Maria Larsen, skribent på Roskilde specialpsykologisk klinik

ADHD, nakkesmerter og muskelspændinger.

Maria Larsen — Sat, 27 Jun 2026 13:00:47 +0000

WHAT??? Kan man være hypermobil uden at kunne bøje sine led på en ”cirkus-agtig” måde?
Kan man have ADHD og være på det hypermobile spektrum uden at vide det?
Betyder det, at man så træner forkert uden at vide det?
Og er konsekvensen tidlig slidgigt?
Er kvinder med ADHD mere disponeret for at få en ”tantepukkel”?

ADHD, det hypermobile spektrum og den proprioceptive sans: Kroppen kompenserer og bliver dermed hurtigere nedslidt.

Sammenhængen mellem ADHD, hypermobilitetsspektrumforstyrrelser (HSD), proprioceptive vanskeligheder, lav muskeltonus og tidlig udvikling af slidgigt er veldokumenteret i nyere forskning.
Alligevel er det et område, der ofte overses i både psykiatrien, fysioterapien og almen praksis. Dette er helt klart også min oplevelse, det er ikke noget, jeg har hørt nævnt ret ofte i de klinikker, jeg har arbejdet på.

Mange voksne med ADHD opdager først, at de burde havde trænet forebyggende, når slidgigten først er indtruffet. Deres kroniske smerter, træthed, skader og træningsvanskeligheder viser sig at være et hypermobilt bindevævssystem kombineret med et ADHD‑nervesystem, der konstant overkompenserer. For det er jo godt at gå til crossfit, ikke? Nej, crosfit og en del andre træningsformer er ikke nødvendigvis en god anbefaling, hvis man har ADHD og er på det hypermobile spektrum.

Det betyder ikke nødvendigvis, at man ikke kan fortsætte med crosfit, hvis man er vant til det og allerede er trænet op, men det er ikke noget, man skal starte på uden at konsultere en fysioterapeut med viden om det hypermobile spektrum.

Hypermobilitet og proprioception: Et nervesystem uden klare grænser.

Hypermobilitet handler ikke kun om at kunne “bøje fingrene bagud”, som man kunne tro. Det handler om bindevævets kvalitet, ledstabilitet og kroppens evne til at registrere sin egen position i rummet.
Den proprioceptive sans er kroppens indre GPS. Det er den sans, der fortæller hjernen, hvor kroppen er, hvordan den bevæger sig, og hvor meget kraft der bliver brugt. Den hjælper os med at stå, gå, gribe, løfte og holde balancen uden at tænke over det.

Den proprioceptive sans er ofte påvirket hos mennesker med ADHD, fordi ADHD indebærer ændringer i hjernens måde at behandle sanse‑ og bevægelsessignaler på.

Forskningen peger på flere centrale mekanismer:

Forstyrret sensorisk bearbejdning:
Mennesker med ADHD har markant højere forekomst af sensoriske bearbejdningsvanskeligheder end neurotypiske personer. Ligesom vi kender det fra autisme og AuDHD, der dog er endnu mere udfordret på sansesensitivitet, end mennesker med ADHD. Min egen fornemmelse er, at mennesker med ADHD har 30-40% øget sansesensitivitet end neurotypiske og mennesker med autisme kan være op til 90% mere udfordrede. Og kvinder med autisme eller AuDHD er mere sansesensitive end mænd. Jeg har ikke evidens for dette, det er kun en klinisk fornemmelse.

Ustabilt feed‑forward / feed‑back system
Den proprioceptive sans fungerer som et konstant informationsloop mellem krop og hjerne.

Når dette loop er ustabilt, opstår der:

klodsethed
problemer med kraftdosering
behov for at se kroppen for at styre den
øget uro og fidgeting (behov for at sidde med tangels, osv.)

Når den proprioceptive sans rammer lidt ved siden af, bliver hverdagsbevægelser upræcise, og kroppen søger ekstra input gennem uro og bevægelse.

Neurofysiologiske forskelle ved ADHD:

En nyere neurofysiologisk gennemgang viser, at ADHD indebærer:

forstyrret timing i hjernens netværk
nedsat synkronisering mellem sensoriske og motoriske områder
svækket integration af sanseinformation

Dette giver direkte vanskeligheder med motorisk planlægning og den proprioceptive fornemmelse .

Den proprioceptive sans og ADHD‑adfærd hænger sammen.

Når den proprioceptive sans er upræcis, forsøger kroppen at kompensere. Det kan ligne “klassisk ADHD‑adfærd”:

uro
svært ved at sidde stille
rastløshed
behov for at trykke, hoppe, tygge eller bevæge sig

Disse adfærdsmønstre bliver ofte misforstået som “dårlig opførsel”, selvom de i virkeligheden er sensoriske reguleringsstrategier.

Opsummerende kan man sige, at den proprioceptive sans ofte er påvirket ved ADHD, fordi hjernen har sværere ved at sortere og bruge de signaler, kroppen sender om position, bevægelse og kraft. Det giver uro, klodsethed og behov for ekstra bevægelse – ikke fordi personen er uopmærksom, men fordi nervesystemet prøver at finde balance.

I folkemunde er problemer med den proprioceptive sans karakteriseret ved, at din lilletå altid finder møblerne i rummet. Eller at du lige går lidt ind i din veninde, hvis i kommer gående på et fortov ved siden af hinanden.
Hjernen registrerer, at man rammer den anden med skulderen, og så kan den kalibrere hvor man befinder sig i rummet. Der er tale om en let motorisk klodsethed hos mennesker med ADHD, som gør, at man f.eks. ikke skal spise pasta med kødsovs med hvid bluse på. Det er ikke en markant klodsethed, men rigtig mange med ADHD ved præcis, hvad der menes.

ADHD og hypermobilitet: To systemer, der forstærker hinanden.

Studier peger på, at 30–50 % af mennesker med ADHD ligger på det hypermobile spektrum. Jeg tror, at der er et meget stort mørketal her.

Den proprioceptive sans er ofte nedsat hos patienter med hypermobilitet, fordi ledbånd og kapsler er for eftergivelige til at give tydelig feedback til nervesystemet.
Lav muskeltonus ses hyppigt, fordi musklerne konstant arbejder for at kompensere for ustabile led.
Overkompensation i ryg, nakke og bækken fører til kroniske spændinger og smerter. Fejlbelastning over mange år øger risikoen for tidlig slidgigt, især i knæ, hofter, ryg og hænder.

Det betyder, at når leddene er for “løse” pga. hypermobiiteten, får hjernen ikke tydelige signaler om, hvor kroppen er. Derfor spænder musklerne mere, hurtigere og længere – for at holde kroppen samlet. Det føles som at “bære sig selv” hele tiden. Det er udmattende, og det slider.

ADHD indebærer ofte nedsat kropsfornemmelse, impulsivitet og motorisk uro. Det hypermobile bindevæv giver ustabilitet, som kræver konstant ”mikrokorrektion”.
Kombinationen giver et nervesystem, der arbejder dobbelt så hårdt for at regulere både opmærksomhed og kropsstabilitet.
Resultatet er hurtigere udtrætning, øget smertefølsomhed og større risiko for skader.
ADHD‑hjernen er hurtig, springende og ofte i gang. Når kroppen samtidig er ustabil, skal hjernen både holde styr på tanker og på kroppen. Det er som at køre bil og samtidig holde døren lukket med albuen, fordi hængslet er løst.

Træningsfejl: Når man ikke ved, at man er på det hypermobile spektrum – og derfor træner forkert.

En af de største kliniske udfordringer er, at mange ikke ved, at de er på det hypermobile spektrum. De tror, at hypermobilitet betyder “ekstreme bevægelser”, som man ser hos gymnaster. Derfor presser de sig selv ud i yderstillinger, de tror er normale – men som deres led slet ikke er bygget til.

Typiske fejl ved ubevidst hypermobilitet.

Stræk, der går for langt, fordi man ikke mærker grænsen.
Yoga eller pilates med fokus på fleksibilitet frem for stabilitet.
Styrketræning uden fokus på kontrol, hvilket øger risikoen for overstræk og mikrotraumer. F.eks. træning med frivægte.
“Knasende” led, der føles som om de skal “klikkes på plads”.
Overbelastning af nakke og lænd, fordi kroppen mangler stabilitet centralt.

Hvis man ikke ved, at ens led er for løse, tror man, at man bare er “stiv” – og så strækker man endnu mere. Det svarer til at trække i en elastik, der allerede er slidt. Den bliver ikke stærkere af at blive trukket længere.

Ryg- og nakkeproblemer: Den stille konsekvens af et ustabilt system.

Ryg og nakke er særligt udsatte, fordi de fungerer som kroppens stabiliserende akse. Når leddene er hypermobile, og muskeltonus er lav, bliver rygsøjlen et område med konstant overbelastning.

Det kan give følgende problemer:

Hyppige hold i nakke og lænd.
Spændingshovedpine og migræne.
Træthed i ryggen efter kort tids stående eller siddende arbejde.
“Kollaps” i kropsholdning sidst på dagen.

Når man har ADHD, lav muskelspænding og hypermobile led, arbejder ryggen hårdere for at holde kroppen stabil. Det kan give ekstra slid på de små led og bruskskiver i ryggen, og derfor kan slidgigt-lignende forandringer opstå tidligere end hos andre.

Ryggen fungerer som et teltstangssystem. Hvis bardunerne (musklerne) hele tiden skal kompensere for løse samlinger (led), bliver de overbelastede. Til sidst giver systemet efter.

Har kvinder med ADHD, lav muskeltonus og hypermobilitet større risiko for at udvikle en såkaldt ”tantepukkel”?

Det kort svar er: Ja – der er en øget risiko.

Men det er vigtigt at forstå hvorfor og hvordan, så man har mulighed for at forebygge.

Flere faktorer spiller sammen ift. udviklingen af en tantepukkel:

Lav muskeltonus → mindre aktiv støtte omkring nakke og øvre ryg.
Kroppen “hænger” lettere i ledbånd og knogler.
Hypermobilitet → øget bevægelighed i cervikothorakale segmenter, især C7–T1. Det giver mikroinstabilitet og kompensatoriske spændingsmønstre.
ADHD‑relateret motorisk uro og kropsbrug → mange små, ubevidste bevægelser, asymmetriske arbejdsstillinger, og mindre vedvarende postural stabilitet.
Kønsforskelle → kvinder har generelt lavere muskelmasse, højere forekomst af hypermobilitet og større tendens til kyfotiske kompensationsmønstre.

