AuDHD – måske især hos kvinder, er det mest oversete kliniske mønster i privat praksis og i voksenpsykiatrien.

Af Maria Larsen | juni 13, 2026

Når højtfungerende mennesker med autisme ikke ved, at de er autistiske: Et overset samfundsproblem med store menneskelige konsekvenser.

Megen forskning peger på, at højtfungerende voksne med autisme – især kvinder – ofte går gennem store dele af livet uden at vide, at de har autisme. Denne uvidenhed er ikke kun et individuelt problem, men et strukturelt problem.

Den manglende forståelse kan skyldes diagnostisk tilbageholdenhed, manglende viden om autisme hos voksne, kønsbias i diagnostiske systemer og en neurotypisk norm, der forventer/tror, at alle mennesker intuitivt kan aflæse sociale spilleregler som de selv kan.

Konsekvensen for mennesker med autisme – måske især kvinder er øget risiko for psykisk mistrivsel (angst, depression m.fl.), autistisk udbrændthed, social eksklusion og risiko for at havne i kortere eller længereværende situationer med grænseoverskridende adfærd.
Det kan være alt lige fra hvordan ens leder behandler en, til hvordan og hvad der er rimeligt at man finder sig i fra sin kærestes side – og de gælder også generelt ift. seksuelle grænser.

Min artikel gennemgår centrale teorier, forskning og debatter – herunder Peter Vermeulens teori om kontekstblindhed (bogen ”Kontekstblindhed og den forudsigende hjerne” 2015), og Kobe Vanroys arbejde om motivation og absolut tænkning (bogen ”Autismevenlig pædagogik” 2025), samt neurodiversitetsbevægelsens kritik af diagnosesystemerne.

Da jeg efterhånden har opbygget en stor viden om autisme og ADHD, er der desværre færre kurser, der retter sig mod min profil. Men jeg fik rigtig meget ud af en kursusrække i efteråret 2025 hos forlaget Pressto, hvor jeg bl.a. så både forfatter Kobe Vanroy (Belgier) og forsker/forfatter Peter Vermeulen (også Belgier) live en hel kursusdag hver. De var virkelig fantastisk dygtige. Også dagskurserne fra Kirsten Callesen og Bo Hejlskov Elven var virkelig gode.

Hvorfor opdager højtfungerende autistiske mennesker ikke selv, at de er autistiske?

Kontekstblindhed: Når hjernen ikke automatisk aflæser det usagte.

Autisme handler ikke om manglende intelligens, når vi taler om højtfungerende mennesker med autisme. Jeg møder mange i praksis, der er højtbegavede, fordi der er en større repræsentation af højtbegavede blandt mennesker med autisme (genetisk sammenhæng).

Det handler i stedet om en anderledes måde at bearbejde information på. Den belgiske forsker Peter Vermeulen beskriver autisme som kontekstblindhed: hjernen bruger ikke kontekst på samme måde som neurotypiske hjerner.

Det betyder, at man kan være fremragende til detaljer, logik og faglig analyse – men samtidig have svært ved:

at aflæse tonefald
at forstå skjulte intentioner
at se, hvornår en situation ændrer sig
at gennemskue sociale hierarkier
at forstå, hvornår noget er upassende

For personen selv føles dette ikke som en “vanskelighed”. Det føles som virkeligheden. Man ved ikke, at andre mennesker oplever verden anderledes.

Eksempel: Den skjulte misforståelse:

En kollega siger: “Vi burde måske overveje at gøre det på en anden måde.”
En neurotypisk person hører: “Jeg synes, vi skal ændre strategi.”
En person med autisme hører: “Det er en mulighed, men ikke nødvendigvis noget, vi skal gøre.”
Når chefen senere spørger, hvorfor strategien ikke blev ændret, forstår medarbejderen med autisme ikke, hvad der gik galt. For ham var det en løs tanke – ikke en indirekte ordre.

Det er sådan noget, der skaber konflikter, uden at nogen forstår hvorfor.

Konsekvensen af de skjulte misforståelser.

Som det fremgår i de ovenstående eksempler, betyder denne kontekstblindhed, at mange højtfungerende mennesker med autisme ikke selv opdager, at de har brug for noget ekstra. Når man ikke intuitivt forstår sociale spilleregler eller kan aflæse, hvad der forventes, bliver man heller ikke opmærksom på, at ens vanskeligheder følger et mønster.

