. Måske ville det nye perspektiv kunne optimere behandlingen.

Jeg oplevede, at rigtig mange behandlerne gradvist fik større fokus på neurodiversitet - ADHD og autisme. Man blev, i stigende grad, klar over, at mennesker med ADHD, autisme og AuDHD havde markant større risiko for at udvikle belastningsreaktion (autistisk udbrændthed), stress, angst, depression, spiseforstyrrelser og OCD – og at disse tilstande ofte kun blev bedre, når deres neurodiversitet også blev forstået, håndteret og inddraget i behandlingen. Men hvordan gør man det?

Vigtigheden i at skelne mellem symptomer på angst og symptomer på autistisk udbrændthed.

Når jeg så patienterne, stod et mønster klart: Mine dygtige kolleger havde gjort deres bedste ud fra en forståelse, der ikke altid passede på mennesker med autisme.

Naturligvis er der også andre variabler ift. effekt af behandling med psykoterapi, også ift. mennesker med autisme. De må belyses i en senere artikel.

Det blev særligt tydeligt i de forløb, hvor patienter med autisme blev behandlet for angst, når symptomerne i virkeligheden var tegn på autistisk udbrændthed og overstimulation.

Mennesker med autisme kan sagtens have klassisk angst. Men man skal skelne mellem klassisk angst og symptomer på autistisk udbrændthed.

Forskningen er entydig: mennesker med autisme reagerer anderledes på stress, stimuli og sociale krav end neurotypiske, og deres nervesystem overbelastes hurtigere og mere intenst (f.eks. Kerns et al., 2014; South & Rodgers, 2017).

I mange tilfælde er en overbevisning om, at metakognitiv terapi virker på alle patienter i gruppeformat uden at være tilpasset til en specifik neurotype.

Patienter med autismes oplevelser omkring psykoterapi.

For en uge siden lyttede jeg til Neurospicy med Katrine Dybdal, Sæson 2, episode 8 – Du må godt sige nej! (Om psykatri og terapi). https://open.spotify.com/episode/5IIGk3j1plOLdvTWBy2Tbc?si=e6f7592654214c74

Det er en meget fin beretning om, hvordan det kan føles, når man som menneske med autisme ikke altid føler sig forstået i behandlingssystemet.

Som tidligere leder i Region Hovedstadens Psykiatri ved jeg, hvordan behandlingssystemet er organiseret. Psykiatrien kan ikke have specialiserede forløb til alle tænkelige tilstande – det kræver prioriteringer på tværs af ressourcer, behov og kapacitet.

Derfor er det en reel og vigtig diskussion, om mennesker med autisme skal have deres egne særskilte psykoterapeutiske tilbud på tværs af angst, depression, OCD, spiseforstyrrelser m.m. – eller om de eksisterende behandlinger skal tilpasses, så de faktisk fungerer for denne gruppe.

Men for Katrine Dybdal var problemet dette: Der er solid evidens for, at psykoterapeutiske gruppeforløb udviklet til neurotypiske patienter ikke kan bruges uændret til mennesker med autisme.

Og når man ikke ved det, kommer man til at tilbyde forløb, der ikke bare er ineffektive – de kan desværre gøre tingene værre.

Metakognitive gruppeforløb er også effektive til mennesker med autisme - eller er de nu også det?

Et eksempel er metakognitive gruppeforløb. De er veldokumenterede for neurotypiske patienter, men forskning viser tydeligt, at mennesker med autisme reagerer anderledes på krav, stimuli, tempo, kognitiv fleksibilitet og social belastning.
Derfor kan et standardiseret MCT‑forløb uden tilpasning skabe overstimulation, stress og forværring – også selvom intentionen er god.

Dette eksempel fra klassisk KAT illustrerer problemet: En patient med autisme, der var så overstimuleret, at de havde udviklet autistisk udbrændthed, oplevede voldsomme symptomer, når de skulle handle i myldretiden.

