ADHD, nakkesmerter og muskelspændinger.

Af Maria Larsen | juni 27, 2026
ondt i nakken

WHAT??? Kan man være hypermobil uden at kunne bøje sine led på en ”cirkus-agtig” måde?
Kan man have ADHD og være på det hypermobile spektrum uden at vide det?
Betyder det, at man så træner forkert uden at vide det?
Og er konsekvensen tidlig slidgigt?
Er kvinder med ADHD mere disponeret for at få en ”tantepukkel”?

 

 

ADHD, det hypermobile spektrum og den proprioceptive sans: Kroppen kompenserer og bliver dermed hurtigere nedslidt.

Sammenhængen mellem ADHD, hypermobilitetsspektrumforstyrrelser (HSD), proprioceptive vanskeligheder, lav muskeltonus og tidlig udvikling af slidgigt er veldokumenteret i nyere forskning.
Alligevel er det et område, der ofte overses i både psykiatrien, fysioterapien og almen praksis. Dette er helt klart også min oplevelse, det er ikke noget, jeg har hørt nævnt ret ofte i de klinikker, jeg har arbejdet på.

Mange voksne med ADHD opdager først, at de burde havde trænet forebyggende, når slidgigten først er indtruffet. Deres kroniske smerter, træthed, skader og træningsvanskeligheder viser sig at være et hypermobilt bindevævssystem kombineret med et ADHD‑nervesystem, der konstant overkompenserer. For det er jo godt at gå til crossfit, ikke? Nej, crosfit og en del andre træningsformer er ikke nødvendigvis en god anbefaling, hvis man  har ADHD og er på det hypermobile spektrum.

Det betyder ikke nødvendigvis, at man ikke kan fortsætte med crosfit, hvis man er vant til det og allerede er trænet op, men det er ikke noget, man skal starte på uden at konsultere en fysioterapeut med viden om det hypermobile spektrum.

 

 

Hypermobilitet og proprioception: Et nervesystem uden klare grænser.

Hypermobilitet handler ikke kun om at kunne “bøje fingrene bagud”, som man kunne tro. Det handler om bindevævets kvalitet, ledstabilitet og kroppens evne til at registrere sin egen position i rummet.
Den proprioceptive sans er kroppens indre GPS. Det er den sans, der fortæller hjernen, hvor kroppen er, hvordan den bevæger sig, og hvor meget kraft der bliver brugt. Den hjælper os med at stå, gå, gribe, løfte og holde balancen uden at tænke over det.

Den proprioceptive sans er ofte påvirket hos mennesker med ADHD, fordi ADHD indebærer ændringer i hjernens måde at behandle sanse‑ og bevægelsessignaler på.

 

Forskningen peger på flere centrale mekanismer:


Forstyrret sensorisk bearbejdning:
Mennesker med ADHD har markant højere forekomst af sensoriske bearbejdningsvanskeligheder end neurotypiske personer. Ligesom vi kender det fra autisme og AuDHD, der dog er endnu mere udfordret på sansesensitivitet, end mennesker med ADHD. Min egen fornemmelse er, at mennesker med ADHD har 30-40% øget sansesensitivitet end neurotypiske og mennesker med autisme kan være op til 90% mere udfordrede. Og kvinder med autisme eller AuDHD er mere sansesensitive end mænd. Jeg har ikke evidens for dette, det er kun en klinisk fornemmelse.

 

Ustabilt feed‑forward / feed‑back system
Den proprioceptive sans fungerer som et konstant informationsloop mellem krop og hjerne.

Når dette loop er ustabilt, opstår der:

  1. klodsethed
  2. problemer med kraftdosering
  3. behov for at se kroppen for at styre den
  4. øget uro og fidgeting (behov for at sidde med tangels, osv.)


Når den proprioceptive sans rammer lidt ved siden af, bliver hverdagsbevægelser upræcise, og kroppen søger ekstra input gennem uro og bevægelse.

 

Neurofysiologiske forskelle ved ADHD:

En nyere neurofysiologisk gennemgang viser, at ADHD indebærer:

  • forstyrret timing i hjernens netværk
  • nedsat synkronisering mellem sensoriske og motoriske områder
  • svækket integration af sanseinformation

Dette giver direkte vanskeligheder med motorisk planlægning og den proprioceptive fornemmelse .

 

 

Den proprioceptive sans og ADHD‑adfærd hænger sammen.