Når disse faktorer kombineres, kan man risikere, at det øverste af ryggen og nederste del af nakken har lettere ved at falde lidt fremad, fordi muskler og led ikke holder området helt stabilt.

Den klassiske “tantepukkel” skyldes typisk:

Fremadglidning af cervikothorakale segmenter
Svækkede ekstensorer i øvre ryg
Kompensatorisk hoved‑fremad‑holdning
Tidlige degenerative forandringer i facetled og disci.

Det er altså ikke kun “dårlig holdning”, men en strukturel og funktionel kombination. Når man har hypermobile led, lav muskelspænding og ADHD, arbejder nakke og øvre ryg ekstra hårdt for at holde kroppen oprejst. Over tid kan det give en tendens til rund ryg og en lille ‘pukkel’ øverst på ryggen, fordi led og muskler ikke stabiliserer optimalt.
Det betyder ikke, at alle får en tydelig pukkel – men risikoprofilen er markant højere for kvinder med ADHD, lav tonus, hypermobilitet (og overvægt) end i baggrundsbefolkningen.

Hvorfor slidgigt kan opstå tidligt.

Slidgigt (artrose) handler ikke kun om alder. Det handler om belastningsmønstre. Ved hypermobilitet er belastningen ujævn, fordi leddene ikke holdes stabilt i deres optimale position.

Faglige faktorer for udviklingen af tidlig slidgigt:

Mikroinstabilitet → mikrotraumer → inflammation → degenerative forandringer.
Musklerne arbejder i “brandberedskab” i stedet for i stabiliserende, økonomiske mønstre.
Overstræk af ledkapsler giver kronisk irritation.
Forkert træning accelererer processen.

Hvis et dørhængsel er løst, slides døren hurtigere – ikke fordi den er gammel, men fordi den bevæger sig forkert hver eneste dag.

Hvordan skal man forebygge ”tantepukkel” og tidlig slidgigt?

Kvinder med denne kombinerede risikoprofil med begyndende slidgigt, ADHD, lav muskeltonus, hypermobilitet og overvægt har brug for skånsom, stabiliserende og meget forudsigelig træning, der ikke overbelaster led, men gradvist opbygger styrke og kropskontrol.

Gode træningsprincipper:

Langsom, kontrolleret styrketræning med fokus på kvalitet frem for vægt (fx maskiner, elastikker, let frie vægte)
Træning af kropsstabilitet: core, bækken, skulderstabilitet, øvre ryg
Kortere træningspas (10–20 min) for at matche ADHD‑opmærksomhed og undgå overbelastning
Hyppigere, små doser frem for lange, hårde pas
Træning i maskiner kan være en fordel, fordi de giver stabilitet og reducerer hypermobilitetskompensationer
Vandtræning eller cykling som skånsom konditionstræning
Bevidsthed om den nedsatte proprioceptive sans: langsomme bevægelser, spejltræning, tydelige start/slut‑positioner.

Undgå især:

High-impact‑træning (løb, hop, burpees, m.m.)
Yoga med fokus udstrækning med dybe yderstillinger, som ofte forværrer hypermobilitet.
Tunge frie vægte, før grundstabilitet er på plads
Hurtige, eksplosive bevægelser, der kræver præcis proprioception, som mennesker med ADHD ofte ikke har.
Træning til udmattelse, som øger risikoen for at “falde sammen” i led.
Mange mennesker med ADHD er noget sort/hvide, når de har fået en ny ide. Så går de all in og overtræner for efter en periode slet ikke at træne. Det er ikke en velegnet strategi for denne patientgruppe.
Holdtræning med højt tempo (high impact), hvor man ikke kan følge sin egen krops grænser
Øvelser der presser nakke og lænd i yderpositioner (fx tunge overhead‑løft, dybe backbends)
Når man er hypermobil, har kroppen brug for styrke og stabilitet – ikke fleksibilitet, udstræk og hårde stød. Når led er hypermobile og musklerne arbejder på overtid, er det vigtigt at træne roligt, kontrolleret og i små doser. Det beskytter leddene og forebygger smerter og overbelastning.

Litteraturliste:

Castori, M., Tinkle, B., Levy, H., Grahame, R., Malfait, F., & Hakim, A. (2017). A framework for the classification of joint hypermobility and related conditions. American Journal of Medical Genetics Part C: Seminars in Medical Genetics, 175(1), 148–157.

Csecs, J., et al. (2022). Joint hypermobility and its relationship to anxiety, ADHD and neurodevelopmental conditions: A systematic review. Frontiers in Psychiatry, 13, 867580.

Eccles, J. A., et al. (2021). Joint hypermobility and autonomic hyperactivity: An updated review. Neuroscience & Biobehavioral Reviews, 122, 1–12.

Engelbert, R. H., et al. (2017). The evidence-based rationale for physical therapy treatment of children, adolescents, and adults with joint hypermobility syndrome/hypermobile Ehlers–Danlos syndrome. American Journal of Medical Genetics Part C, 175(1), 158–167.

Farmer, A. D., et al. (2014). Chronic pain in joint hypermobility syndrome and Ehlers–Danlos syndrome: Neurobiological mechanisms and clinical implications. British Journal of Pain, 8(3), 138–148.

Murray, B., Yashar, B. M., Uhlmann, W. R., Clauw, D. J., & Petty, E. M. (2013). Ehlers–Danlos syndrome, hypermobility type: A characterization of the patients’ lived experience. American Journal of Medical Genetics Part A, 161(12), 2981–2988.

Rombaut, L., Malfait, F., De Wandele, I., Cools, A., Thijs, Y., & De Paepe, A. (2015). Musculoskeletal complaints, physical activity and health-related quality of life among patients with the hypermobility type of Ehlers–Danlos syndrome. Disability and Rehabilitation, 37(19), 1736–1742.

Scheper, M. C., et al. (2016). Generalized joint hypermobility in professional dancers: A sign of talent or vulnerability? Rheumatology, 55(4), 653–662.

Smith, T. O., et al. (2013). The relationship between joint hypermobility and proprioception: A systematic review. Rheumatology International, 33(11), 2709–2716.

Tant, C., et al. (2021). Motor control deficits and proprioceptive dysfunction in individuals with joint hypermobility: Implications for rehabilitation. Journal of Electromyography and Kinesiology, 58, 102548.

Konstapel, J. (2026). The Connective Tissue Autonomic Immune Cluster in ADHD: An Emerging Research Domain. Artiklen gennemgår tre uafhængige forskningslinjer, der dokumenterer sammenhængen mellem ADHD, hypermobilitet, autonom dysregulation og inflammatoriske mekanismer.

Kustow, J. (2025). Hypermobility, immune dysfunction and dysautonomia cluster in ADHD. European Psychiatry. Viser, at ca. halvdelen af personer med ADHD er hypermobile, og beskriver overlap med POTS, MCAS, sensoriske problemer og kroniske smerter.

Neurodiverge App (2026). Hypermobility and ADHD — Why They Co-occur So Often. En gennemgang af evidensen for sammenhængen mellem ADHD, hypermobilitet, proprioception, autonom dysfunktion og kroniske smerter. Indeholder et særskilt afsnit om proprioception som “den manglende sans”.

Indlægget ADHD, nakkesmerter og muskelspændinger. blev først udgivet på Roskilde specialpsykologisk klinik.

AuDHD – måske især hos kvinder, er det mest oversete kliniske mønster i privat praksis og i voksenpsykiatrien.

Maria Larsen — Sat, 13 Jun 2026 13:00:30 +0000

Når højtfungerende mennesker med autisme ikke ved, at de er autistiske: Et overset samfundsproblem med store menneskelige konsekvenser.

Megen forskning peger på, at højtfungerende voksne med autisme – især kvinder – ofte går gennem store dele af livet uden at vide, at de har autisme. Denne uvidenhed er ikke kun et individuelt problem, men et strukturelt problem.

Den manglende forståelse kan skyldes diagnostisk tilbageholdenhed, manglende viden om autisme hos voksne, kønsbias i diagnostiske systemer og en neurotypisk norm, der forventer/tror, at alle mennesker intuitivt kan aflæse sociale spilleregler som de selv kan.

Konsekvensen for mennesker med autisme – måske især kvinder er øget risiko for psykisk mistrivsel (angst, depression m.fl.), autistisk udbrændthed, social eksklusion og risiko for at havne i kortere eller længereværende situationer med grænseoverskridende adfærd.
Det kan være alt lige fra hvordan ens leder behandler en, til hvordan og hvad der er rimeligt at man finder sig i fra sin kærestes side – og de gælder også generelt ift. seksuelle grænser.

Min artikel gennemgår centrale teorier, forskning og debatter – herunder Peter Vermeulens teori om kontekstblindhed (bogen ”Kontekstblindhed og den forudsigende hjerne” 2015), og Kobe Vanroys arbejde om motivation og absolut tænkning (bogen ”Autismevenlig pædagogik” 2025), samt neurodiversitetsbevægelsens kritik af diagnosesystemerne.

Da jeg efterhånden har opbygget en stor viden om autisme og ADHD, er der desværre færre kurser, der retter sig mod min profil. Men jeg fik rigtig meget ud af en kursusrække i efteråret 2025 hos forlaget Pressto, hvor jeg bl.a. så både forfatter Kobe Vanroy (Belgier) og forsker/forfatter Peter Vermeulen (også Belgier) live en hel kursusdag hver. De var virkelig fantastisk dygtige. Også dagskurserne fra Kirsten Callesen og Bo Hejlskov Elven var virkelig gode.

Hvorfor opdager højtfungerende autistiske mennesker ikke selv, at de er autistiske?

Kontekstblindhed: Når hjernen ikke automatisk aflæser det usagte.

Autisme handler ikke om manglende intelligens, når vi taler om højtfungerende mennesker med autisme. Jeg møder mange i praksis, der er højtbegavede, fordi der er en større repræsentation af højtbegavede blandt mennesker med autisme (genetisk sammenhæng).

Det handler i stedet om en anderledes måde at bearbejde information på. Den belgiske forsker Peter Vermeulen beskriver autisme som kontekstblindhed: hjernen bruger ikke kontekst på samme måde som neurotypiske hjerner.

Det betyder, at man kan være fremragende til detaljer, logik og faglig analyse – men samtidig have svært ved:

at aflæse tonefald
at forstå skjulte intentioner
at se, hvornår en situation ændrer sig
at gennemskue sociale hierarkier
at forstå, hvornår noget er upassende

For personen selv føles dette ikke som en “vanskelighed”. Det føles som virkeligheden. Man ved ikke, at andre mennesker oplever verden anderledes.

