Dopaminjagt ved ADHD, AuDHD og autisme: Skærmforbrug, sociale medier, gaming, sukker, koffein og nikotin.

Af Maria Larsen | april 11, 2026

Hverdagsstimulanser og ADHD, AuDHD og autisme er et super hot emne. Men rigtig mange mennesker kan generelt genkende det med hverdagsstimulanser, og de fleste har formentlig allerede tænkt over, hvordan deres eget forbrug af hverdagsstimulanser ser ud.

Brug af mobiler, sociale medier og gaming hører også under dette emne. Stort set ALLE bliver berørt af dette emne i større eller mindre grad. Selv den generation, der ikke er vokset op med mobiler og Ipads m.m. De har børn og børnebørn, der skal navigere i et liv med skærme overalt, adgang til kokain i nattelivet og nikotinprodukter i mange afskygninger med f.eks. vandmelonsmag, som forhandles lige ovre i Malmø(!).

Dopamin, ADHD/AuDHD og et “ujævnt flow” i frontallapperne – ikke et konstant lavt niveau af dopamin.

I dette blogindlæg måtte jeg bare starte med at nævne Pepsi Max. Pepsi Max er en stor gruppe voksne kvinders go-to drik (kender det selv), mens de dømmer de unge for at bruge energidrikke. Og boomerne står med deres filterkaffe i hånden og kigger dømmende på de unge med energidrik og de voksne kvinder med deres Pepsi Max uden at være klar over, at deres elskede filterkaffe er klart den VÆRSTE!

Men hvad handler dopaminhypotesen egentlig om?

Kort fortalt:

Dopamin er et signalstof, der bl.a. regulerer:
- Motivation og “drive”
- Belønning og lyst
- Opmærksomhed og arbejdshukommelse
- Arousal og vågenhed.

Ved ADHD ser man ikke bare “for lidt dopamin”, men snarere dysreguleret dopaminsignalering i frontostriatale og frontale netværk (bl.a. præfrontal cortex og striatum).

Det giver en ustabil regulering af opmærksomhed, motivation og arousal (vågenhed) – den er ikke konstant lav, men ujævn og den er kontekstafhængig. Dvs. den svinger op og ned mange gange dagligt afhængigt af, om det, man laver, er spændende, eller om man indtager noget, der indeholder dopamin.

Jeg plejer at sammenligne det med et gammelt opladerkabel, man skal vride i den rette position for at der er strøm igennem – den oplader ikke jævnt. Får man ADHD- medicin, hvor man kemisk tilføjer hjernen et mere jævnt flow af signalstofferne, fungerer hjernen mere stabilt.

ADHD- medicin står for ca. 40% af behandlingen, motion står for 30% og de sidste 30% er god søvn, stabilt blodsukker, struktur og ADHD-venlige rammer. ADHD-medicin kan ikke stå alene, men det er svært at behandle ADHD ordentligt uden.

Arousal-dysregulering og “state regulation”

Nyere modeller taler om arousal-dysregulering: hjernen har svært ved at holde et passende “aktiveringsniveau” til opgaven.

For lav arousal: træthed, tomhed, “kan ikke komme i gang”.

For høj arousal: overstimulering, uro, overload, meltdown/shutdown (særligt ved AuDHD/autisme).

Hjernen søger derfor selvregulering gennem alt, der kan justere arousal – og her kommer hverdagsstimulanserne ind som en slags “mikro-selvmedicinering”.

Hverdagsstimulanser: kategorier og mekanismer

Jeg bruger “hverdagsstimulanser” bredt. Alt, der i praksis fungerer som dopamin-/arousal-boost – kemisk, sensorisk, kognitivt eller socialt.

Kemiske stimulanser:

Koffein (kaffe, energidrik, cola, te)

Virker ved: at blokere adenosinreceptorer og indirekte øge dopamin- og noradrenalinaktivitet i visse baner.

Subjektiv effekt: mere vågen, lettere at fokusere, mindre “hjernetåge”.

Risiko: overforbrug → hjertebanken, angst, søvnproblemer, rebound-træthed.
Mange klienter med ADHD/AuDHD og autisme oplever angst af flere årsager. B.la. ved vi, at mange med neurodiversitet er født med en hjerne, der har en ”letvakt amygdala”, dvs. en amygdala, der genererer for meget angst. Der skal man passe på med for meget koffein.