I stedet opleves udfordringerne som enkeltstående nederlag eller personlige mangler: “Jeg må være for følsom”, “Jeg er nok bare dårlig til mennesker”, “Andre kan jo godt – så burde jeg også kunne.”

Det skaber en dobbelt sårbarhed: For ikke alene kæmper personen med de autistiske træk i sig selv; de mangler også den forklaringsmodel, der kunne hjælpe dem med at forstå, hvorfor tingene er svære, og hvad der kunne gøre dem lettere.

Når omgivelserne samtidig misfortolker deres adfærd som generthed, perfektionisme, stædighed eller stress, får de ikke de tilpasninger, der kunne forebygge overbelastning/ autistisk udbrændthed.

Resultatet er desværre, at de bliver ved med at presse sig selv ind i neurotypiske rammer, som de ikke kan mærke, at de ikke passer ind i – og derfor først søger hjælp, når de er udmattede, stressede eller i sammenbrud. Dog har mange søgt psykologhjælp før, men pga. ”the missing link” – autismen – har behandlingen ikke virket 100% som den skulle.

På den måde bliver de dobbelt ramt: både af autismens udfordringer og af fraværet af den viden, der kunne have gjort deres liv mere bæredygtigt.

Dette forklarer, hvorfor mange højtfungerende voksne med autisme siger: “Det føles som om at alle andre havde fået en manual, som jeg ikke havde fået.”

Mennesker med autisme og deres behov for vejledning.

“De ved ikke, hvad de ikke ved”

Når man har svært ved at aflæse sociale sammenhænge, kan man ikke kompensere på samme måde som neurotypiske mennesker. Det betyder, at selv små sociale misforståelser kan føre til:

konflikter på arbejdspladsen
misforståelser i studiemiljøer
oplevelsen af at være upopulær eller “forkert”
utilsigtet at virke uhøflig eller direkte
manglende forståelse for sociale hierarkier og uskrevne regler

Forskning viser, at voksne med autisme har markant højere risiko for social isolation, mobning og udstødelse (Cage & Troxell-Whitman, 2019).

Kvinder og risiko for grænseoverskridende adfærd.

Kvinder med autisme er særligt udsatte.

Studier viser:

De har højere risiko for seksuelle overgreb end neurotypiske kvinder (Brown-Lavoie et al., 2014).
De har sværere ved at aflæse intentioner og risikosignaler.
De sætter ofte grænser for sent, fordi de ikke forstår, at situationen er farlig.
De er opdraget til at “maskere” og “passe ind”, hvilket øger risikoen for at ignorere egne signaler.

Dette er ikke et individuelt problem – det er et samfundsproblem.

The Double Empathy Problem: Hvorfor neurotypiske også misforstår mennesker med autisme.

Damian Milton (2012) introducerede "The Double Empathy Problem", som har revolutioneret forståelsen af autisme.

Teorien forklarer følgende:

”Problemet er ikke, at mennesker med autisme mangler empati – problemet er, at mennesker med autisme og neurotypiske har gensidigt forskellige måder at kommunikere og forstå verden på.”

Neurotypiske mennesker forventes at have god mentaliseringsevne. Men forskning viser, at neurotypiske ofte fejllæser mennesker med autisme, fordi de:

1.Tolker autistisk adfærd ud fra neurotypiske normer. Det, der for personen med autisme, er et forsøg på at skabe klarhed, struktur eller forudsigelighed, bliver af neurotypiske ofte misforstået som kritik, modstand eller mangel på social forståelse.
Neurotypiske vurderer adfærden ud fra deres egne intuitive sociale koder – og fordi mennesker med autisme ikke følger disse koder, bliver deres handlinger let fejlfortolket som uhensigtsmæssige eller bevidst provokerende. Dermed bliver personen ikke alene misforstået, men også mødt med forventninger, de aldrig har haft mulighed for at leve op til.

Neurotypiske forventer øjenkontakt, smalltalk og implicit kommunikation, fordi disse elementer for dem er grundlæggende sociale markører, der signalerer interesse, høflighed og engagement.

Når mennesker med autisme ikke i samme grad benytter lige så meget øjenkontakt, svarer kortfattet eller kommunikerer mere direkte, bliver det derfor let misfortolket som uinteresse, uhøflighed eller social distance. Nedsat mimik bliver tolket som surhed eller arrogance.