Eksempel: Den skjulte misforståelse:

En kollega siger: “Vi burde måske overveje at gøre det på en anden måde.”
En neurotypisk person hører: “Jeg synes, vi skal ændre strategi.”
En person med autisme hører: “Det er en mulighed, men ikke nødvendigvis noget, vi skal gøre.”
Når chefen senere spørger, hvorfor strategien ikke blev ændret, forstår medarbejderen med autisme ikke, hvad der gik galt. For ham var det en løs tanke – ikke en indirekte ordre.

Det er sådan noget, der skaber konflikter, uden at nogen forstår hvorfor.

Konsekvensen af de skjulte misforståelser.

Som det fremgår i de ovenstående eksempler, betyder denne kontekstblindhed, at mange højtfungerende mennesker med autisme ikke selv opdager, at de har brug for noget ekstra. Når man ikke intuitivt forstår sociale spilleregler eller kan aflæse, hvad der forventes, bliver man heller ikke opmærksom på, at ens vanskeligheder følger et mønster.

I stedet opleves udfordringerne som enkeltstående nederlag eller personlige mangler: “Jeg må være for følsom”, “Jeg er nok bare dårlig til mennesker”, “Andre kan jo godt – så burde jeg også kunne.”

Det skaber en dobbelt sårbarhed: For ikke alene kæmper personen med de autistiske træk i sig selv; de mangler også den forklaringsmodel, der kunne hjælpe dem med at forstå, hvorfor tingene er svære, og hvad der kunne gøre dem lettere.

Når omgivelserne samtidig misfortolker deres adfærd som generthed, perfektionisme, stædighed eller stress, får de ikke de tilpasninger, der kunne forebygge overbelastning/ autistisk udbrændthed.

Resultatet er desværre, at de bliver ved med at presse sig selv ind i neurotypiske rammer, som de ikke kan mærke, at de ikke passer ind i – og derfor først søger hjælp, når de er udmattede, stressede eller i sammenbrud. Dog har mange søgt psykologhjælp før, men pga. ”the missing link” – autismen – har behandlingen ikke virket 100% som den skulle.

På den måde bliver de dobbelt ramt: både af autismens udfordringer og af fraværet af den viden, der kunne have gjort deres liv mere bæredygtigt.

Dette forklarer, hvorfor mange højtfungerende voksne med autisme siger: “Det føles som om at alle andre havde fået en manual, som jeg ikke havde fået.”

Mennesker med autisme og deres behov for vejledning.

“De ved ikke, hvad de ikke ved”

Når man har svært ved at aflæse sociale sammenhænge, kan man ikke kompensere på samme måde som neurotypiske mennesker. Det betyder, at selv små sociale misforståelser kan føre til:

konflikter på arbejdspladsen
misforståelser i studiemiljøer
oplevelsen af at være upopulær eller “forkert”
utilsigtet at virke uhøflig eller direkte
manglende forståelse for sociale hierarkier og uskrevne regler

Forskning viser, at voksne med autisme har markant højere risiko for social isolation, mobning og udstødelse (Cage & Troxell-Whitman, 2019).

Kvinder og risiko for grænseoverskridende adfærd.

Kvinder med autisme er særligt udsatte.

Studier viser:

De har højere risiko for seksuelle overgreb end neurotypiske kvinder (Brown-Lavoie et al., 2014).
De har sværere ved at aflæse intentioner og risikosignaler.
De sætter ofte grænser for sent, fordi de ikke forstår, at situationen er farlig.
De er opdraget til at “maskere” og “passe ind”, hvilket øger risikoen for at ignorere egne signaler.

Dette er ikke et individuelt problem – det er et samfundsproblem.

The Double Empathy Problem: Hvorfor neurotypiske også misforstår mennesker med autisme.

Damian Milton (2012) introducerede "The Double Empathy Problem", som har revolutioneret forståelsen af autisme.

Teorien forklarer følgende:

”Problemet er ikke, at mennesker med autisme mangler empati – problemet er, at mennesker med autisme og neurotypiske har gensidigt forskellige måder at kommunikere og forstå verden på.”

Neurotypiske mennesker forventes at have god mentaliseringsevne. Men forskning viser, at neurotypiske ofte fejllæser mennesker med autisme, fordi de:

1.Tolker autistisk adfærd ud fra neurotypiske normer. Det, der for personen med autisme, er et forsøg på at skabe klarhed, struktur eller forudsigelighed, bliver af neurotypiske ofte misforstået som kritik, modstand eller mangel på social forståelse.
Neurotypiske vurderer adfærden ud fra deres egne intuitive sociale koder – og fordi mennesker med autisme ikke følger disse koder, bliver deres handlinger let fejlfortolket som uhensigtsmæssige eller bevidst provokerende. Dermed bliver personen ikke alene misforstået, men også mødt med forventninger, de aldrig har haft mulighed for at leve op til.

Neurotypiske forventer øjenkontakt, smalltalk og implicit kommunikation, fordi disse elementer for dem er grundlæggende sociale markører, der signalerer interesse, høflighed og engagement.

Når mennesker med autisme ikke i samme grad benytter lige så meget øjenkontakt, svarer kortfattet eller kommunikerer mere direkte, bliver det derfor let misfortolket som uinteresse, uhøflighed eller social distance. Nedsat mimik bliver tolket som surhed eller arrogance.

Mennesker med autisme kan blive stoppet på gaden af neurotypiske der siger ”smil lidt mere til verden”. Personen med autisme bliver meget forvirret og tænker: ”Ser jeg sur ud, når jeg bare går på gaden i en grad, at jeg skal stoppes af fremmede?”

Neurotypiske læser fraværet af disse signaler som et bevidst valg, fordi de ikke kan forestille sig, at nogen kan kommunikere uden dem – og dermed bliver personen med autismes naturlige kommunikationsstil fejlfortolket som en afvigelse fra normen, snarere end som et udtryk for en anden måde at være i kontakt på.

Jeg forstår det godt, men det irriterer mig virkelig meget at de neurotypiske skal diktere, hvordan andre skal være i verden. Det hjælper dog, at jeg er klar over, at det er baseret på en misforståelse – så hjælp mig endelig med at komme bredt ud med denne artikel.

2. Neurotypiske misforstår ofte personer med autismes direkte kommunikation som uhøflighed, fordi de forventer, at alle budskaber skal pakkes ind i høflighedsmarkører, tonefald og sociale mellemregninger. Når en person med autisme siger tingene, som de er, uden disse sociale polstringer, bliver det let tolket som skarpt, kritisk eller ufølsomt – selv når intentionen blot er at være tydelig og præcis. Det er ikke kommunikationen, der er uhøflig, men forskellen i sociale koder, som neurotypiske ofte ikke er bevidste om.

Dette er det, vi kalder for ”faux pas”, og det har sit eget spørgsmål i Triple A autismeudredning. Jeg har ofte tænkt, at hvis de neurotypiske ikke var så lette at krænke og hvis de forstod, at intentionen med at være direkte, ikke var en skjult ”sviner”, kunne mange konflikter være undgået.

3. Neurotypiske undervurderer ofte mennesker med autismes intentioner og følelser, fordi de aflæser dem gennem neurotypiske sociale koder, som personer med autisme ikke nødvendigvis bruger eller udtrykker på samme måde.

Når en person med autisme ikke viser følelser via mimik, tonefald eller øjenkontakt, bliver det let fejltolket som mangel på empati eller følelsesmæssig dybde, selvom personen faktisk føler intenst og har stærke intentioner om at gøre det rigtige. Dermed bliver deres indre liv usynligt for omgivelserne, ikke fordi det mangler, men fordi det udtrykkes på en anden måde, som neurotypiske ofte ikke genkender.

Dette skaber en dobbeltbinding:

Mennesker med autisme forstår ikke de sociale spilleregler.
Den neurotypiske forstår ikke, at mennesker med autisme ikke forstår dem.
Resultatet er, at ansvaret for misforståelsen placeres ensidigt på den autistiske person.

4. Diagnostisk tilbageholdenhed: Når frygten for stigmatisering skader mere end den gavner.

I Danmark og internationalt er der en tendens til at være tilbageholdende med at diagnosticere højtfungerende voksne med autisme – især kvinder.

Argumentet er ofte:

“Vi vil ikke stigmatisere.”
“Du fungerer jo godt.”
“Det er bare personlighed.”
mange tror stadig, at autisme = lavt funktionsniveau. Det er den introverte dreng, der sidder med hovedtelefoner på.

Men forskning viser, at manglende diagnose øger risikoen for:

angst
depression
(autistisk) udbrændthed
selvmordstanker
misforståelser i relationer
lavt selvværd
problemer med vedvarende arbejdsmarkedstilknytning
(Lever & Geurts, 2016; Cassidy et al., 2018).

Når man ikke ved, at man er autistisk, kan man ikke forstå sine egne reaktioner, og man kan ikke bede om hjælp ift. f.eks. selvforståelse. Når mennesker med autisme, især kvinder kommer til udredning hos mig, har de ofte været i terapi – mange har også været i rigtig meget terapi. Bare ikke med udgangspunkt i at forstå og leve med autisme.
Man kan ofte heller ikke få støtte uden en diagnose, fordi systemet kræver en diagnose for at tilbyde hjælp.

5. Neurodiversitet vs. neuropsykiatrisk diagnose: Hvad bør autisme kaldes?

Debatten er intens og rummer flere perspektiver. Jeg har bestemt ikke patent på sandheden. Men jeg mener, at vi er bagud og jeg frustreres dagligt over at vi har diagnosesystemet ICD-10 fra 1992. Det føles lidt som at sidde med min farmor og farfars gamle PC med Windows ´95.

1. Argumenter for at bevare autisme som neuropsykiatrisk diagnose:

Fremført af bl.a. Simon Baron-Cohen, Tony Attwood og mange klinikere:

Diagnosen giver adgang til støtte, kompensation og rettigheder.
Autisme er en neurobiologisk udviklingstilstand med genetisk komponent.
Diagnosen hjælper med at forstå og tilpasse behandling.
Uden diagnose risikerer man, at mennesker med autisme falder mellem systemerne.