Når den proprioceptive sans er upræcis, forsøger kroppen at kompensere. Det kan ligne “klassisk ADHD‑adfærd”:

  • uro
  • svært ved at sidde stille
  • rastløshed
  • behov for at trykke, hoppe, tygge eller bevæge sig

Disse adfærdsmønstre bliver ofte misforstået som “dårlig opførsel”, selvom de i virkeligheden er sensoriske reguleringsstrategier.

Opsummerende kan man sige, at den proprioceptive sans ofte er påvirket ved ADHD, fordi hjernen har sværere ved at sortere og bruge de signaler, kroppen sender om position, bevægelse og kraft. Det giver uro, klodsethed og behov for ekstra bevægelse – ikke fordi personen er uopmærksom, men fordi nervesystemet prøver at finde balance.



I folkemunde er problemer med den proprioceptive sans karakteriseret ved, at din lilletå altid finder møblerne i rummet. Eller at du lige går lidt ind i din veninde, hvis i kommer gående på et fortov ved siden af hinanden.
Hjernen registrerer, at man rammer den anden med skulderen, og så kan den kalibrere hvor man befinder sig i rummet. Der er tale om en let motorisk klodsethed hos mennesker med ADHD, som gør, at man f.eks. ikke skal spise pasta med kødsovs med hvid bluse på. Det er ikke en markant klodsethed, men rigtig mange med ADHD ved præcis, hvad der menes. 

 

 

ADHD og hypermobilitet: To systemer, der forstærker hinanden.

Studier peger på, at 30–50 % af mennesker med ADHD ligger på det hypermobile spektrum. Jeg tror, at der er et meget stort mørketal her. 

Den proprioceptive sans er ofte nedsat hos patienter med hypermobilitet, fordi ledbånd og kapsler er for eftergivelige til at give tydelig feedback til nervesystemet.
Lav muskeltonus ses hyppigt, fordi musklerne konstant arbejder for at kompensere for ustabile led.
Overkompensation i ryg, nakke og bækken fører til kroniske spændinger og smerter. Fejlbelastning over mange år øger risikoen for tidlig slidgigt, især i knæ, hofter, ryg og hænder.

Det betyder, at når leddene er for “løse” pga. hypermobiiteten, får hjernen ikke tydelige signaler om, hvor kroppen er. Derfor spænder musklerne mere, hurtigere og længere – for at holde kroppen samlet. Det føles som at “bære sig selv” hele tiden. Det er udmattende, og det slider.

 

ADHD indebærer ofte nedsat kropsfornemmelse, impulsivitet og motorisk uro. Det hypermobile bindevæv giver ustabilitet, som kræver konstant ”mikrokorrektion”.
Kombinationen giver et nervesystem, der arbejder dobbelt så hårdt for at regulere både opmærksomhed og kropsstabilitet.
Resultatet er hurtigere udtrætning, øget smertefølsomhed og større risiko for skader.
ADHD‑hjernen er hurtig, springende og ofte i gang. Når kroppen samtidig er ustabil, skal hjernen både holde styr på tanker og på kroppen. Det er som at køre bil og samtidig holde døren lukket med albuen, fordi hængslet er løst.

 

 

Træningsfejl: Når man ikke ved, at man er på det hypermobile spektrum – og derfor træner forkert.

En af de største kliniske udfordringer er, at mange ikke ved, at de er på det hypermobile spektrum. De tror, at hypermobilitet betyder “ekstreme bevægelser”, som man ser hos gymnaster. Derfor presser de sig selv ud i yderstillinger, de tror er normale – men som deres led slet ikke er bygget til.


Typiske fejl ved ubevidst hypermobilitet.

  • Stræk, der går for langt, fordi man ikke mærker grænsen.
  • Yoga eller pilates med fokus på fleksibilitet frem for stabilitet.
  • Styrketræning uden fokus på kontrol, hvilket øger risikoen for overstræk og mikrotraumer. F.eks. træning med frivægte.
  • “Knasende” led, der føles som om de skal “klikkes på plads”.
  • Overbelastning af nakke og lænd, fordi kroppen mangler stabilitet centralt.

Hvis man ikke ved, at ens led er for løse, tror man, at man bare er “stiv” – og så strækker man endnu mere. Det svarer til at trække i en elastik, der allerede er slidt. Den bliver ikke stærkere af at blive trukket længere.

 

 

Ryg- og nakkeproblemer: Den stille konsekvens af et ustabilt system.

Ryg og nakke er særligt udsatte, fordi de fungerer som kroppens stabiliserende akse. Når leddene er hypermobile, og muskeltonus er lav, bliver rygsøjlen et område med konstant overbelastning.