Mennesker med autisme kan blive stoppet på gaden af neurotypiske der siger ”smil lidt mere til verden”. Personen med autisme bliver meget forvirret og tænker: ”Ser jeg sur ud, når jeg bare går på gaden i en grad, at jeg skal stoppes af fremmede?”

Neurotypiske læser fraværet af disse signaler som et bevidst valg, fordi de ikke kan forestille sig, at nogen kan kommunikere uden dem – og dermed bliver personen med autismes naturlige kommunikationsstil fejlfortolket som en afvigelse fra normen, snarere end som et udtryk for en anden måde at være i kontakt på.

Jeg forstår det godt, men det irriterer mig virkelig meget at de neurotypiske skal diktere, hvordan andre skal være i verden. Det hjælper dog, at jeg er klar over, at det er baseret på en misforståelse – så hjælp mig endelig med at komme bredt ud med denne artikel.

2. Neurotypiske misforstår ofte personer med autismes direkte kommunikation som uhøflighed, fordi de forventer, at alle budskaber skal pakkes ind i høflighedsmarkører, tonefald og sociale mellemregninger. Når en person med autisme siger tingene, som de er, uden disse sociale polstringer, bliver det let tolket som skarpt, kritisk eller ufølsomt – selv når intentionen blot er at være tydelig og præcis. Det er ikke kommunikationen, der er uhøflig, men forskellen i sociale koder, som neurotypiske ofte ikke er bevidste om.

Dette er det, vi kalder for ”faux pas”, og det har sit eget spørgsmål i Triple A autismeudredning. Jeg har ofte tænkt, at hvis de neurotypiske ikke var så lette at krænke og hvis de forstod, at intentionen med at være direkte, ikke var en skjult ”sviner”, kunne mange konflikter være undgået.

3. Neurotypiske undervurderer ofte mennesker med autismes intentioner og følelser, fordi de aflæser dem gennem neurotypiske sociale koder, som personer med autisme ikke nødvendigvis bruger eller udtrykker på samme måde.

Når en person med autisme ikke viser følelser via mimik, tonefald eller øjenkontakt, bliver det let fejltolket som mangel på empati eller følelsesmæssig dybde, selvom personen faktisk føler intenst og har stærke intentioner om at gøre det rigtige. Dermed bliver deres indre liv usynligt for omgivelserne, ikke fordi det mangler, men fordi det udtrykkes på en anden måde, som neurotypiske ofte ikke genkender.

Dette skaber en dobbeltbinding:

Mennesker med autisme forstår ikke de sociale spilleregler.
Den neurotypiske forstår ikke, at mennesker med autisme ikke forstår dem.
Resultatet er, at ansvaret for misforståelsen placeres ensidigt på den autistiske person.

4. Diagnostisk tilbageholdenhed: Når frygten for stigmatisering skader mere end den gavner.

I Danmark og internationalt er der en tendens til at være tilbageholdende med at diagnosticere højtfungerende voksne med autisme – især kvinder.

Argumentet er ofte:

“Vi vil ikke stigmatisere.”
“Du fungerer jo godt.”
“Det er bare personlighed.”
mange tror stadig, at autisme = lavt funktionsniveau. Det er den introverte dreng, der sidder med hovedtelefoner på.

Men forskning viser, at manglende diagnose øger risikoen for:

angst
depression
(autistisk) udbrændthed
selvmordstanker
misforståelser i relationer
lavt selvværd
problemer med vedvarende arbejdsmarkedstilknytning
(Lever & Geurts, 2016; Cassidy et al., 2018).

Når man ikke ved, at man er autistisk, kan man ikke forstå sine egne reaktioner, og man kan ikke bede om hjælp ift. f.eks. selvforståelse. Når mennesker med autisme, især kvinder kommer til udredning hos mig, har de ofte været i terapi – mange har også været i rigtig meget terapi. Bare ikke med udgangspunkt i at forstå og leve med autisme.
Man kan ofte heller ikke få støtte uden en diagnose, fordi systemet kræver en diagnose for at tilbyde hjælp.