Koffeinindhold – (mg pr. 100 ml)

Kaffe:
Filterkaffe: 60–90 mg (det skal så fordobles, da man jo ikke drikker 1 dl kaffe, men snarere to dl i en stor kop.
Espresso: ~200 mg

Energidrikke:
Standard energidrik: 30–32 mg
“Strong” varianter: 40–55 mg (der er mere koffein i filterkaffe end i stærke energidrikke)

Cola:
Pepsi Max: 10–12 mg
Coca-Cola / Coca-Cola Zero: 9–10 mg.

For personer med ADHD/AuDHD, der bruger koffein som selvregulering, betyder det:

Pepsi Max giver et mildt og stabilt koffeininput (det må ikke læses som en god ide, men en nøgtern betragning)
Energydrinks giver et hurtigt og kraftigt dopamin-/arousal-boost.
Kaffe giver det kraftigste og mest uforudsigelige arousalskift.

Nikotin (cigaretter, snus, vape, nikotinprodukter til afvænning)

Virker ved: at stimulere nikotinreceptorer, som øger dopamin-frisætning i belønningssystemet.

Subjektiv effekt: ro + fokus (paradoksalt “beroligende” for mange med ADHD).
Billedet af Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt, der skal have en cigaret efter det legendariske møde med JD Vance og Marco Rubio, er et meget godt eksempel på nikotins beroligende effekt – også på mennesker uden neurodiversitet. Alle holdt vejret under dette møde og deres trang til en cigaret bagefter var så forståeligt, menneskeligt og autentisk.

Risiko: stærkt afhængighedsskabende, sundhedsskadeligt, ofte koblet til selvmedicinering.

Der har faktisk været forsøg på at udvikle nikotinbaserede præparater til behandling af ADHD, men uden det afhængighedspotentiale, som klassisk nikotin har.

Forskningen udspringer af observationen, at nikotin midlertidigt kan forbedre opmærksomhed, arbejdshukommelse og impulskontrol hos personer med ADHD.

Det skyldes nikotins virkning på nikotin-acetylcholinreceptorer, som indirekte øger dopaminaktiviteten i præfrontal cortex – samme kredsløb som stimulerende ADHD-medicin påvirker.

Aktuel status i forskning omkring nikotin:

Der findes ingen godkendt nikotinbaseret ADHD-behandling i dag.
De fleste forsøg er stoppet, fordi:

afhængighedspotentialet ikke kunne elimineres fuldstændigt
bivirkninger (blodtryk, hjertefrekvens, kvalme) var for markante
effekten var mindre end ved eksisterende præparater til behandling af ADHD som methylphenidat, lisdexamfetamin og atomoxetin.

Dog fortsætter enkelte forskningsprojekter med ikke-nikotiniske nikotinreceptor-agonister – altså stoffer, der påvirker de samme receptorer som nikotin, men uden rus eller afhængighed. Disse undersøges som mulige “kognitive modulatorer” for ADHD og andre opmærksomhedsforstyrrelser.

Sukker og hurtige kulhydrater:

Virker ved: hurtig blodsukkerstigning, indirekte påvirkning af dopamin og belønningssystem.

Subjektiv effekt: kortvarigt energiboost, “komfort”, trøst.

Risiko: blodsukker-rollercoaster → endnu mere træthed, irritabilitet, cravings.
Derfor er målet et stabilt blodsukker dagen igennem ved behandling af ADHD. Det er urealistisk at bede klienter med ADHD om at undgå sukker helt. Men sørg for at indtage sukker sammen med et måltid, hvor der indgår protein, så blodsukkerudsvinget bliver mindre.

Alkohol og andre rusmidler:

Virker ved: komplekse effekter på GABA, glutamat, dopamin m.m.

Subjektiv effekt: dæmper overstimulering, social angst, indre uro; kan føles som “pause” fra overload. Mange klienter med AuDHD eller autisme bruger alkohol til at reducere social angst i sociale sammenhænge.

Risiko: høj risiko for misbrug/afhængighed, især når det bruges til at regulere arousal, skam og social udmattelse. Reboundeffekt dagen efter festen, herunder dopamin ”tømmermænd”, da tilførslen jo var kortvarig.Har man et ønske om at møde en ny kæreste, går man måske i byen for at møde nye mennesker. Men der er ikke succes ift. at møde en date. Dagen efter føles tomrummet og ensomheden endnu større, når man sidder alene i sofaen.