Det kan give følgende problemer:

  • Hyppige hold i nakke og lænd.
  • Spændingshovedpine og migræne.
  • Træthed i ryggen efter kort tids stående eller siddende arbejde.
  • “Kollaps” i kropsholdning sidst på dagen.


Når man har ADHD, lav muskelspænding og hypermobile led, arbejder ryggen hårdere for at holde kroppen stabil. Det kan give ekstra slid på de små led og bruskskiver i ryggen, og derfor kan slidgigt-lignende forandringer opstå tidligere end hos andre.

Ryggen fungerer som et teltstangssystem. Hvis bardunerne (musklerne) hele tiden skal kompensere for løse samlinger (led), bliver de overbelastede. Til sidst giver systemet efter.

 


Har kvinder med ADHD, lav muskeltonus og hypermobilitet større risiko for at udvikle en såkaldt ”tantepukkel”?

Det kort svar er: Ja – der er en øget risiko.

Men det er vigtigt at forstå hvorfor og hvordan, så man har mulighed for at forebygge.

Flere faktorer spiller sammen ift. udviklingen af en tantepukkel:

  • Lav muskeltonus → mindre aktiv støtte omkring nakke og øvre ryg.
  • Kroppen “hænger” lettere i ledbånd og knogler.
    Hypermobilitet → øget bevægelighed i cervikothorakale segmenter, især C7–T1. Det giver mikroinstabilitet og kompensatoriske spændingsmønstre.
  • ADHD‑relateret motorisk uro og kropsbrug → mange små, ubevidste bevægelser, asymmetriske arbejdsstillinger, og mindre vedvarende postural stabilitet.
  • Kønsforskelle → kvinder har generelt lavere muskelmasse, højere forekomst af hypermobilitet og større tendens til kyfotiske kompensationsmønstre.


Når disse faktorer kombineres, kan man risikere, at det øverste af ryggen og nederste del af nakken har lettere ved at falde lidt fremad, fordi muskler og led ikke holder området helt stabilt.

 



Den klassiske “tantepukkel”  skyldes typisk:

  • Fremadglidning af cervikothorakale segmenter
  • Svækkede ekstensorer i øvre ryg
  • Kompensatorisk hoved‑fremad‑holdning
  • Tidlige degenerative forandringer i facetled og disci.

 

Det er altså ikke kun “dårlig holdning”, men en strukturel og funktionel kombination. Når man har hypermobile led, lav muskelspænding og ADHD, arbejder nakke og øvre ryg ekstra hårdt for at holde kroppen oprejst. Over tid kan det give en tendens til rund ryg og en lille ‘pukkel’ øverst på ryggen, fordi led og muskler ikke stabiliserer optimalt.
Det betyder ikke, at alle får en tydelig pukkel – men risikoprofilen er markant højere for kvinder med ADHD, lav tonus, hypermobilitet (og overvægt)  end i baggrundsbefolkningen.

 

 

Hvorfor slidgigt kan opstå tidligt.

Slidgigt (artrose) handler ikke kun om alder. Det handler om belastningsmønstre. Ved hypermobilitet er belastningen ujævn, fordi leddene ikke holdes stabilt i deres optimale position.

 

Faglige faktorer for udviklingen af tidlig slidgigt:

  • Mikroinstabilitet → mikrotraumer → inflammation → degenerative forandringer.
  • Musklerne arbejder i “brandberedskab” i stedet for i stabiliserende, økonomiske mønstre.
  • Overstræk af ledkapsler giver kronisk irritation.
  • Forkert træning accelererer processen.

Hvis et dørhængsel er løst, slides døren hurtigere – ikke fordi den er gammel, men fordi den bevæger sig forkert hver eneste dag.

 

 

Hvordan skal man forebygge ”tantepukkel” og tidlig slidgigt?

Kvinder med denne kombinerede risikoprofil med begyndende slidgigt, ADHD, lav muskeltonus, hypermobilitet og overvægt har brug for skånsom, stabiliserende og meget forudsigelig træning, der ikke overbelaster led, men gradvist opbygger styrke og kropskontrol.

 

Gode træningsprincipper:

  • Langsom, kontrolleret styrketræning med fokus på kvalitet frem for vægt (fx maskiner, elastikker, let frie vægte)
  • Træning af kropsstabilitet: core, bækken, skulderstabilitet, øvre ryg
  • Kortere træningspas (10–20 min) for at matche ADHD‑opmærksomhed og undgå overbelastning
  • Hyppigere, små doser frem for lange, hårde pas
  • Træning i maskiner kan være en fordel, fordi de giver stabilitet og reducerer hypermobilitetskompensationer
  • Vandtræning eller cykling som skånsom konditionstræning
  • Bevidsthed om den nedsatte proprioceptive sans: langsomme bevægelser, spejltræning, tydelige start/slut‑positioner.