2. Argumenter for at se autisme som neurodiversitet

Fremført af bl.a. Nick Walker, Judy Singer, Damian Milton og mange aktivister med autisme:

Autisme er ikke en psykiatrisk sygdom eller lidelse, men en naturlig variation i hjernens udvikling.
Diagnosesystemet er bygget på neurotypiske normer.
Fokus bør være på støtte, tilpasning og accept – ikke patologisering.
Diagnoser bør reserveres til mennesker med betydelig funktionsnedsættelse (f.eks. infantil autisme, dvs. mennesker med autisme og forsinket sproglig udvikling og nedsat kognitivt funktionsniveau.)

3. Kan man finde en mellemvej ift. enten neurodiversitetsbegrebet eller neuropsykiatrisk diagnose?

Flere forskere foreslår en hybridmodel:

Autisme forstås som neurodiversitet i sin kerne.
Diagnosen bruges som administrativ adgangsbillet til støtte.
Fokus flyttes fra “fejl i individet” til “mismatch mellem individ og miljø”.

Dette perspektiv vinder frem i nyere forskning (Fletcher-Watson & Happé, 2019).
Jeg kunne godt tænke mig en verden, hvor højtfungerende mennesker med autisme betragtes som en del af ”normalområdet”, men blot med en naturlig neurodiversitet. Uden sammenligning i øvrigt, så kunne man måske drage en parallel til det, at have briller – det er jo ikke noget, vi betragter som unormalt. Der er blot nogen, der er født med behov for briller.

Når højtfungerende mennesker med autisme ikke ved, at de har autisme: Beskrivelser af den stille kamp i hverdagen.

Der findes mennesker, som hele livet har følt sig anderledes uden at kunne sætte ord på hvorfor. De klarer sig ofte godt i skolen, får uddannelser, har job og virker velformulerede. De kan være dygtige, kreative, analytiske og engagerede. Men samtidig kæmper de med noget, der ikke kan ses udefra: en konstant usikkerhed i sociale situationer, en følelse af at være “på arbejde” hele tiden, og en oplevelse af, at andre mennesker har fået en manual til livet, som de selv mangler.

For mange af disse mennesker er forklaringen autisme – men de ved det ikke. Og når man ikke ved det, kan man heller ikke forstå sig selv, beskytte sig selv eller bede om hjælp.

Når verden ikke giver mening – men man tror, det er ens egen skyld

Forestil dig en kvinde i 30’erne, der altid har fået at vide, at hun er “lidt for følsom” eller “tager tingene for bogstaveligt”. Hun har lært at smile, selv når hun er overvældet, og hun har lært at sige ja, selv når hun burde sige nej. Hun har aldrig tænkt, at hun kunne være autistisk – for hun har jo venner, hun kan smalltalke, og hun har et job. Men hun går hjem hver dag og er fuldstændig udmattet uden at forstå hvorfor.

Eller forestil dig en mand, der ofte kommer i konflikt på arbejdspladsen, fordi han siger ting “som de er”, dvs. lidt for ærligt. Han mener det ikke ondt – tværtimod forsøger han at være hjælpsom og ærlig. Men kollegerne synes, han er ufølsom, og han forstår ikke, hvad han har gjort forkert. Han tænker: “Hvorfor bliver folk sure over noget, jeg sagde helt neutralt?”

Disse eksempler er ikke sjældne. De er tværtimod typiske for højtfungerende voksne med autisme, der ikke ved, at de er autistiske.

Når man ikke ved, hvad man ikke ved: Behovet for guidning.

Højtfungerende mennesker med autisme har ofte brug for mere støtte, end omgivelserne tror. Ikke fordi de er svage, men fordi de mangler adgang til information, som neurotypiske mennesker får gratis gennem intuition.

De har brug for hjælp til: At forstå sociale spilleregler, at sætte grænser, at tolke intentioner, at håndtere konflikter, at navigere i en kompleks arbejdspladskultur, at forstå, hvornår noget er farligt/red flag.

Eksempel: Kvinden, der ikke ser de røde flag

"En kvinde med autisme møder en mand, der er meget intens og charmerende. Han skriver konstant, vil ses hele tiden og bliver hurtigt jaloux. Hun tænker: “Han må virkelig kunne lide mig.”
Hun ser ikke, at hans adfærd er kontrollerende. Hun har ikke lært de sociale faresignaler, som andre kvinder intuitivt opfanger. Og desværre vil denne type mand søge derhen, hvor han ikke bliver afvist."

Forskning viser, at kvinder med autisme har markant øget risiko for overgreb, netop fordi de ikke aflæser intentioner og grænser på samme måde som andre.

Maskering: Når man skjuler sig selv så godt, at ingen opdager noget.

Især kvinder og højt begavede mennesker med autisme maskerer. De lærer scripts, kopierer andre og skjuler deres overbelastning. De kan virke sociale og velfungerende, men kollapser, når de kommer hjem.

Eksempel: Den perfekte medarbejder – der bryder sammen.

"En kvinde med autisme klarer sig strålende på arbejdet. Hun er pligtopfyldende, møder til tiden, leverer kvalitet og siger aldrig nej. Men hun bruger al sin energi på at fremstå “normal”.
Når hun kommer hjem, kan hun ikke tale, ikke lave mad, ikke overskue noget. Hun tror, hun er svag. I virkeligheden er hun udmattet af maskering."

Konklusion: Vi opdager dem, der larmer – ikke dem, der kæmper i stilhed

Autisme bør forstås som en neurotype. Diagnosen bør fortsat eksistere, men måske kan vi reservere diagnosebegrebet fra ICD-10 til mennesker med lavt funktionsniveau– og dem, der er højtfungerende, men blot har en anden neurotype, kan måske kaldes for ”neuroatypisk” eller noget andet. Blot at begge grupper har adgang til viden, støtte og selvforståelse.

Litteraturliste:

Attwood, T. (2007). The Complete Guide to Asperger’s Syndrome. Jessica Kingsley Publishers.

Baron-Cohen, S. (2020). The Pattern Seekers: How Autism Drives Human Invention. Allen Lane.

Brown-Lavoie, S. M., Viecili, M. A., & Weiss, J. A. (2014). Sexual knowledge and victimization in adults with autism spectrum disorders. Journal of Autism and Developmental Disorders, 44(9), 2185–2196.

Cage, E., & Troxell-Whitman, Z. (2019). Understanding the reasons, contexts and costs of camouflaging for autistic adults. Journal of Autism and Developmental Disorders, 49(5), 1899–1911.

Cassidy, S., Bradley, P., Robinson, J., Allison, C., McHugh, M., & Baron-Cohen, S. (2018). Suicidal ideation and suicide plans or attempts in adults with Asperger’s syndrome. The Lancet Psychiatry, 1(2), 142–147.

Fletcher-Watson, S., & Happé, F. (2019). Autism: A New Introduction to Psychological Theory and Current Debate. Routledge.

Lever, A. G., & Geurts, H. M. (2016). Psychiatric co-occurring symptoms and quality of life in adults with autism spectrum disorder. Journal of Autism and Developmental Disorders, 46(3), 658–668.

Milton, D. (2012). On the ontological status of autism: The ‘double empathy problem’. Disability & Society, 27(6), 883–887.

Singer, J. (1999). Neurodiversity: The Birth of an Idea. (Originalt upubliceret speciale; senere udgivet online).

Vermeulen, P. (2015). Autism as Context Blindness. Autism in Context.

Walker, N. (2021). Neuroqueer Heresies: Notes on the Neurodiversity Paradigm, Autistic Empowerment, and Postnormal Possibilities. Autonomous Press.

Vanroy, K. (2020). Autism and the Predictive Mind: Motivation, Absolutism and Cognitive Style.

Indlægget AuDHD – måske især hos kvinder, er det mest oversete kliniske mønster i privat praksis og i voksenpsykiatrien. blev først udgivet på Roskilde specialpsykologisk klinik.

Terapi med mennesker med autisme kræver tilpasning af terapien – ellers kan den fejle.

Maria Larsen — Sat, 06 Jun 2026 12:02:14 +0000

I min tidligere stilling som specialpsykolog i Team for ADHD og Autisme sad jeg med komplekse differentialdiagnostiske udredninger. Det kunne være patienter, der ikke havde profiteret tilstrækkeligt af behandlingen - f.eks. angst, OCD, personlighedsforstyrrelses og spiseforstyrrelsesforløb og man henvise til os fordi man overvejede, om det kunne skyldes en anderledes neurotype. Måske ville det nye perspektiv kunne optimere behandlingen.

Jeg oplevede, at rigtig mange behandlerne gradvist fik større fokus på neurodiversitet - ADHD og autisme. Man blev, i stigende grad, klar over, at mennesker med ADHD, autisme og AuDHD havde markant større risiko for at udvikle belastningsreaktion (autistisk udbrændthed), stress, angst, depression, spiseforstyrrelser og OCD – og at disse tilstande ofte kun blev bedre, når deres neurodiversitet også blev forstået, håndteret og inddraget i behandlingen. Men hvordan gør man det?

Vigtigheden i at skelne mellem symptomer på angst og symptomer på autistisk udbrændthed.

Når jeg så patienterne, stod et mønster klart: Mine dygtige kolleger havde gjort deres bedste ud fra en forståelse, der ikke altid passede på mennesker med autisme.

Naturligvis er der også andre variabler ift. effekt af behandling med psykoterapi, også ift. mennesker med autisme. De må belyses i en senere artikel.

Det blev særligt tydeligt i de forløb, hvor patienter med autisme blev behandlet for angst, når symptomerne i virkeligheden var tegn på autistisk udbrændthed og overstimulation.

Mennesker med autisme kan sagtens have klassisk angst. Men man skal skelne mellem klassisk angst og symptomer på autistisk udbrændthed.

Forskningen er entydig: mennesker med autisme reagerer anderledes på stress, stimuli og sociale krav end neurotypiske, og deres nervesystem overbelastes hurtigere og mere intenst (f.eks. Kerns et al., 2014; South & Rodgers, 2017).

I mange tilfælde er en overbevisning om, at metakognitiv terapi virker på alle patienter i gruppeformat uden at være tilpasset til en specifik neurotype.

Patienter med autismes oplevelser omkring psykoterapi.

For en uge siden lyttede jeg til Neurospicy med Katrine Dybdal, Sæson 2, episode 8 – Du må godt sige nej! (Om psykatri og terapi). https://open.spotify.com/episode/5IIGk3j1plOLdvTWBy2Tbc?si=e6f7592654214c74

Det er en meget fin beretning om, hvordan det kan føles, når man som menneske med autisme ikke altid føler sig forstået i behandlingssystemet.