Digitale og kognitive stimulanser:

Sociale medier (TikTok, Instagram, Reels, YouTube Shorts)

Mikrobelønninger: likes, notifikationer, nye videoer hvert sekund.

Dopaminmekanisme: konstant nyhedsværdi (spænding) + reward prediction error – hjernen får små, uforudsigelige belønninger, hvilket er ekstremt dopamin-triggede.

Subjektiv effekt: “jeg kan endelig koble af, men kan ikke stoppe”.

Risiko: Tidsforbrug, søvnforstyrrelse, øget risiko for sammenligning med andre, der er flottere, har flere venner eller mere succes, hvilket øger skamfølelse og giver lavt selvværd.

Men mikro-belønninger kan også forårsage opmærksomhedsproblemer. Det er ikke belønningen i sig selv, men forventningen om den næste belønning, der aktiverer dopaminsystemet (det såkaldte reward prediction error-princip).Over tid vænner hjernen sig til en kronisk dopaminfragmentering. Dette er fordi systemet vænner sig til hurtige, små stimuli og dermed mister evnen til at fastholde opmærksomhed på langsomme, komplekse opgaver.

Gaming:

Struktureret dopamin: klare mål, levels, points, achievements, progression.

For ADHD-hjernen: spil er ofte designet præcis til det, hjernen mangler i hverdagen: tydelig feedback, flow, progression, belønning.

Risiko: gaming som primær kilde til mestring og dopamin → alt andet føles fladt, meningsløst, uoverkommeligt.

Serier, binge-watching, fanfiction, scrolling på nyheder.

Virker ved: narrativ spænding, følelsesmæssig involvering, cliffhangers.

Subjektiv effekt: “jeg kan ikke overskue mit eget liv, men jeg kan leve i andres historier”.

Risiko: udskydelse af opgaver, søvnunderskud, øget passivitet.

Sensoriske og motoriske stimulanser:

Stimming og mikro-bevægelser

F.eks. vippen med benet, tromme med fingre, pille i håret, tegne doodles, fidget toys.

Funktion: regulerer arousal, øger fokus, skaber forudsigelig sensorisk input.

Særligt ved AuDHD/autisme er stimming ofte en livsnødvendig selvreguleringsstrategi, ikke bare en “vane”.

Bevægelse og fysisk aktivitet

Løb, dans, styrketræning, trampolin, cykling, gåture.

Neurobiologisk: fysisk aktivitet øger dopamin, noradrenalin og BDNF, forbedrer eksekutive funktioner og humør.

Subjektiv effekt: “hjernen falder mere på plads”, bedre fokus bagefter – men det kræver energi at komme i gang. Mange har lettere ved at få dyrket motion, når de er opstartet på ADHD-medicin, da medicinen bedrer initieringsvanskeligheder (prokrastination).

Social stimulation.

Intens social kontakt

Dybe samtaler, konflikter, drama, forelskelse, flirt, nye relationer.

Dopamin: social belønning, spænding, usikkerhed (“hvad sker der nu?”) Jeg kommer til at tænke på ”Paradise Hotel”.

Risiko: ubevidst søgen efter drama/konflikt som arousal-boost; Det kan give udmattelse og relationelle problemer.

Hjælper- og problemløserrollen:

At være den, der redder, organiserer, ”fixer”.

Belønning: følelsen af at være uundværlig, kompetent, vigtig. Mange med AuDHD har beskrevet denne for mig. Hvis den sociale gensidighed er vanskelig at navigere i, når man skal etablere en ny relation, kan det være lettere at indtage rollen som redder, organiserer eller ”fixer”. Det er en mere konkret opgave. Socialt samvær kan være et ret ”fluffy” begreb, når man har AuDHD, for hvordan skal man gå til opgaven?

Risiko: kronisk overansvar, udbrændthed, svært ved at mærke egne behov. Relationen kan blive ulige, hvis venskabet er bygget på, at der kun tales om den enes problemer. Flere med AuDHD har beskrevet for mig, at de har brudt relationer, fordi deres behov slet ikke blev tilgodeset i relationen.

