PDA – Pathological Demand Avoidance

Af Maria Larsen | maj 30, 2026

PDA’s historiske oprindelse – fra klinisk observation til internationalt forskningsfelt.

PDA‑profilen så dagens lys i Storbritannien i slutningen af 1970’erne, hvor den britiske psykolog Elizabeth Newson begyndte at beskrive en gruppe børn, der adskilte sig markant fra de autistiske profiler, man kendte på det tidspunkt. Newson arbejdede med børn, der havde tydelige autisme, men som samtidig udviste en usædvanlig og gennemgribende modstand mod krav, kombineret med en social stil, der virkede mere fleksibel og strategisk end hos andre børn med autisme.

Hun bemærkede, at disse børn ofte brugte humor, rollespil, charme og afledning som en måde at undgå krav på – en adfærd, der ikke passede ind i de eksisterende autismekategorier.

PDA blev først en selvstændig diagnose, herefter en atismevariant.

I 1980’erne introducerede Newson derfor betegnelsen Pathological Demand Avoidance for at beskrive denne særlige profil. På det tidspunkt blev PDA opfattet som en selvstændig diagnose inden for det, man kaldte pervasive developmental disorders. Det var før autismespektret blev samlet i én diagnose i DSM‑5, og før man havde en moderne forståelse af autisme som et bredt spektrum med mange profiler.

I 1990’erne og 2000’erne voksede interessen for PDA i Storbritannien, særligt blandt klinikere, der arbejdede med børn med ekstrem skolevægring, udtalt sensitivitet overfor krav og komplekse problemer med at regulere følelser. Flere forskere begyndte at beskrive PDA som en autismevariant, snarere end en selvstændig diagnose. Det skyldtes, at børnene opfyldte autismekriterierne, men samtidig havde en række karakteristika, der ikke blev forklaret af klassiske autismeprofiler.

PDA i dag.

I dag betragtes PDA i de fleste faglige miljøer som en autismevariant, ikke en selvstændig diagnose. Det betyder, at man anerkender, at personen har autisme, men at kravundgåelsen er så gennemgribende og så specifik i sin karakter, at den kræver en særskilt forståelse og en anderledes pædagogisk og terapeutisk tilgang.

Der findes endnu ikke en officiel PDA‑diagnose i DSM‑5 eller ICD‑11, men begrebet er udbredt i Storbritannien, Australien og i stigende grad i Skandinavien, hvor klinikere og forskere bruger det som en beskrivelse til at forstå og støtte personer med ekstrem sensitivitet overfor krav.

PDA variantens historiske udvikling afspejler nutidens udvikling indenfor autismefeltet. Der sker en overgang fra snævre diagnosekriterier til en mere nuanceret forståelse af autistiske profiler, neurobiologisk diversitet og individuelle behov.

PDA er et begreb, der hjælper fagfolk, forældre og personer med PDA selv med at forstå, hvorfor krav føles så truende, og hvorfor traditionelle strategier ofte mislykkes.

PDA – en letforståelig gennemgang af en kompleks autismeprofil.

PDA, Pathological Demand Avoidance, beskriver, hvordan personen reagerer ekstremt stærkt på krav, forventninger og oplevelser af kontrol udefra. Det afgørende er, at krav ikke blot opleves som opgaver, men som noget, der truer personens autonomi og indre stabilitet.

Reaktionen er ikke trods, manipulation eller dårlig opdragelse – det er en angst- og stressbaseret autonomireaktion, hvor undgåelse fungerer som en måde at genvinde kontrol og dæmpe en intens indre alarmtilstand.

Personen opfylder kriterierne for autisme, men har et særligt mønster af kravundgåelse, der adskiller sig markant fra det, man ser hos andre autistiske profiler.
Ofte ser vi, at mennesker med autisme undgår krav på grund af eksekutive vanskeligheder, sensorisk overbelastning eller social usikkerhed. Men PDA‑reaktionen mere intens og ofte udløst af selv små, venlige eller indirekte krav.

Kernen i PDA: autonomi, angst og krav.

Det mest centrale ved PDA er en ekstrem sensitivitet over for tab af autonomi. Når personen mærker, at nogen forsøger at styre, forvente eller definere noget for dem, aktiveres et stressrespons, der kan minde om kamp‑flugt‑frys. Selv små krav kan udløse reaktionen:

“Tag tøj på.”
“Kan du lige svare på det her?”
“Vi skal afsted nu.”