 

Undgå især:

  • High-impact‑træning (løb, hop, burpees, m.m.)
  • Yoga med fokus udstrækning med dybe yderstillinger, som ofte forværrer hypermobilitet.
  • Tunge frie vægte, før grundstabilitet er på plads
  • Hurtige, eksplosive bevægelser, der kræver præcis proprioception, som mennesker med ADHD ofte ikke har.
  • Træning til udmattelse, som øger risikoen for at “falde sammen” i led.
  • Mange mennesker med ADHD er noget sort/hvide, når de har fået en ny ide. Så går de all in og overtræner for efter en periode slet ikke at træne. Det er ikke en velegnet strategi for denne patientgruppe.
  • Holdtræning med højt tempo (high impact), hvor man ikke kan følge sin egen krops grænser
  • Øvelser der presser nakke og lænd i yderpositioner (fx tunge overhead‑løft, dybe backbends)
  • Når man er hypermobil, har kroppen brug for styrke og stabilitet – ikke fleksibilitet, udstræk og hårde stød. Når led er hypermobile og musklerne arbejder på overtid, er det vigtigt at træne roligt, kontrolleret og i små doser. Det beskytter leddene og forebygger smerter og overbelastning.

 

 

 

Litteraturliste:

Castori, M., Tinkle, B., Levy, H., Grahame, R., Malfait, F., & Hakim, A. (2017). A framework for the classification of joint hypermobility and related conditions. American Journal of Medical Genetics Part C: Seminars in Medical Genetics, 175(1), 148–157.

Csecs, J., et al. (2022). Joint hypermobility and its relationship to anxiety, ADHD and neurodevelopmental conditions: A systematic review. Frontiers in Psychiatry, 13, 867580.

Eccles, J. A., et al. (2021). Joint hypermobility and autonomic hyperactivity: An updated review. Neuroscience & Biobehavioral Reviews, 122, 1–12.

Engelbert, R. H., et al. (2017). The evidence-based rationale for physical therapy treatment of children, adolescents, and adults with joint hypermobility syndrome/hypermobile Ehlers–Danlos syndrome. American Journal of Medical Genetics Part C, 175(1), 158–167.

Farmer, A. D., et al. (2014). Chronic pain in joint hypermobility syndrome and Ehlers–Danlos syndrome: Neurobiological mechanisms and clinical implications. British Journal of Pain, 8(3), 138–148.

Murray, B., Yashar, B. M., Uhlmann, W. R., Clauw, D. J., & Petty, E. M. (2013). Ehlers–Danlos syndrome, hypermobility type: A characterization of the patients’ lived experience. American Journal of Medical Genetics Part A, 161(12), 2981–2988.

Rombaut, L., Malfait, F., De Wandele, I., Cools, A., Thijs, Y., & De Paepe, A. (2015). Musculoskeletal complaints, physical activity and health-related quality of life among patients with the hypermobility type of Ehlers–Danlos syndrome. Disability and Rehabilitation, 37(19), 1736–1742.

Scheper, M. C., et al. (2016). Generalized joint hypermobility in professional dancers: A sign of talent or vulnerability? Rheumatology, 55(4), 653–662.

Smith, T. O., et al. (2013). The relationship between joint hypermobility and proprioception: A systematic review. Rheumatology International, 33(11), 2709–2716.

Tant, C., et al. (2021). Motor control deficits and proprioceptive dysfunction in individuals with joint hypermobility: Implications for rehabilitation. Journal of Electromyography and Kinesiology, 58, 102548.

Konstapel, J. (2026). The Connective Tissue Autonomic Immune Cluster in ADHD: An Emerging Research Domain. Artiklen gennemgår tre uafhængige forskningslinjer, der dokumenterer sammenhængen mellem ADHD, hypermobilitet, autonom dysregulation og inflammatoriske mekanismer.

Kustow, J. (2025). Hypermobility, immune dysfunction and dysautonomia cluster in ADHD. European Psychiatry. Viser, at ca. halvdelen af personer med ADHD er hypermobile, og beskriver overlap med POTS, MCAS, sensoriske problemer og kroniske smerter.

Neurodiverge App (2026). Hypermobility and ADHD — Why They Co-occur So Often. En gennemgang af evidensen for sammenhængen mellem ADHD, hypermobilitet, proprioception, autonom dysfunktion og kroniske smerter. Indeholder et særskilt afsnit om proprioception som “den manglende sans”.

 

Postet i Marias Blog