Gensidigheden skal helst ligge på ca. 50/50, men mine klienter ender med at blive helt usynlige i relationen. Ofte har mennesker med AuDHD god kemi med mennesker med ADHD. Der er måske et kaotisk liv med meget drama. Så skal der ikke så meget fantasi til at forstille sig, hvordan den relation kan blive skæv. Hyperaktivitet kommer jo også til udtryk som talepres, hvorfor mange med ADHD ”fylder” meget i sociale sammenhænge, og AuDHDéren får ikke et ord indført i relationen.

Kognitiv og kreativ stimulation.

Hyperfokus på specialinteresser

Dyb fordybelse i et emne (autisme/ADHD, psykologi, spil, kunst, teknologi, sprog, osv.).

Dopamin: høj, stabil belønning ved læring, mønstergenkendelse, problemløsning.

Risiko: alt udenfor interessefeltet føles uoverstigeligt; praktiske opgaver kollapser.

Idégenerering, planlægning, projekter.

Nye projekter, nye systemer, nye notesbøger, nye apps.

Belønning: dopamin ved idéfasen, ikke nødvendigvis ved implementering.

Risiko: projekt-hoppen, mange uafsluttede projekter, skam over “jeg gør aldrig noget færdigt”.

“Dopaminjagt”: hvordan det ser ud i hverdagen

Fra indre tomhed til konstant søgen:

Når dopamin- og arousalreguleringen er ujævn, oplever mange med ADHD/AuDHD:

Indre tomhed eller fladhed, når der ikke er noget spændende.
Ekstrem modstand mod kedelige, monotone opgaver (økonomi, rengøring, mails, dokumenter).
Pludselige spikes af energi, når noget er nyt, akut, farligt eller ekstremt interessant.

Hjernen lærer hurtigt: “Jeg har det bedre, når jeg får X – så må jeg have mere X.”

Det kan være:

“Bare lige én episode mere”
“Bare lige tjekke telefonen”
“Bare lige en energidrik”
“Bare lige starte et nyt projekt”

Mikro-afhængigheder og hverdagsafhængighed.

Det behøver ikke være “klassiske” afhængigheder for at være problematisk. Mange udvikler mikro-afhængigheder:

Telefonen som konstant dopaminkilde: notifikationer, nyheder, sociale medier.
Mad/snacks som regulering af følelser og arousal.
Arbejde/overpræstation som identitet og belønningskilde.
Relationer/drama som ubevidst arousalregulering.

Fælles mønster:

Ubehag (tomhed, kedsomhed, uro, overload).
Impuls: “jeg må væk fra det her”.
Stimulus: kaffe, telefon, serie, mad, konflikt, projekt.
Kortvarig lettelse → hjernen lærer: “det her virker”.

AuDHD og autisme: når dopaminjagt møder sensorisk sårbarhed

Dobbelthed: både under- og overstimulering

Ved AuDHD (ADHD + autisme) bliver billedet endnu mere komplekst:

ADHD-delen søger ofte stimulation, spænding og intensitet.
Autisme-delen har ofte sensorisk sårbarhed, behov for forudsigelighed, lav tolerance for kaos.

Resultat:

Personen kan søge stærk kognitiv stimulation (specialinteresser, gaming, dybe samtaler)
men samtidig ikke tåle for meget sensorisk/social støj.
Dopaminjagten kan derfor blive meget indre/kognitiv:
- hyperanalyse
- research-spiraler
- mental overproduktion
- ruminering og scenariegennemspilning.

Maskering og dopamin.

Mange mennesker med autisme og AuDHD bruger enorme mængder mental energi på:

Maskering (socialt camouflage, “spille/agere neurotypisk”).
Forberedelse og efterbearbejdning af sociale situationer.

Det kan i sig selv fungere som en slags dopamin-/arousalregulering (hjernen er konstant “på”), men prisen er:

Udbrændthed
Shutdowns
Øget behov for “hårde” stimulanser bagefter (skærm, sukker, alkohol, gaming, isolation).

Funktionel forståelse: hverdagsstimulanser som selvmedicinering

Det giver mening at se hverdagsstimulanser som et forsøg på at regulere et nervesystem, der er dårligt understøttet af omgivelserne.

Men hvad prøver hjernen at opnå?