5. Neurodiversitet vs. neuropsykiatrisk diagnose: Hvad bør autisme kaldes?

Debatten er intens og rummer flere perspektiver. Jeg har bestemt ikke patent på sandheden. Men jeg mener, at vi er bagud og jeg frustreres dagligt over at vi har diagnosesystemet ICD-10 fra 1992. Det føles lidt som at sidde med min farmor og farfars gamle PC med Windows ´95.

1. Argumenter for at bevare autisme som neuropsykiatrisk diagnose:

Fremført af bl.a. Simon Baron-Cohen, Tony Attwood og mange klinikere:

Diagnosen giver adgang til støtte, kompensation og rettigheder.
Autisme er en neurobiologisk udviklingstilstand med genetisk komponent.
Diagnosen hjælper med at forstå og tilpasse behandling.
Uden diagnose risikerer man, at mennesker med autisme falder mellem systemerne.

2. Argumenter for at se autisme som neurodiversitet

Fremført af bl.a. Nick Walker, Judy Singer, Damian Milton og mange aktivister med autisme:

Autisme er ikke en psykiatrisk sygdom eller lidelse, men en naturlig variation i hjernens udvikling.
Diagnosesystemet er bygget på neurotypiske normer.
Fokus bør være på støtte, tilpasning og accept – ikke patologisering.
Diagnoser bør reserveres til mennesker med betydelig funktionsnedsættelse (f.eks. infantil autisme, dvs. mennesker med autisme og forsinket sproglig udvikling og nedsat kognitivt funktionsniveau.)

3. Kan man finde en mellemvej ift. enten neurodiversitetsbegrebet eller neuropsykiatrisk diagnose?

Flere forskere foreslår en hybridmodel:

Autisme forstås som neurodiversitet i sin kerne.
Diagnosen bruges som administrativ adgangsbillet til støtte.
Fokus flyttes fra “fejl i individet” til “mismatch mellem individ og miljø”.

Dette perspektiv vinder frem i nyere forskning (Fletcher-Watson & Happé, 2019).
Jeg kunne godt tænke mig en verden, hvor højtfungerende mennesker med autisme betragtes som en del af ”normalområdet”, men blot med en naturlig neurodiversitet. Uden sammenligning i øvrigt, så kunne man måske drage en parallel til det, at have briller – det er jo ikke noget, vi betragter som unormalt. Der er blot nogen, der er født med behov for briller.

Når højtfungerende mennesker med autisme ikke ved, at de har autisme: Beskrivelser af den stille kamp i hverdagen.

Der findes mennesker, som hele livet har følt sig anderledes uden at kunne sætte ord på hvorfor. De klarer sig ofte godt i skolen, får uddannelser, har job og virker velformulerede. De kan være dygtige, kreative, analytiske og engagerede. Men samtidig kæmper de med noget, der ikke kan ses udefra: en konstant usikkerhed i sociale situationer, en følelse af at være “på arbejde” hele tiden, og en oplevelse af, at andre mennesker har fået en manual til livet, som de selv mangler.

For mange af disse mennesker er forklaringen autisme – men de ved det ikke. Og når man ikke ved det, kan man heller ikke forstå sig selv, beskytte sig selv eller bede om hjælp.

Når verden ikke giver mening – men man tror, det er ens egen skyld

Forestil dig en kvinde i 30’erne, der altid har fået at vide, at hun er “lidt for følsom” eller “tager tingene for bogstaveligt”. Hun har lært at smile, selv når hun er overvældet, og hun har lært at sige ja, selv når hun burde sige nej. Hun har aldrig tænkt, at hun kunne være autistisk – for hun har jo venner, hun kan smalltalke, og hun har et job. Men hun går hjem hver dag og er fuldstændig udmattet uden at forstå hvorfor.

Eller forestil dig en mand, der ofte kommer i konflikt på arbejdspladsen, fordi han siger ting “som de er”, dvs. lidt for ærligt. Han mener det ikke ondt – tværtimod forsøger han at være hjælpsom og ærlig. Men kollegerne synes, han er ufølsom, og han forstår ikke, hvad han har gjort forkert. Han tænker: “Hvorfor bliver folk sure over noget, jeg sagde helt neutralt?”

Disse eksempler er ikke sjældne. De er tværtimod typiske for højtfungerende voksne med autisme, der ikke ved, at de er autistiske.

Når man ikke ved, hvad man ikke ved: Behovet for guidning.