I stedet for at lære patienten at handle på tidspunkter med færre stimuli, bruge online indkøb eller strukturere hverdagen efter energiregnskabet, blev der iværksat en gradvis eksponering. Først skulle patienten gå i supermarkedet, når der næsten ingen mennesker var. Derefter lidt flere. Til sidst i myldretiden. For så ville angsten falde.

Problemet var bare, at det ikke var angst. Det var et nervesystem i kollaps. Og når man eksponerer et nervesystem, der allerede er overbelastet, falder angsten ikke – belastningen stiger. Det er ikke bare ineffektivt. Det kan gøre tingene værre.

Dette er ikke enkeltstående tilfælde. Internationale studier viser, at mennesker med autisme ofte fejldiagnosticeres med personlighedsforstyrrelser eller angstlidelser (hvor autismen og autistisk udbrændthed er overset), og at standardiserede psykoterapeutiske metoder virker markant dårligere, når de ikke tilpasses (f.eks. Spain et al., 2015; Lilley et al., 2020). Samtidig fortæller mange voksne med autisme ligesom Katrine Dybdal, at de har følt sig misforstået og presset af en behandling, der ikke tog højde for deres neurotype.

Terapi med mennesker med autisme: hvorfor traditionel terapi ofte fejler – og hvordan man tilpasser psykoterapien til mennesker med autisme.

Terapi med mennesker med autisme adskiller sig markant fra terapi med neurotypiske klienter. Ikke fordi autistiske mennesker ikke kan profitere af terapi, men fordi deres nervesystem, energiregnskab, sanseprofil og kognitive bearbejdningsstil fungerer fundamentalt anderledes. Når terapien ikke tager højde for dette, oplever mange autistiske klienter, at de ikke bliver forstået, at deres symptomer mistolkes, og at behandlingen i værste fald forværrer deres tilstand.

I traditionel psykoterapi – både kognitiv, metakognitiv og eksponeringsbaseret – antages det ofte, at symptomer som uro, undgåelse, overvældelse og indre alarmtilstand skyldes angst.

For neurotypiske klienter er dette ofte korrekt. Men hos mennesker med autisme er det hyppigt overbelastning af nervesystemet, ikke kun angst, der ligger bag. Og når overbelastning behandles som angst, bliver interventionerne direkte skadelige.

Denne artikel gennemgår, hvorfor dette sker, hvad der kendetegner det autistiske nervesystem, og hvordan terapi kan tilpasses, så den faktisk hjælper mennesker med autisme.

Neurobiologi hos mennesker med autisme: et nervesystem, der arbejder anderledes.

Autisme er en neurobiologisk udviklingsvariant, hvor hjernen bearbejder information på en anden måde end hos neurotypiske. Det gælder både sanseindtryk, sociale signaler, kognitive processer og følelsesregulering. Mange autistiske mennesker beskriver deres nervesystem som “åbent”, “ufiltreret” eller “uden støjdæmpning”.

Tre centrale mekanismer går igen:

Reduceret filtrering af sanseindtryk:
Hjernen sorterer mindre effektivt i baggrundsstøj, lys, bevægelse og sociale signaler. Det betyder, at almindelige miljøer kan opleves som intense eller kaotiske. F.eks. kantinen på gymnasiet eller universitetet.

Langsommere habituering:
Hvor neurotypiske hurtigt vænner sig til stimuli, fortsætter autistiske hjerner med at registrere dem. Det skaber en konstant belastning.
Desuden vænner autistiske hjerner sig langsommere til sanseindtryk, så de bliver ved med at registrere lyde, lys eller bevægelser, som neurotypiske hurtigt filtrerer væk. Det betyder, at belastningen bygger sig op, selv i helt almindelige situationer.

Eksempel 1: En neurotypisk hører en ventilator i rummet og glemmer den efter få sekunder. En person med autisme bliver ved med at høre den, og lyden dræner energi hele tiden.