Som tidligere leder i Region Hovedstadens Psykiatri ved jeg, hvordan behandlingssystemet er organiseret. Psykiatrien kan ikke have specialiserede forløb til alle tænkelige tilstande – det kræver prioriteringer på tværs af ressourcer, behov og kapacitet.

Derfor er det en reel og vigtig diskussion, om mennesker med autisme skal have deres egne særskilte psykoterapeutiske tilbud på tværs af angst, depression, OCD, spiseforstyrrelser m.m. – eller om de eksisterende behandlinger skal tilpasses, så de faktisk fungerer for denne gruppe.

Men for Katrine Dybdal var problemet dette: Der er solid evidens for, at psykoterapeutiske gruppeforløb udviklet til neurotypiske patienter ikke kan bruges uændret til mennesker med autisme.

Og når man ikke ved det, kommer man til at tilbyde forløb, der ikke bare er ineffektive – de kan desværre gøre tingene værre.

Metakognitive gruppeforløb er også effektive til mennesker med autisme - eller er de nu også det?

Et eksempel er metakognitive gruppeforløb. De er veldokumenterede for neurotypiske patienter, men forskning viser tydeligt, at mennesker med autisme reagerer anderledes på krav, stimuli, tempo, kognitiv fleksibilitet og social belastning.
Derfor kan et standardiseret MCT‑forløb uden tilpasning skabe overstimulation, stress og forværring – også selvom intentionen er god.

Dette eksempel fra klassisk KAT illustrerer problemet: En patient med autisme, der var så overstimuleret, at de havde udviklet autistisk udbrændthed, oplevede voldsomme symptomer, når de skulle handle i myldretiden.

I stedet for at lære patienten at handle på tidspunkter med færre stimuli, bruge online indkøb eller strukturere hverdagen efter energiregnskabet, blev der iværksat en gradvis eksponering. Først skulle patienten gå i supermarkedet, når der næsten ingen mennesker var. Derefter lidt flere. Til sidst i myldretiden. For så ville angsten falde.

Problemet var bare, at det ikke var angst. Det var et nervesystem i kollaps. Og når man eksponerer et nervesystem, der allerede er overbelastet, falder angsten ikke – belastningen stiger. Det er ikke bare ineffektivt. Det kan gøre tingene værre.

Dette er ikke enkeltstående tilfælde. Internationale studier viser, at mennesker med autisme ofte fejldiagnosticeres med personlighedsforstyrrelser eller angstlidelser (hvor autismen og autistisk udbrændthed er overset), og at standardiserede psykoterapeutiske metoder virker markant dårligere, når de ikke tilpasses (f.eks. Spain et al., 2015; Lilley et al., 2020). Samtidig fortæller mange voksne med autisme ligesom Katrine Dybdal, at de har følt sig misforstået og presset af en behandling, der ikke tog højde for deres neurotype.

Terapi med mennesker med autisme: hvorfor traditionel terapi ofte fejler – og hvordan man tilpasser psykoterapien til mennesker med autisme.

Terapi med mennesker med autisme adskiller sig markant fra terapi med neurotypiske klienter. Ikke fordi autistiske mennesker ikke kan profitere af terapi, men fordi deres nervesystem, energiregnskab, sanseprofil og kognitive bearbejdningsstil fungerer fundamentalt anderledes. Når terapien ikke tager højde for dette, oplever mange autistiske klienter, at de ikke bliver forstået, at deres symptomer mistolkes, og at behandlingen i værste fald forværrer deres tilstand.

I traditionel psykoterapi – både kognitiv, metakognitiv og eksponeringsbaseret – antages det ofte, at symptomer som uro, undgåelse, overvældelse og indre alarmtilstand skyldes angst.

For neurotypiske klienter er dette ofte korrekt. Men hos mennesker med autisme er det hyppigt overbelastning af nervesystemet, ikke kun angst, der ligger bag. Og når overbelastning behandles som angst, bliver interventionerne direkte skadelige.

Denne artikel gennemgår, hvorfor dette sker, hvad der kendetegner det autistiske nervesystem, og hvordan terapi kan tilpasses, så den faktisk hjælper mennesker med autisme.

Neurobiologi hos mennesker med autisme: et nervesystem, der arbejder anderledes.

Autisme er en neurobiologisk udviklingsvariant, hvor hjernen bearbejder information på en anden måde end hos neurotypiske. Det gælder både sanseindtryk, sociale signaler, kognitive processer og følelsesregulering. Mange autistiske mennesker beskriver deres nervesystem som “åbent”, “ufiltreret” eller “uden støjdæmpning”.

Tre centrale mekanismer går igen:

Reduceret filtrering af sanseindtryk:
Hjernen sorterer mindre effektivt i baggrundsstøj, lys, bevægelse og sociale signaler. Det betyder, at almindelige miljøer kan opleves som intense eller kaotiske. F.eks. kantinen på gymnasiet eller universitetet.

Langsommere habituering:
Hvor neurotypiske hurtigt vænner sig til stimuli, fortsætter autistiske hjerner med at registrere dem. Det skaber en konstant belastning.
Desuden vænner autistiske hjerner sig langsommere til sanseindtryk, så de bliver ved med at registrere lyde, lys eller bevægelser, som neurotypiske hurtigt filtrerer væk. Det betyder, at belastningen bygger sig op, selv i helt almindelige situationer.

Eksempel 1: En neurotypisk hører en ventilator i rummet og glemmer den efter få sekunder. En person med autisme bliver ved med at høre den, og lyden dræner energi hele tiden.

Eksempel 2: I et klasselokale vænner de fleste sig til summen af snak og bevægelse. En elev med autisme registrerer hvert skift, hver stol der skraber, hver dør der åbnes – og bliver udmattet langt hurtigere.

Høj basal stressfølsomhed:
Det autonome nervesystem går hurtigere i alarm hos mennesker med autisme, fordi deres hjerne filtrerer færre sanseindtryk og derfor hurtigere bliver overstimuleret. Kroppen registrerer mere “støj”, og derfor tager det også længere tid at falde til ro igen, når systemet først er aktiveret.

Eksempel 1: En neurotypisk hører en høj lyd og falder hurtigt til ro igen. En autistisk person bliver ved med at mærke eftervirkningen i kroppen i lang tid. Dette gælder også følelser – vi kalder det affektsmitte. Det betyder, at det kan være overvældende for mennesker med autisme at være i en kontekst, hvor der er en høj følelsesmæssig intensitet.

Eksempel 2: Efter en social situation kan en neurotypisk slappe af på få minutter, mens en autistisk person kan bruge timer på at få nervesystemet ned i gear, fordi sanse- og socialbearbejdningen fortsætter i baggrunden. En af mine patienter fortæller, at han efter en gymnasiefest må sortere og rydde op i flere timer efter festen før han kan lægge sig til at sove. Sortering og systematisering beroliger nervesystemet hos mennesker med autisme.

Disse mekanismer betyder, at mennesker med autisme ofte lever med et kronisk forhøjet stressniveau, som ikke nødvendigvis mærkes som stress, men som viser sig i form af udmattelse, irritabilitet, shutdowns, nedsmeltninger eller tilbagetrækning.

Når overbelastning forveksles med angst.

For en terapeut, der ikke er specialiseret i autisme, kan symptomerne på overbelastning/autistisk udbrændthed ligne klassisk angst:

undgåelse
indre uro
hjertebanken
behov for kontrol
bekymring
social tilbagetrækning
overvældelse i bestemte situationer

Men årsagen er en anden.

Angst handler om ”frygt for noget”, også selvom det kan være diffust (f.eks. generaliseret angst og social angst).

Overbelastning/autistisk udbrændthed handler om et ”nervesystem, der er overstimuleret og udmattet”.

Forskellen er afgørende, for behandlingen er diametralt modsat.

Når angst behandles korrekt, hjælper eksponering.

Når overbelastning behandles som angst, forværres tilstanden.

En klient med autisme, der er sansemæssigt og socialt overbelastet, vil ikke få det bedre af at “kaste sig ud i tingene”, “lytte mindre til sine tanker” eller “udfordre sin undgåelse”. Tværtimod vil nervesystemet blive yderligere presset, og klienten kan opleve:

øget udmattelse
flere shutdowns eller nedsmeltninger
forværring af sensoriske symptomer
tab af funktion
mistillid til terapeuten
oplevelse af at være “forkert” eller “umulig at hjælpe”

Dette er en af hovedårsagerne til, at mange mennesker med autisme rapporterer, at traditionel terapi ikke virker for dem.

Energiregnskabet: det centrale terapeutiske fokus.

For mennesker med autisme er energiforvaltning ikke et selvhjælpsværktøj, men en neurobiologisk nødvendighed. Nervesystemet har en begrænset kapacitet, og når den overskrides, opstår overbelastning – ikke som en psykologisk reaktion, men som en fysiologisk.

Energiregnskabet påvirkes af:

sanseindtryk
sociale krav
skift og uforudsigelighed
kognitive krav
følelsesmæssig bearbejdning
masking og kompenserende strategier

Terapi skal derfor hjælpe klienten med at:

forstå deres individuelle energiforbrug
identificere belastningskilder
skabe strukturer, der forebygger overstimulering
udvikle strategier til regulering
lære at mærke tidlige tegn på overbelastning
reducere masking, hvor det er muligt og trygt

Dette er ikke “undgåelse”. Det er selvregulering.

Hvorfor metakognitiv terapi kun virker, når den tilpasses

Metakognitiv terapi (MCT) kan være hjælpsom for klienter med autisme, men kun når den anvendes med stor forsigtighed og tilpasning.
Standard-MCT bygger på antagelsen om, at bekymringer og trusselsmonitorering er kognitivt drevne.
Hos mennesker med autisme er bekymringer ofte sensorisk og neurobiologisk drevne.

Hos en stor del af klienterne med autisme, er der også ADHD.

Når terapeuten bruger klassiske MCT‑råd som “lad en tanke være en tanke, du behøver ikke at tænke videre på den”, uden at forstå klientens sensoriske belastning og ADHD‑relaterede impulsivitet, overstimulation og opmærksomhedsudsving, risikerer man at presse et nervesystem, der både er for åbent (autisme) og for hurtigt/ustabilt (ADHD).

For mennesker med AuDHD (ADHD og autisme) kræver MCT derfor endnu mere struktur, langsomt tempo og fokus på regulering og håndtering, fordi både sanser, energi og opmærksomhed svinger kraftigere og hurtigere.