Højtfungerende mennesker med autisme har ofte brug for mere støtte, end omgivelserne tror. Ikke fordi de er svage, men fordi de mangler adgang til information, som neurotypiske mennesker får gratis gennem intuition.

De har brug for hjælp til: At forstå sociale spilleregler, at sætte grænser, at tolke intentioner, at håndtere konflikter, at navigere i en kompleks arbejdspladskultur, at forstå, hvornår noget er farligt/red flag.

Eksempel: Kvinden, der ikke ser de røde flag

"En kvinde med autisme møder en mand, der er meget intens og charmerende. Han skriver konstant, vil ses hele tiden og bliver hurtigt jaloux. Hun tænker: “Han må virkelig kunne lide mig.”
Hun ser ikke, at hans adfærd er kontrollerende. Hun har ikke lært de sociale faresignaler, som andre kvinder intuitivt opfanger. Og desværre vil denne type mand søge derhen, hvor han ikke bliver afvist."

Forskning viser, at kvinder med autisme har markant øget risiko for overgreb, netop fordi de ikke aflæser intentioner og grænser på samme måde som andre.

Maskering: Når man skjuler sig selv så godt, at ingen opdager noget.

Især kvinder og højt begavede mennesker med autisme maskerer. De lærer scripts, kopierer andre og skjuler deres overbelastning. De kan virke sociale og velfungerende, men kollapser, når de kommer hjem.

Eksempel: Den perfekte medarbejder – der bryder sammen.

"En kvinde med autisme klarer sig strålende på arbejdet. Hun er pligtopfyldende, møder til tiden, leverer kvalitet og siger aldrig nej. Men hun bruger al sin energi på at fremstå “normal”.
Når hun kommer hjem, kan hun ikke tale, ikke lave mad, ikke overskue noget. Hun tror, hun er svag. I virkeligheden er hun udmattet af maskering."

Konklusion: Vi opdager dem, der larmer – ikke dem, der kæmper i stilhed

Autisme bør forstås som en neurotype. Diagnosen bør fortsat eksistere, men måske kan vi reservere diagnosebegrebet fra ICD-10 til mennesker med lavt funktionsniveau– og dem, der er højtfungerende, men blot har en anden neurotype, kan måske kaldes for ”neuroatypisk” eller noget andet. Blot at begge grupper har adgang til viden, støtte og selvforståelse.

Litteraturliste:

Attwood, T. (2007). The Complete Guide to Asperger’s Syndrome. Jessica Kingsley Publishers.

Baron-Cohen, S. (2020). The Pattern Seekers: How Autism Drives Human Invention. Allen Lane.

Brown-Lavoie, S. M., Viecili, M. A., & Weiss, J. A. (2014). Sexual knowledge and victimization in adults with autism spectrum disorders. Journal of Autism and Developmental Disorders, 44(9), 2185–2196.

Cage, E., & Troxell-Whitman, Z. (2019). Understanding the reasons, contexts and costs of camouflaging for autistic adults. Journal of Autism and Developmental Disorders, 49(5), 1899–1911.

Cassidy, S., Bradley, P., Robinson, J., Allison, C., McHugh, M., & Baron-Cohen, S. (2018). Suicidal ideation and suicide plans or attempts in adults with Asperger’s syndrome. The Lancet Psychiatry, 1(2), 142–147.

Fletcher-Watson, S., & Happé, F. (2019). Autism: A New Introduction to Psychological Theory and Current Debate. Routledge.

Lever, A. G., & Geurts, H. M. (2016). Psychiatric co-occurring symptoms and quality of life in adults with autism spectrum disorder. Journal of Autism and Developmental Disorders, 46(3), 658–668.

Milton, D. (2012). On the ontological status of autism: The ‘double empathy problem’. Disability & Society, 27(6), 883–887.

Singer, J. (1999). Neurodiversity: The Birth of an Idea. (Originalt upubliceret speciale; senere udgivet online).

Vermeulen, P. (2015). Autism as Context Blindness. Autism in Context.

Walker, N. (2021). Neuroqueer Heresies: Notes on the Neurodiversity Paradigm, Autistic Empowerment, and Postnormal Possibilities. Autonomous Press.

Vanroy, K. (2020). Autism and the Predictive Mind: Motivation, Absolutism and Cognitive Style.

Postet i Marias Blog