Ofte prøver personen (ubevidst) at:

Øge arousal (fra hypo → optimal):
kaffe, energidrik, social medier, gaming, intense samtaler, deadlines.
Sænke arousal (fra hyper → optimal):
alkohol, mad, serier, scrolling, isolation, gentagne ritualer.
Skabe forudsigelig belønning:
spil, serier, specialinteresser, rutiner, stimming.
Få en følelse af mestring og kontrol:
projekter, problemløsning, hjælpe andre, overpræstation.

Hvorfor føles “normale” opgaver så umulige?

Fordi de typisk:

Har lav umiddelbar belønning (ingen dopamin her og nu).
Har uklar struktur (uklare krav, ingen tydelig feedback).
Er sensorisk/kognitivt drænende (møder, papirarbejde, småsnak).
Ikke matcher personens interesseprofil.

Så hjernen vælger – helt rationelt ud fra sin egen logik – de aktiviteter, der giver dopamin nu og føles håndterbare.

Fra dopaminjagt til dopaminstrategi.

Det interessante kliniske og psykoedukative spørgsmål er ikke:
“Hvordan stopper vi dopaminjagten?”
men:
“Hvordan kan vi gøre dopaminjagten mere bæredygtig, bevidst og skånsom?”

Normalisering og reduktion af skamfølelse:

Første skridt: forstå, at dopaminjagten ikke er “karaktersvaghed”, men en neurobiologisk og psykologisk tilpasning til et ujævnt reguleret system.
Skam (“jeg er afhængig af min telefon / kaffe / serier / gaming”) forværrer ofte mønstret, fordi skam i sig selv er ubehag → mere dopaminjagt.

Bevidsthed: kortlægning af egne stimulanser

En konkret, klinisk brugbar øvelse:

Kortlæg:
- Hvad bruger jeg til at regulere mig med? (liste over hverdagsstimulanser).
- Hvornår bruger jeg dem? (tidspunkt, situation, følelse).
- Hvad prøver jeg at regulere? (kedsomhed, overload, ensomhed, skam, træthed).
- Hvad er kortsigtet gevinst og langsigtet pris?

Det skaber et sprog for:

“Jeg tager ikke bare min telefon – jeg forsøger at regulere min arousal og undgå ubehag.”

Skifte fra “hårde” til “blødere” stimulanser

Ikke alt dopamin er lige “dyrt” for nervesystemet. Man kan arbejde med at:

Beholde funktionen, men ændre midlet:

Fra 3 energidrikke til følgende: mere stabil søvn + moderat kaffe + kort pause med bevægelse.

Fra 6 timers gaming til 2 timers gaming + 30 min specialinteresse-læsning + 10 min praktisk opgave i “mikrodoser”.

Fra konflikt/drama til intens, men tryg sparring, kreativitet, faglig fordybelse.

Strukturere hverdagen som “dopaminvenlig”

Tydelige mikrobelønninger: små delmål, tjeklister, visuelle systemer.

Tidsbokse: 10–15 minutters “sprints” på kedelige opgaver, efterfulgt af kort, bevidst valgt stimulus (f.eks. 5 min scroll, 1 episode tv-serie, 1 kop kaffe).

Interesse-broer: koble kedelige opgaver til noget, der er interessant (musik, gamification, specialinteresse-vinkling).

Sensorisk regulering: stimming, tyngde, lyd, lys, pauser – især ved AuDHD/autisme.

Sammenfatning: hvad vil det sige at “lide under dopaminjagt”?

Når man taler dopaminjagt, som mennesker med ujævnt flow af dopamin i frontallapperne lider under, kan man oversætte det til:

De lever med et nervesystem, hvor standardmiljøet (skole, arbejde, bureaukrati, sociale normer) er designet til en anden type hjerne.

For at kunne fungere, må de konstant justere arousal og dopamin – med alt, hvad der er tilgængeligt.

Det bliver til en livslang forhandling mellem:

behovet for stimulation og regulering
og prisen i form af afhængighedstendenser, udmattelse, skam og praktiske konsekvenser.

Den vigtige kliniske opgave for behandlerne er følgende:

At sætte sprog på mekanismerne (dopamin, arousal, selvmedicinering).

Normalisere og dermed minimere skamfølelse (det giver mening, at du gør det her).
Hjælpe personen med at designe et liv, hvor dopaminjagten bliver:
- mere bevidst
- mere bæredygtig
- mere forenelig med deres værdier og helbred.