Eksempel 1: Klienten forsøger at “lade en tanke bare være en tanke, du behøver ikke at tænke videre på den”, men ADHD‑delen gør tankestrømmen hurtig og springende, mens autisme‑delen analyserer for forsøge at skabe tryghed og forudsigelighed hos et menneske med nedsat forestillingsevne. At stoppe analysen skaber kaos, ikke ro.

Eksempel 2: Terapeuten siger “bare kast dig ud i det”, og tanken er, at overtænkning og angst ikke bedres, hvis man sidder derhjemme og ruminerer over, hvad der kan gå galt, men i stedet tager afsted og får en god oplevelse. Men klienten bliver både sensorisk overbelastet (autisme) og impulsivt overmodig eller overvældet (ADHD). Resultatet er et nervesystem, der kollapser hurtigere og bruger længere tid på at komme sig.

Hvis terapeuten siger:

“Du skal lade være med at analysere så meget”
“Du skal ignorere dine tanker og bare gøre det”
“Du skal udfordre din undgåelse”

… uden at forstå klientens sensoriske og sociale belastning, risikerer man at invalidere klientens oplevelse og presse dem ud i situationer, hvor nervesystemet ikke kan følge med.*

Tilpasset MCT kræver:

fokus på energiregnskab før kognitiv fleksibilitet
anerkendelse af sensoriske og sociale begrænsninger
langsom pacing
tydelig struktur og forudsigelighed
fokus på regulering/håndtering frem for eksponering
respekt for klientens behov for kontrol og pauser

Hvad klienter med autisme faktisk søger i terapi.

De fleste klienter med autisme, der opsøger behandling, gør det ikke udelukkende for at “komme af med angst”. Det afhænger naturligvis af, hvor godt de kender dem selv og deres symptomer.

Men det kan som psykolog eller psykoterapeut give mening, hvis man antager, at de vil profitere af:

forståelse af deres nervesystem
Hjælp til at få et sprog for deres oplevelser og følelser. De sociale og følelsesmæssige bearbejdningsnetværk i hjernen er mindre forbundne hos mennesker med autisme, dvs. det er et område, hvor de har brug for støtte. Modsat er de perceptuelle og analytiske netværk i hjernen er ofte mere forbundne og mere effektive hos mennesker med autisme.
hjælp til at navigere i hverdagen
strategier til at forebygge overbelastning
støtte til at afkode sociale og organisatoriske krav
hjælp til at aflære masking og udvikle autentiske strategier
viden om sensoriske profiler og regulering/håndtering af overtænkning.

Terapiens mål er derfor ikke at træne mennesker med autisme i at agere som neurotypiske mennesker, men at skabe et liv, hvor klientens neurotype kan eksistere uden konstant overbelastning og risiko for autistisk udbrændthed.

Hvordan terapi med autistiske mennesker bør se ud:

En autisme-tilpasset terapeutisk tilgang bygger på:

Neurobiologisk forståelse

Terapeuten skal kende til sensorisk bearbejdning, autonom dysregulering, masking, eksekutive vanskeligheder og energiregnskab.

Lav-arousal tilgang: Miljø, tempo og kommunikation skal være rolig, tydelig og forudsigelig.

Fokus på regulering før udfordring: Man kan ikke arbejde med kognition, før nervesystemet er i ro.

Samarbejdende struktur: Klienten skal vide, hvad der skal ske, hvorfor, og hvordan.

Validering af oplevelser: Ikke som “følelser”, men som neurobiologiske reaktioner.

Fleksibel pacing: Tempoet tilpasses klientens kapacitet – ikke terapeutens metode.

Fokus på funktion frem for eksponering: Målet er ikke at presse klienten ud i belastende situationer, men at skabe bæredygtige strategier.

Konklusion: Terapi skal tage udgangspunkt i det autistiske nervesystem – ikke i neurotypiske antagelser

Når terapi tilpasses autistiske menneskers neurobiologi, kan den være meget hjælpsomt. Men når man anvender traditionelle angstmodeller på et nervesystem, der primært er overbelastet, risikerer man at forværre tilstanden.

Klienter med autisme har brug for:

forståelse
regulering
energiforvaltning
sensorisk indsigt
tydelighed
langsomt tempo
tryghed

Terapiens opgave er ikke at presse dem til at “tåle mere”, men at hjælpe dem med at leve i overensstemmelse med deres nervesystem, så de kan trives uden konstant overbelastning.

Litteraturliste:

Spain, D. et al. (2015). Cognitive behaviour therapy for adults with autism spectrum disorders and psychiatric co-morbidity: A review. Research in Autism Spectrum Disorders.

Lilley, R. et al. (2020). Therapeutic needs of autistic adults: A qualitative study. Autism.

Kerns, C. et al. (2014). Anxiety in youth with autism spectrum disorder. Clinical Psychology Review.

South, M. & Rodgers, J. (2017). Sensory, emotional and cognitive contributions to anxiety in autism. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.

Hull, L. et al. (2017). Camouflaging in autism: A systematic review. Journal of Autism and Developmental Disorders.

Livingston, L. & Happé, F. (2017). Compensation in autism: Evidence and implications. Trends in Cognitive Sciences.

Matson, J. & Williams, L. (2014). Differential diagnosis of autism spectrum disorder in adults. Research in Autism Spectrum Disorders.

Lai, M.-C. & Baron-Cohen, S. (2015). Identifying the autism spectrum in adults. The Lancet Psychiatry.

Spain, D. et al. (2018). Social anxiety in autism: A conceptual review. Journal of Autism and Developmental Disorders.

Dudas, R. et al. (2017). The overlap between autistic spectrum conditions and borderline personality disorder. PLoS ONE.

Fossati, A. et al. (2015). Autistic traits in patients with personality disorders. Comprehensive Psychiatry.

van Steensel, F. et al. (2011). Anxiety disorders in children and adolescents with ASD: A meta-analysis. Clinical Child and Family Psychology Review.

Rodgers, J. et al. (2012). The relationship between sensory processing and anxiety in autism. Journal of Autism and Developmental Disorders.

Maddox, B. et al. (2020). Exposure therapy for anxiety in autistic adults: Challenges and adaptations. Autism in Adulthood.

Just, M. et al. (2012). Autism as a neural systems disorder: Underconnectivity theory. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.

Mottron, L. (2011). Enhanced Perceptual Functioning in Autism. Psychological Bulletin.

Uddin, L. (2015). Salience network dysfunction in autism. Neuroscience.

National Autistic Society (UK). Good Practice Guidelines for Psychologists Working with Autistic Adults.

Attwood, T. (2007). The Complete Guide to Asperger’s Syndrome. Jessica Kingsley Publishers.

Autistic Self Advocacy Network (ASAN). First-person accounts and position papers on autistic experiences with mental health treatment.

Indlægget Terapi med mennesker med autisme kræver tilpasning af terapien – ellers kan den fejle. blev først udgivet på Roskilde specialpsykologisk klinik.

PDA – Pathological Demand Avoidance

Maria Larsen — Sat, 30 May 2026 14:23:44 +0000

PDA’s historiske oprindelse – fra klinisk observation til internationalt forskningsfelt.

PDA‑profilen så dagens lys i Storbritannien i slutningen af 1970’erne, hvor den britiske psykolog Elizabeth Newson begyndte at beskrive en gruppe børn, der adskilte sig markant fra de autistiske profiler, man kendte på det tidspunkt. Newson arbejdede med børn, der havde tydelige autisme, men som samtidig udviste en usædvanlig og gennemgribende modstand mod krav, kombineret med en social stil, der virkede mere fleksibel og strategisk end hos andre børn med autisme.

Hun bemærkede, at disse børn ofte brugte humor, rollespil, charme og afledning som en måde at undgå krav på – en adfærd, der ikke passede ind i de eksisterende autismekategorier.

PDA blev først en selvstændig diagnose, herefter en atismevariant.

I 1980’erne introducerede Newson derfor betegnelsen Pathological Demand Avoidance for at beskrive denne særlige profil. På det tidspunkt blev PDA opfattet som en selvstændig diagnose inden for det, man kaldte pervasive developmental disorders. Det var før autismespektret blev samlet i én diagnose i DSM‑5, og før man havde en moderne forståelse af autisme som et bredt spektrum med mange profiler.

I 1990’erne og 2000’erne voksede interessen for PDA i Storbritannien, særligt blandt klinikere, der arbejdede med børn med ekstrem skolevægring, udtalt sensitivitet overfor krav og komplekse problemer med at regulere følelser. Flere forskere begyndte at beskrive PDA som en autismevariant, snarere end en selvstændig diagnose. Det skyldtes, at børnene opfyldte autismekriterierne, men samtidig havde en række karakteristika, der ikke blev forklaret af klassiske autismeprofiler.

PDA i dag.

I dag betragtes PDA i de fleste faglige miljøer som en autismevariant, ikke en selvstændig diagnose. Det betyder, at man anerkender, at personen har autisme, men at kravundgåelsen er så gennemgribende og så specifik i sin karakter, at den kræver en særskilt forståelse og en anderledes pædagogisk og terapeutisk tilgang.

Der findes endnu ikke en officiel PDA‑diagnose i DSM‑5 eller ICD‑11, men begrebet er udbredt i Storbritannien, Australien og i stigende grad i Skandinavien, hvor klinikere og forskere bruger det som en beskrivelse til at forstå og støtte personer med ekstrem sensitivitet overfor krav.

PDA variantens historiske udvikling afspejler nutidens udvikling indenfor autismefeltet. Der sker en overgang fra snævre diagnosekriterier til en mere nuanceret forståelse af autistiske profiler, neurobiologisk diversitet og individuelle behov.

PDA er et begreb, der hjælper fagfolk, forældre og personer med PDA selv med at forstå, hvorfor krav føles så truende, og hvorfor traditionelle strategier ofte mislykkes.

PDA – en letforståelig gennemgang af en kompleks autismeprofil.

PDA, Pathological Demand Avoidance, beskriver, hvordan personen reagerer ekstremt stærkt på krav, forventninger og oplevelser af kontrol udefra. Det afgørende er, at krav ikke blot opleves som opgaver, men som noget, der truer personens autonomi og indre stabilitet.

Reaktionen er ikke trods, manipulation eller dårlig opdragelse – det er en angst- og stressbaseret autonomireaktion, hvor undgåelse fungerer som en måde at genvinde kontrol og dæmpe en intens indre alarmtilstand.

Personen opfylder kriterierne for autisme, men har et særligt mønster af kravundgåelse, der adskiller sig markant fra det, man ser hos andre autistiske profiler.
Ofte ser vi, at mennesker med autisme undgår krav på grund af eksekutive vanskeligheder, sensorisk overbelastning eller social usikkerhed. Men PDA‑reaktionen mere intens og ofte udløst af selv små, venlige eller indirekte krav.