Det er ikke kravet i sig selv, men oplevelsen af at blive styret, der udløser reaktionen. Når kravene bliver for store, kan personen reagere med social undgåelse, følelsesmæssig overvældelse, nedsmeltning og måske total tilbagetrækning.

Humor som forsvarsmekanisme.

Humor er en af de mest karakteristiske og misforståede strategier hos personer med PDA. Den bruges ikke for at være morsom, men som en autonomi-regulerende strategi. Humor kan:

aflede opmærksomheden fra kravet
skabe en følelse af kontrol
ændre stemningen i rummet
give personen et øjebliks mental afstand
gøre situationen mindre truende

Et barn kan fx svare: “Jeg kan ikke tage sko på, for mine fødder er på ferie.”
En ung kan sige: “Jeg laver lektier, når universet giver mig et tegn.”

En voksen kan bruge ironi eller selvironi for at undgå at forholde sig til et krav.

Humoren fungerer som en buffer mod kravstress, men kan misforstås som flabethed, manipulerende opførsel eller at personen er useriøs. I virkeligheden er det en sofistikeret, men sårbar strategi til at håndtere en indre alarmtilstand.

Hvordan det ser ud hos børn.

Barnet klarer én skoledag → kravene øges → barnet får skolevægring
Barnet gennemfører én opgave → forventningen stiger → barnet lukker ned
Barnet virker “velfungerende” i én situation → kravene bliver højere → barnet bryder sammen hjemme

Barnet lærer: “Hvis jeg gør noget godt, bliver jeg "straffet" med flere krav.”

Hvordan det ser ud hos voksne.

Den voksne klarer en arbejdsopgave → får flere opgaver → kollapser
Klarer et møde → forventes at kunne deltage fast → undgår
Har én god dag → omgivelserne tror, at “nu går det bedre” → kravene stiger → funktion falder

Voksne med PDA beskriver ofte: “Hvis jeg viser, at jeg kan noget, mister jeg kontrollen over mine egne grænser.”

Kernen i PDA og kravstigning.

PDA handler ikke om:

trods
manipulerende adfærd
dovenskab
manglende motivation

Det handler om:

autonomistress
tab af kontrol
krav som trussel
et nervesystem, der overbelastes af forventninger

Derfor er kravstigning – selv når den virker logisk – ofte direkte skadelig.

Hvordan PDA udvikler sig gennem livet.

Barndom: kreativ undgåelse og tidlige sammenbrud

I barndommen viser PDA sig ofte som en markant modstand mod almindelige hverdagskrav. Barnet kan være fantasifuldt, socialt udadvendt og charmerende, men samtidig ekstremt sårbart over for krav.

Typiske tegn er:

brug af leg, rollespil og humor til at undgå krav
pludselige følelsesudbrud, når krav ikke kan undgås
intens uro ved oplevelsen af at blive styret
stor kreativitet i at finde “smuthuller”

Eksempel:
Et barn bliver bedt om at tage tøj på. Barnet svarer: “Jeg kan ikke, for jeg er en kat i dag, og katte går ikke med bukser.” Når forælderen insisterer, bryder barnet sammen i gråd og får en nedsmeltning. Det er ikke trods – det er angst.

Konsekvensen kan være konflikter i familien, misforståelser i institution/skole og tidlige tegn på stress/belastningsreaktion og skolevægring.

Ungdom: Øget kompleksitet og risiko for sammenbrud.

I ungdomsårene stiger kravene markant – både fagligt, socialt og identitetsmæssigt. For unge med PDA kan dette være en særlig sårbar periode. De sociale strategier bliver mere sofistikerede, men også mere udmattende.

Typiske udfordringer er:

skolevægring eller massivt skolefravær
angst, depression eller belastningsreaktion
konflikter med lærere og autoriteter
oplevelsen af at være “forkert” eller “bagud”
intens indre uro og behov for kontrol.

Eksempel:
En ung bliver bedt om at aflevere en opgave. Den unge svarer med humor: “Jeg arbejder bedst under pres, så jeg venter til jeg får et sammenbrud.” Bag joken ligger en dyb følelse af kravstress og manglende kapacitet.