Eksempel 2: I et klasselokale vænner de fleste sig til summen af snak og bevægelse. En elev med autisme registrerer hvert skift, hver stol der skraber, hver dør der åbnes – og bliver udmattet langt hurtigere.

Høj basal stressfølsomhed:
Det autonome nervesystem går hurtigere i alarm hos mennesker med autisme, fordi deres hjerne filtrerer færre sanseindtryk og derfor hurtigere bliver overstimuleret. Kroppen registrerer mere “støj”, og derfor tager det også længere tid at falde til ro igen, når systemet først er aktiveret.

Eksempel 1: En neurotypisk hører en høj lyd og falder hurtigt til ro igen. En autistisk person bliver ved med at mærke eftervirkningen i kroppen i lang tid. Dette gælder også følelser – vi kalder det affektsmitte. Det betyder, at det kan være overvældende for mennesker med autisme at være i en kontekst, hvor der er en høj følelsesmæssig intensitet.

Eksempel 2: Efter en social situation kan en neurotypisk slappe af på få minutter, mens en autistisk person kan bruge timer på at få nervesystemet ned i gear, fordi sanse- og socialbearbejdningen fortsætter i baggrunden. En af mine patienter fortæller, at han efter en gymnasiefest må sortere og rydde op i flere timer efter festen før han kan lægge sig til at sove. Sortering og systematisering beroliger nervesystemet hos mennesker med autisme.

Disse mekanismer betyder, at mennesker med autisme ofte lever med et kronisk forhøjet stressniveau, som ikke nødvendigvis mærkes som stress, men som viser sig i form af udmattelse, irritabilitet, shutdowns, nedsmeltninger eller tilbagetrækning.

Når overbelastning forveksles med angst.

For en terapeut, der ikke er specialiseret i autisme, kan symptomerne på overbelastning/autistisk udbrændthed ligne klassisk angst:

undgåelse
indre uro
hjertebanken
behov for kontrol
bekymring
social tilbagetrækning
overvældelse i bestemte situationer

Men årsagen er en anden.

Angst handler om ”frygt for noget”, også selvom det kan være diffust (f.eks. generaliseret angst og social angst).

Overbelastning/autistisk udbrændthed handler om et ”nervesystem, der er overstimuleret og udmattet”.

Forskellen er afgørende, for behandlingen er diametralt modsat.

Når angst behandles korrekt, hjælper eksponering.

Når overbelastning behandles som angst, forværres tilstanden.

En klient med autisme, der er sansemæssigt og socialt overbelastet, vil ikke få det bedre af at “kaste sig ud i tingene”, “lytte mindre til sine tanker” eller “udfordre sin undgåelse”. Tværtimod vil nervesystemet blive yderligere presset, og klienten kan opleve:

øget udmattelse
flere shutdowns eller nedsmeltninger
forværring af sensoriske symptomer
tab af funktion
mistillid til terapeuten
oplevelse af at være “forkert” eller “umulig at hjælpe”

Dette er en af hovedårsagerne til, at mange mennesker med autisme rapporterer, at traditionel terapi ikke virker for dem.

Energiregnskabet: det centrale terapeutiske fokus.

For mennesker med autisme er energiforvaltning ikke et selvhjælpsværktøj, men en neurobiologisk nødvendighed. Nervesystemet har en begrænset kapacitet, og når den overskrides, opstår overbelastning – ikke som en psykologisk reaktion, men som en fysiologisk.

Energiregnskabet påvirkes af:

sanseindtryk
sociale krav
skift og uforudsigelighed
kognitive krav
følelsesmæssig bearbejdning
masking og kompenserende strategier

Terapi skal derfor hjælpe klienten med at:

forstå deres individuelle energiforbrug
identificere belastningskilder
skabe strukturer, der forebygger overstimulering
udvikle strategier til regulering
lære at mærke tidlige tegn på overbelastning
reducere masking, hvor det er muligt og trygt

Dette er ikke “undgåelse”. Det er selvregulering.