Kernen i PDA: autonomi, angst og krav.

Det mest centrale ved PDA er en ekstrem sensitivitet over for tab af autonomi. Når personen mærker, at nogen forsøger at styre, forvente eller definere noget for dem, aktiveres et stressrespons, der kan minde om kamp‑flugt‑frys. Selv små krav kan udløse reaktionen:

“Tag tøj på.”
“Kan du lige svare på det her?”
“Vi skal afsted nu.”

Det er ikke kravet i sig selv, men oplevelsen af at blive styret, der udløser reaktionen. Når kravene bliver for store, kan personen reagere med social undgåelse, følelsesmæssig overvældelse, nedsmeltning og måske total tilbagetrækning.

Humor som forsvarsmekanisme.

Humor er en af de mest karakteristiske og misforståede strategier hos personer med PDA. Den bruges ikke for at være morsom, men som en autonomi-regulerende strategi. Humor kan:

aflede opmærksomheden fra kravet
skabe en følelse af kontrol
ændre stemningen i rummet
give personen et øjebliks mental afstand
gøre situationen mindre truende

Et barn kan fx svare: “Jeg kan ikke tage sko på, for mine fødder er på ferie.”
En ung kan sige: “Jeg laver lektier, når universet giver mig et tegn.”

En voksen kan bruge ironi eller selvironi for at undgå at forholde sig til et krav.

Humoren fungerer som en buffer mod kravstress, men kan misforstås som flabethed, manipulerende opførsel eller at personen er useriøs. I virkeligheden er det en sofistikeret, men sårbar strategi til at håndtere en indre alarmtilstand.

Hvordan det ser ud hos børn.

Barnet klarer én skoledag → kravene øges → barnet får skolevægring
Barnet gennemfører én opgave → forventningen stiger → barnet lukker ned
Barnet virker “velfungerende” i én situation → kravene bliver højere → barnet bryder sammen hjemme

Barnet lærer: “Hvis jeg gør noget godt, bliver jeg "straffet" med flere krav.”

Hvordan det ser ud hos voksne.

Den voksne klarer en arbejdsopgave → får flere opgaver → kollapser
Klarer et møde → forventes at kunne deltage fast → undgår
Har én god dag → omgivelserne tror, at “nu går det bedre” → kravene stiger → funktion falder

Voksne med PDA beskriver ofte: “Hvis jeg viser, at jeg kan noget, mister jeg kontrollen over mine egne grænser.”

Kernen i PDA og kravstigning.

PDA handler ikke om:

trods
manipulerende adfærd
dovenskab
manglende motivation

Det handler om:

autonomistress
tab af kontrol
krav som trussel
et nervesystem, der overbelastes af forventninger

Derfor er kravstigning – selv når den virker logisk – ofte direkte skadelig.

Hvordan PDA udvikler sig gennem livet.

Barndom: kreativ undgåelse og tidlige sammenbrud

I barndommen viser PDA sig ofte som en markant modstand mod almindelige hverdagskrav. Barnet kan være fantasifuldt, socialt udadvendt og charmerende, men samtidig ekstremt sårbart over for krav.

Typiske tegn er:

brug af leg, rollespil og humor til at undgå krav
pludselige følelsesudbrud, når krav ikke kan undgås
intens uro ved oplevelsen af at blive styret
stor kreativitet i at finde “smuthuller”

Eksempel:
Et barn bliver bedt om at tage tøj på. Barnet svarer: “Jeg kan ikke, for jeg er en kat i dag, og katte går ikke med bukser.” Når forælderen insisterer, bryder barnet sammen i gråd og får en nedsmeltning. Det er ikke trods – det er angst.

Konsekvensen kan være konflikter i familien, misforståelser i institution/skole og tidlige tegn på stress/belastningsreaktion og skolevægring.

Ungdom: Øget kompleksitet og risiko for sammenbrud.

I ungdomsårene stiger kravene markant – både fagligt, socialt og identitetsmæssigt. For unge med PDA kan dette være en særlig sårbar periode. De sociale strategier bliver mere sofistikerede, men også mere udmattende.

Typiske udfordringer er:

skolevægring eller massivt skolefravær
angst, depression eller belastningsreaktion
konflikter med lærere og autoriteter
oplevelsen af at være “forkert” eller “bagud”
intens indre uro og behov for kontrol.

Eksempel:
En ung bliver bedt om at aflevere en opgave. Den unge svarer med humor: “Jeg arbejder bedst under pres, så jeg venter til jeg får et sammenbrud.” Bag joken ligger en dyb følelse af kravstress og manglende kapacitet.

Konsekvensen kan være sammenbrud, isolation, selvkritik og sekundære psykiske lidelser.

Voksenalder: Maskering, selvstændighed og planlægning af hverdagen.

I voksenalderen bliver PDA ofte mindre synlig udefra, men den indre oplevelse forsvinder sjældent. Mange voksne lærer at indrette deres liv, så de undgår miljøer med høje krav eller tæt kontrol.

Typiske mønstre er:

Valg af job med høj grad af selvbestemmelse
Vanskeligheder i traditionelle arbejdsmiljøer
udmattelse, stress eller belastningsreaktion i perioder med mange krav
behov for fleksibilitet, pauser og autonomi
udfordringer i relationer, når krav eller forventninger opstår

Eksempel fra arbejdspladsen:
En voksen med autisme og PDA får en mail fra chefen: “Kan du sende rapporten inden kl. 14?” Personen fryser, udsætter, laver overspringshandlinger eller svarer med en ironisk kommentar – ikke fordi opgaven er svær, men fordi kravet udløser en intens autonomistress.

Hvad betyder begrebet ”Autonomistress?”: Det er er den form for overbelastning, der opstår, når en person med autisme i lang tid har brugt ekstrem energi på at kompensere og tilpasse sig, indtil nervesystemet ikke længere kan følge med.

Konsekvensen kan være jobskift, sygemeldinger, konflikter eller selvbebrejdelse. Her bliver det tydeligt, at personen trives bedre i jobfunktioner, hvor de selv kan være med til at definere opgaverne og dermed kravene, hvor der er en høj grad af forudsigelighed og hvor der er en god dialog med lederen.

Afsluttende perspektiv på PDA.

PDA er en kompleks og ofte misforstået autismeprofil, hvor kravundgåelse ikke handler om manglende vilje, men om angst, autonomi og neurobiologi.

Når man møder PDA med nysgerrighed, fleksibilitet og respekt for autonomi, kan børn, unge og voksne med PDA bedre trives i hverdagen. Men der er ingen tvivl om, at der er tale om en svær balancegang og der er stor risiko for perioder med belastning, mistrivsel og nedsmeltninger.

Ved autisme generelt, og ved autisme/PDA i særdeleshed, kan man, i visse tilfælde, forsøge at dæmpe svære følgesymptomer med SSRI og SNRI (to typer af antidepressiv medicin, der virker angstdæmpende uden at være sederende/sløvende), eksempelvis angst, søvnbesvær eller udtalt uro.

Det samme gælder ift. medicinsk behandling af PTSD: SSRI eller SNRI behandler ikke selve traumet eller de centrale PTSD‑symptomer, men kan i nogle tilfælde anvendes til at lindre udvalgte følgesymptomer såsom angst, søvnforstyrrelser eller hyperarousal.

Jeg har selv en datter på 17 år med AuDHD og PDA, som behandles med SSRI i lav dosis igennem flere år. Det har ikke fjernet problemet, men det har bedret symptomerne i en grad, at hun har været meget tilfreds med behandlingen.

Litteraturliste:

Newson, E. (1983). Pathological Demand Avoidance Syndrome: A profile of a distinctive subgroup within the pervasive developmental disorders. Nottingham University.

Newson, E., Le Maréchal, K., & David, C. (2003). Pathological demand avoidance syndrome: A necessary distinction within the pervasive developmental disorders. Archives of Disease in Childhood.

O’Nions, E., Christie, P., Gould, J., Viding, E., & Happé, F. (2014). Development of the Extreme Demand Avoidance Questionnaire (EDA-Q). Journal of Child Psychology and Psychiatry.

Gillberg, C. (2014). PDA: A subgroup within the autism spectrum. Research in Developmental Disabilities.

Green, J., Absoud, M., Grahame, V., Malik, O., Simonoff, E., & Le Couteur, A. (2018). Pathological demand avoidance: Current state of research. Child and Adolescent Mental Health.

Fidler, R. (2019). Understanding PDA in children and young people. Jessica Kingsley Publishers.

Eaton, J. (2020). The PDA Paradox: The highs and lows of my life on a little-known part of the autism spectrum. Jessica Kingsley Publishers.

Smith, I. C., & Mandy, W. (2018). Autism and demand avoidance: A systematic review. Clinical Child Psychology and Psychiatry.

Indlægget PDA – Pathological Demand Avoidance blev først udgivet på Roskilde specialpsykologisk klinik.

ADHD og slankekur

Maria Larsen — Sat, 23 May 2026 10:23:56 +0000

Hvorfor slankekure sjældent fungerer for mennesker med ADHD: Et neurobiologisk og psykologisk perspektiv.

Slankekure er traditionelt baseret på antagelsen om, at adfærdsændringer primært er et spørgsmål om viljestyrke, kognitiv kontrol og konsekvent efterlevelse af regler.

For mennesker med ADHD er disse antagelser metodisk fejlkalibrerede, fordi de ikke tager højde for de neurobiologiske forskelle, herunder problemer med eksekutive funktioner og følelsesregulering, der kendetegner ADHD.
Resultatet er, at slankekure ikke blot er ineffektive — de kan direkte forværre trivsel, arousal, følelsesregulering og funktionsniveau. I værste fald kan de føre til spiseforstyrrelser såsom bulimi og Binge Eating Disorder (tvangsoverspisning).

I denne artikel gennemgår jeg de centrale mekanismer, der forklarer dette mismatch.

Dopaminerg hypofunktion og belønningssystemets rolle i kostregulering.

ADHD er forbundet med reduceret dopaminerg transmission i de mesolimbiske og mesokortikale baner, særligt i nucleus accumbens og præfrontal cortex (ujævnt dopaminflow i frontallapperne, hjernens styresystem).

Dette påvirker både belønningsforventning, motivation, initieringsvanskeligheder (prokastination) og evnen til at opretholde adfærd, der først giver belønning på længere sigt.