Konsekvensen kan være sammenbrud, isolation, selvkritik og sekundære psykiske lidelser.

Voksenalder: Maskering, selvstændighed og planlægning af hverdagen.

I voksenalderen bliver PDA ofte mindre synlig udefra, men den indre oplevelse forsvinder sjældent. Mange voksne lærer at indrette deres liv, så de undgår miljøer med høje krav eller tæt kontrol.

Typiske mønstre er:

Valg af job med høj grad af selvbestemmelse
Vanskeligheder i traditionelle arbejdsmiljøer
udmattelse, stress eller belastningsreaktion i perioder med mange krav
behov for fleksibilitet, pauser og autonomi
udfordringer i relationer, når krav eller forventninger opstår

Eksempel fra arbejdspladsen:
En voksen med autisme og PDA får en mail fra chefen: “Kan du sende rapporten inden kl. 14?” Personen fryser, udsætter, laver overspringshandlinger eller svarer med en ironisk kommentar – ikke fordi opgaven er svær, men fordi kravet udløser en intens autonomistress.

Hvad betyder begrebet ”Autonomistress?”: Det er er den form for overbelastning, der opstår, når en person med autisme i lang tid har brugt ekstrem energi på at kompensere og tilpasse sig, indtil nervesystemet ikke længere kan følge med.

Konsekvensen kan være jobskift, sygemeldinger, konflikter eller selvbebrejdelse. Her bliver det tydeligt, at personen trives bedre i jobfunktioner, hvor de selv kan være med til at definere opgaverne og dermed kravene, hvor der er en høj grad af forudsigelighed og hvor der er en god dialog med lederen.

Afsluttende perspektiv på PDA.

PDA er en kompleks og ofte misforstået autismeprofil, hvor kravundgåelse ikke handler om manglende vilje, men om angst, autonomi og neurobiologi.

Når man møder PDA med nysgerrighed, fleksibilitet og respekt for autonomi, kan børn, unge og voksne med PDA bedre trives i hverdagen. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om en svær balancegang og der er stor risiko for perioder med belastning, mistrivsel og nedsmeltninger.

Ved autisme generelt, og ved autisme/PDA i særdeleshed, kan man, i visse tilfælde, forsøge at dæmpe svære følgesymptomer med SSRI og SNRI (to typer af antidepressiv medicin, der virker angstdæmpende uden at være sederende/sløvende), eksempelvis angst, søvnbesvær eller udtalt uro.

Det samme gælder ift. medicinsk behandling af PTSD: SSRI eller SNRI behandler ikke selve traumet eller de centrale PTSD‑symptomer, men kan i nogle tilfælde anvendes til at lindre udvalgte følgesymptomer såsom angst, søvnforstyrrelser eller hyperarousal.

Jeg har selv en datter på 17 år med AuDHD og PDA, som behandles med SSRI i lav dosis igennem flere år. Det har ikke fjernet problemet, men det har bedret symptomerne i en grad, at hun har været meget tilfreds med behandlingen.

Litteraturliste:

Newson, E. (1983). Pathological Demand Avoidance Syndrome: A profile of a distinctive subgroup within the pervasive developmental disorders. Nottingham University.

Newson, E., Le Maréchal, K., & David, C. (2003). Pathological demand avoidance syndrome: A necessary distinction within the pervasive developmental disorders. Archives of Disease in Childhood.

O’Nions, E., Christie, P., Gould, J., Viding, E., & Happé, F. (2014). Development of the Extreme Demand Avoidance Questionnaire (EDA-Q). Journal of Child Psychology and Psychiatry.

Gillberg, C. (2014). PDA: A subgroup within the autism spectrum. Research in Developmental Disabilities.

Green, J., Absoud, M., Grahame, V., Malik, O., Simonoff, E., & Le Couteur, A. (2018). Pathological demand avoidance: Current state of research. Child and Adolescent Mental Health.

Fidler, R. (2019). Understanding PDA in children and young people. Jessica Kingsley Publishers.

Eaton, J. (2020). The PDA Paradox: The highs and lows of my life on a little-known part of the autism spectrum. Jessica Kingsley Publishers.

Smith, I. C., & Mandy, W. (2018). Autism and demand avoidance: A systematic review. Clinical Child Psychology and Psychiatry.

Postet i Marias Blog