Litteraturliste: ADHD, AuDHD, dopamin og hverdagsstimulanser

Neurobiologi, dopamin og arousalregulering

Barkley, R. A. (2015). Attention-Deficit Hyperactivity Disorder: A Handbook for Diagnosis and Treatment (4th ed.). Guilford Press.
– Standardværk om ADHD’s neurobiologi, eksekutive funktioner og selvregulering.

Arnsten, A. F. T. (2009). The Emerging Neurobiology of Attention Deficit Hyperactivity Disorder: The Key Role of the Prefrontal Association Cortex. Journal of Pediatrics, 154(5).
– Gennemgang af dopamin- og noradrenalinregulering i PFC.

Volkow, N. D., et al. (2009). Motivation Deficit in ADHD is Associated with Dysfunction of the Dopamine Reward Pathway. JAMA Psychiatry.
– Klassisk studie om dopamin, belønning og motivation.

Sonuga-Barke, E. J. S. (2005). Causal Models of ADHD: From Common Simple Deficits to Multiple Developmental Pathways. Biological Psychiatry.
– Introducerer “delay aversion” og dopaminbaseret belønningsdysregulering.

Castellanos, F. X., & Proal, E. (2012). Large-scale brain systems in ADHD: Beyond the prefrontal–striatal model. Trends in Cognitive Sciences.
– Udvider forståelsen til netværksdysregulering.

AuDHD og autisme: sensorik, arousal og selvregulering

Robertson, C. E., & Baron-Cohen, S. (2017). Sensory perception in autism. Nature Reviews Neuroscience.
– Grundlæggende om sensorisk sensitivitet og hyper-/hypoarousal.

Kapp, S. K. (Ed.). (2020). Autistic Community and the Neurodiversity Movement. Palgrave Macmillan.
– Autistiske perspektiver på regulering, stimming og hverdagsstrategier.

Murray, D., Lesser, M., & Lawson, W. (2005). Attention, monotropism and the diagnostic criteria for autism.
– Introducerer monotropisme som forklaring på hyperfokus og dopaminlignende fordybelse.

Porges, S. W. (2011). The Polyvagal Theory. Norton.
– Ikke autisme-specifik, men central for forståelsen af arousal, sikkerhed og selvregulering.

Hverdagsstimulanser, afhængighed og selvmedicinering

Koob, G. F., & Le Moal, M. (2006). Neurobiology of Addiction. Academic Press.
– Grundbog om dopamin, belønning og afhængighedsmekanismer.

Volkow, N. D., & Morales, M. (2015). The Brain on Drugs: From Reward to Addiction. Cell.
– Kort, moderne gennemgang af dopamin og afhængighed.

Kuss, D. J., & Griffiths, M. D. (2012). Internet and gaming addiction: A systematic literature review. International Journal of Mental Health and Addiction.
– Relevans for ADHD og dopaminjagt i digitale miljøer.

Brand, M., et al. (2019). The Interaction of Person-Affect-Cognition-Execution (I-PACE) Model. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.
– Model for forståelse af digitale afhængigheder og selvregulering.

ADHD, motivation og belønning i hverdagen

Luman, M., Tripp, G., & Scheres, A. (2010). Reward Processing in ADHD. Journal of Child Psychology and Psychiatry.
– Gennemgang af belønningssystemets rolle i ADHD.

Faraone, S. V., et al. (2021). The World Federation of ADHD International Consensus Statement. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.
– Opdateret, globalt konsensusdokument.

Hallowell, E. M., & Ratey, J. J. (2021). ADHD 2.0. Ballantine Books.
– Klinisk tilgængelig formidling af ADHD’s styrker og udfordringer.

Sensorisk og emotionel selvregulering (relevant for både ADHD og autisme)

Shanker, S. (2016). Self-Reg: How to Help Your Child (and You) Break the Stress Cycle and Successfully Engage with Life. Penguin.
– Arousal, stress og selvregulering i praksis.

Kliniske modeller og eksekutive funktioner

Brown, T. E. (2013). A New Understanding of ADHD in Children and Adults: Executive Function Impairments. Routledge.
– Brown’s model for eksekutive funktioner.

Diamond, A. (2013). Executive Functions. Annual Review of Psychology.
– Oversigt over EF, relevant for forståelse af dopamin og hverdagsfunktion.

Postet i Marias Blog