Hvorfor metakognitiv terapi kun virker, når den tilpasses

Metakognitiv terapi (MCT) kan være hjælpsom for klienter med autisme, men kun når den anvendes med stor forsigtighed og tilpasning.
Standard-MCT bygger på antagelsen om, at bekymringer og trusselsmonitorering er kognitivt drevne.
Hos mennesker med autisme er bekymringer ofte sensorisk og neurobiologisk drevne.

Hos en stor del af klienterne med autisme, er der også ADHD.

Når terapeuten bruger klassiske MCT‑råd som “lad en tanke være en tanke, du behøver ikke at tænke videre på den”, uden at forstå klientens sensoriske belastning og ADHD‑relaterede impulsivitet, overstimulation og opmærksomhedsudsving, risikerer man at presse et nervesystem, der både er for åbent (autisme) og for hurtigt/ustabilt (ADHD).

For mennesker med AuDHD (ADHD og autisme) kræver MCT derfor endnu mere struktur, langsomt tempo og fokus på regulering og håndtering, fordi både sanser, energi og opmærksomhed svinger kraftigere og hurtigere.

Eksempel 1: Klienten forsøger at “lade en tanke bare være en tanke, du behøver ikke at tænke videre på den”, men ADHD‑delen gør tankestrømmen hurtig og springende, mens autisme‑delen analyserer for forsøge at skabe tryghed og forudsigelighed hos et menneske med nedsat forestillingsevne. At stoppe analysen skaber kaos, ikke ro.

Eksempel 2: Terapeuten siger “bare kast dig ud i det”, og tanken er, at overtænkning og angst ikke bedres, hvis man sidder derhjemme og ruminerer over, hvad der kan gå galt, men i stedet tager afsted og får en god oplevelse. Men klienten bliver både sensorisk overbelastet (autisme) og impulsivt overmodig eller overvældet (ADHD). Resultatet er et nervesystem, der kollapser hurtigere og bruger længere tid på at komme sig.

Hvis terapeuten siger:

“Du skal lade være med at analysere så meget”
“Du skal ignorere dine tanker og bare gøre det”
“Du skal udfordre din undgåelse”

… uden at forstå klientens sensoriske og sociale belastning, risikerer man at invalidere klientens oplevelse og presse dem ud i situationer, hvor nervesystemet ikke kan følge med.*

Tilpasset MCT kræver:

fokus på energiregnskab før kognitiv fleksibilitet
anerkendelse af sensoriske og sociale begrænsninger
langsom pacing
tydelig struktur og forudsigelighed
fokus på regulering/håndtering frem for eksponering
respekt for klientens behov for kontrol og pauser

Hvad klienter med autisme faktisk søger i terapi.

De fleste klienter med autisme, der opsøger behandling, gør det ikke udelukkende for at “komme af med angst”. Det afhænger naturligvis af, hvor godt de kender dem selv og deres symptomer.

Men det kan som psykolog eller psykoterapeut give mening, hvis man antager, at de vil profitere af:

forståelse af deres nervesystem
Hjælp til at få et sprog for deres oplevelser og følelser. De sociale og følelsesmæssige bearbejdningsnetværk i hjernen er mindre forbundne hos mennesker med autisme, dvs. det er et område, hvor de har brug for støtte. Modsat er de perceptuelle og analytiske netværk i hjernen er ofte mere forbundne og mere effektive hos mennesker med autisme.
hjælp til at navigere i hverdagen
strategier til at forebygge overbelastning
støtte til at afkode sociale og organisatoriske krav
hjælp til at aflære masking og udvikle autentiske strategier
viden om sensoriske profiler og regulering/håndtering af overtænkning.

Terapiens mål er derfor ikke at træne mennesker med autisme i at agere som neurotypiske mennesker, men at skabe et liv, hvor klientens neurotype kan eksistere uden konstant overbelastning og risiko for autistisk udbrændthed.

Hvordan terapi med autistiske mennesker bør se ud:

En autisme-tilpasset terapeutisk tilgang bygger på:

Neurobiologisk forståelse

Terapeuten skal kende til sensorisk bearbejdning, autonom dysregulering, masking, eksekutive vanskeligheder og energiregnskab.

Lav-arousal tilgang: Miljø, tempo og kommunikation skal være rolig, tydelig og forudsigelig.

Fokus på regulering før udfordring: Man kan ikke arbejde med kognition, før nervesystemet er i ro.

Samarbejdende struktur: Klienten skal vide, hvad der skal ske, hvorfor, og hvordan.

Validering af oplevelser: Ikke som “følelser”, men som neurobiologiske reaktioner.

Fleksibel pacing: Tempoet tilpasses klientens kapacitet – ikke terapeutens metode.

Fokus på funktion frem for eksponering: Målet er ikke at presse klienten ud i belastende situationer, men at skabe bæredygtige strategier.

Konklusion: Terapi skal tage udgangspunkt i det autistiske nervesystem – ikke i neurotypiske antagelser

Når terapi tilpasses autistiske menneskers neurobiologi, kan den være meget hjælpsomt. Men når man anvender traditionelle angstmodeller på et nervesystem, der primært er overbelastet, risikerer man at forværre tilstanden.

Klienter med autisme har brug for:

forståelse
regulering
energiforvaltning
sensorisk indsigt
tydelighed
langsomt tempo
tryghed

Terapiens opgave er ikke at presse dem til at “tåle mere”, men at hjælpe dem med at leve i overensstemmelse med deres nervesystem, så de kan trives uden konstant overbelastning.

Litteraturliste:

Spain, D. et al. (2015). Cognitive behaviour therapy for adults with autism spectrum disorders and psychiatric co-morbidity: A review. Research in Autism Spectrum Disorders.

Lilley, R. et al. (2020). Therapeutic needs of autistic adults: A qualitative study. Autism.

Kerns, C. et al. (2014). Anxiety in youth with autism spectrum disorder. Clinical Psychology Review.

South, M. & Rodgers, J. (2017). Sensory, emotional and cognitive contributions to anxiety in autism. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.

Hull, L. et al. (2017). Camouflaging in autism: A systematic review. Journal of Autism and Developmental Disorders.

Livingston, L. & Happé, F. (2017). Compensation in autism: Evidence and implications. Trends in Cognitive Sciences.

Matson, J. & Williams, L. (2014). Differential diagnosis of autism spectrum disorder in adults. Research in Autism Spectrum Disorders.

Lai, M.-C. & Baron-Cohen, S. (2015). Identifying the autism spectrum in adults. The Lancet Psychiatry.

Spain, D. et al. (2018). Social anxiety in autism: A conceptual review. Journal of Autism and Developmental Disorders.

Dudas, R. et al. (2017). The overlap between autistic spectrum conditions and borderline personality disorder. PLoS ONE.

Fossati, A. et al. (2015). Autistic traits in patients with personality disorders. Comprehensive Psychiatry.

van Steensel, F. et al. (2011). Anxiety disorders in children and adolescents with ASD: A meta-analysis. Clinical Child and Family Psychology Review.

Rodgers, J. et al. (2012). The relationship between sensory processing and anxiety in autism. Journal of Autism and Developmental Disorders.

Maddox, B. et al. (2020). Exposure therapy for anxiety in autistic adults: Challenges and adaptations. Autism in Adulthood.

Just, M. et al. (2012). Autism as a neural systems disorder: Underconnectivity theory. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.

Mottron, L. (2011). Enhanced Perceptual Functioning in Autism. Psychological Bulletin.

Uddin, L. (2015). Salience network dysfunction in autism. Neuroscience.

National Autistic Society (UK). Good Practice Guidelines for Psychologists Working with Autistic Adults.

Attwood, T. (2007). The Complete Guide to Asperger’s Syndrome. Jessica Kingsley Publishers.

Autistic Self Advocacy Network (ASAN). First-person accounts and position papers on autistic experiences with mental health treatment.

Postet i Marias Blog