Hurtige kulhydrater — især sukker — giver en kortvarig stigning i dopamin, som midlertidigt kompenserer for denne hypofunktion.

Når en slankekur fjerner sukker helt, fjernes en af de mest tilgængelige og hurtigst virkende dopaminregulerende mekanismer. Det kan føre til:

Følelse af ligegyldighed
irritabilitet
nedsat igangsætning
oplevet meningsløshed
markant reduceret livskvalitet

Dette er ikke et psykologisk problem, men en neurokemisk konsekvens af at fjerne en kompensatorisk strategi.

ADHD‑hjernen har mindre dopamin til rådighed. Sukker giver et lille dopaminløft, som hjælper hjernen med at komme i gang og føle motivation.

Når sukker fjernes helt, mister hjernen en vigtig støtte, og det kan føles som om al energi og glæde forsvinder.

Arousalregulering og det autonome nervesystem.

Mennesker med ADHD har ofte lavere baseline-arousal og en ustabil autonom regulering. Når vi taler om lavere baseline‑arousal, betyder det, at kroppen starter dagen i et lavere energiniveau end de fleste andre. Det er som om “motoren” kører i tomgang på et lavere gear. Det er svært at vågne, selvom man har sovet nok.

I klinikken ser vi, at mennesker med ADHD, der har den helt kraftige hyperaktivitet, ikke er så ramt af dette, fordi hyperaktiviteten får dem til at bevæge sig meget. Men det giver jo selvsagt andre vanskeligheder og de bruger også masser af stimulanser, f.eks. rygning, energidrikke, kaffe, sukker osv., dog måske mere til at skærpe fokus end at holde sig vågen.

Med andre ord: De sidder ikke og falder hen, de bevæger sig meget indtil de rammer muren: Og kollapser ind i søvnen.

Hurtige kulhydrater kan fungere som en ydre ekstern arousalregulator, der midlertidigt øger sympatisk aktivitet og dermed mental tilstedeværelse, fokus og handlekraft.

Når sukker fjernes helt, falder arousal yderligere, hvilket kan manifestere sig som:

mental tåge
træthed
nedsat stresstolerance
oplevet “tunghed” eller opgivenhed
forstærket indre uro, fordi hjernen forsøger at kompensere

Slankekure, der samtidig reducerer kalorieindtag, forstærker dette arousal-underskud. Når du (med ADHD) sidder til et kedeligt møde eller en kedelig forelæsning, begynder du enten at gabe og mærker tunge øjenlåg, selvom du har sovet tilstrækkeligt og spist fornuftigt.

Eller også mærker du uro og irritation og får lyst til at bevæge dig. Det er et tegn på, at dit arousal-niveau generelt ligger for lavt og det tvinger dig til at handle: Lægge hovedet på bordet og overgive dig til en lur, eller rejse dig og gå ud for at hente kaffe, kage eller gå udenfor og ryge en cigaret. Og det, at komme udenfor for at ryge og mærke frisk luft i ansigtet ”vækker” dig mere og det føles rart.

Med andre ord: ADHD‑hjernen kører ofte på “lavt batteri”, kan sukker give et lille skub, der hjælper hjernen med at vågne og fungere. Når det fjernes, falder energiniveauet endnu mere, og det bliver svært at overskue selv små ting. Og så bliver begrebet ”hangry” yderst relevant.

Eksekutive funktioner og den kognitive belastning ved restriktive kostomlægninger.

Slankekure kræver kontinuerlig aktivering af eksekutive funktioner: planlægning, impulskontrol, beslutningstagning, overvågning af adfærd og vedholdenhed. ADHD indebærer strukturelle og funktionelle forskelle i præfrontal cortex, hvilket gør disse processer mere sårbare for udtrætning og overbelastning.

Restriktive kostomlægninger skaber en konstant kognitiv belastning, som for mennesker med ADHD hurtigt bliver uholdbar. Dette fører ofte til:

“alt‑eller‑intet”-adfærd
kollaps efter perioder med overkontrol
selvkritik og skam
øget stress, som igen øger cravings

Det er ikke personen, der fejler — det er metoden, der kræver en kognitiv stabilitet, som ADHD‑hjernen ikke er designet til at opretholde.

Slankekure kræver jo netop meget planlægning og selvkontrol. Og omstilling- herunder nye vaner! Vaner er jo med til at spare energi, så når disse skal laves om, kræver det meget overskud. Det tager tre måneder at ændre en vane, hvis man HELE TIDEN holder fokus på ændringen. ADHD gør disse ting sværere, så hjernen hurtigere bliver overbelastet. Når man ikke kan holde kuren, føles det som et nederlag — men det er kuren, der er urealistisk, ikke personen.

Ved ADHD er følelsesreaktioner forvejen forstærket, og forbud gør det værre.

ADHD indebærer ofte følelsesudsving, dvs. hurtige følelsesreaktioner og lav frustrationstolerance. Forbud — især totale forbud — fungerer som en stressor, der aktiverer både det limbiske system og det autonome nervesystem. Stress øger cravings, reducerer impulskontrol og forværrer emotionel sårbarhed.

Når sukker forbydes helt, kan det udløse:

irritabilitet
følelsesmæssig ustabilitet
øget sensitivitet over for afvisning (RSD-lignende reaktioner)
oplevelsen af at være “på kanten”

Dette er en biologisk reaktion, ikke et tegn på manglende disciplin.

Når noget bliver forbudt, bliver det mere stressende. ADHD‑hjernen reagerer stærkere på stress, så forbud gør det sværere at styre følelser og impulser. Det er derfor, man kan blive sur, ked af det eller overvældet, når man prøver at undgå sukker helt.

Oral stimulation som reguleringsstrategi.

Mange mennesker med ADHD bruger oral stimulation som en reguleringsstrategi: tygge, nippe, snacke, søge bestemte teksturer eller smage. Sukkerholdige fødevarer giver både sensorisk tilfredsstillelse og hurtig neurokemisk respons.

Når denne strategi fjernes uden erstatning, mister kroppen en vigtig reguleringsmekanisme. Det kan føre til rastløshed, øget indre uro, behov for kompensatorisk stimulation (f.eks. overspisning, koffein, nikotin). Derfor kan slankekure hos mennesker med ADHD føre til spiseforstyrrelser såsom bulimi og Binge Eating Disorder (overspisninger). Eller man begynder at ryge mere.

Det betyder, at mange med ADHD bruger mad — især sødt — som en måde at berolige kroppen eller holde fokus. Hvis man tager det væk uden at erstatte det, mister kroppen en vigtig måde at regulere sig selv på.

Prøv at forestille dig, at din Pepsi max udskiftes med vand, kagen med en gulerodsstang, cigaretten med et nikotinplaster og kaffen med grøn urte-the. Fredagens bland selv slik er kun til resten af din familie, du får ikke noget, du har jo lige fået aftensmad. Det er jo bare en lækkersult – vil du være tynd og sund eller sidde og fylde dig med sukker?

Hvis alt krøller sig sammen indeni dig efter du har læst ovenstående, så er det helt naturligt, hvis du har ADHD.

Lav muskeltonus, proprioception og fejltolkning af træthed som “lavt blodsukker”

En del mennesker med ADHD har lav muskeltonus og nedsat proprioceptiv feedback.

Muskeltonus refererer til den grundspænding, der altid er til stede i kroppens muskler, også når man tilsyneladende hviler. Denne spænding gør det muligt at holde kroppen oprejst, bevæge sig smidigt og reagere hurtigt, uden at skulle tænke over hver enkelt bevægelse.
Når muskeltonusen er lav, bliver musklerne mindre parate, hvilket kan føre til træthed, langsomme eller “slatne” bevægelser og et øget behov for at støtte sig til omgivelserne for at opretholde kropsholdning og stabilitet.
Det gør det hårdt at stå op til en koncert selvom man er ung og i god form. Man får hurtigere lyst til at sætte sig ned end andre mennesker.

Proprioceptiv feedback er kroppens evne til at registrere sig selv indefra – altså at mærke, hvor kroppens dele befinder sig, hvor meget kraft der bruges, og hvordan led og muskler bevæger sig i forhold til hinanden.

Når denne feedback er nedsat, får hjernen svagere eller upræcise signaler fra kroppen. Det kan give upræcise bevægelser, vanskeligheder med at dosere kraft og et behov for visuelt at kontrollere kroppen for at styre den. Mange oplever også øget kropslig uro eller et behov for ekstra tryk, tyngde eller bevægelse for at kunne mærke sig selv tydeligt.

Det er derfor du går ind i ting eller kommer til at gå ind i andre mennesker, når du går ved siden af dem. Det er hjernen, der forsøger at kalibrere sig ift. omgivelserne. Det er derfor det er så sjovt at tale om, at lilletåen er designet til at finde møbler i mørke.

Kombinationen af lav muskeltonus og nedsat proprioceptiv feedback kan derfor påvirke både kropskontrol, udholdenhed og regulering. Det kan føre til, at personen søger mere proprioceptiv stimulation – eksempelvis gennem tyggebevægelser, tunge tæpper, fysisk aktivitet eller tryk – for at øge energi og skabe tydeligere kropsfornemmelse. Det fejltolkes ofte som behov for sukker, fordi sukker giver et hurtigt arousal‑boost, som subjektivt opleves som “energi”.

Men fysiologisk er det ikke musklerne, der mangler glukose — det er hjernen, der søger regulering og prøver at vågne.

Hvorfor slankekure fejler: Et samlet neuropsykologisk perspektiv

Når man kombinerer dopaminerg hypofunktion (ujævnt og lavt niveau af dopamin i frontallapperne), lav arousal (hjernen kan ikke holde sig helt vågen på trods af god søvn), eksekutive vanskeligheder, store følelsesmæssige udsving, sensoriske behov og stressfølsomhed bliver det tydeligt, at slankekure ikke er neutrale for mennesker med ADHD.

De rammer præcis de systemer, der i forvejen er mest belastede.

Derfor oplever mange:

forværring af symptomer
nedsat livskvalitet
øget følelsesmæssig ustabilitet
tilbagevendende “kollaps” efter perioder med kost og sukker-restriktion.

Dette er ikke et individuelt problem, men et metodisk mismatch.

Man kan sige, at slankekure rammer alle de områder, der allerede er svære ved ADHD. Derfor bliver man ikke bare sulten — man bliver mere træt, mere irritabel, mere stresset og mere overvældet. Det er ikke dig, der fejler. Det er kuren, der ikke passer til din hjerne.

Hvad fungerer bedre end slankekure? (Generelle principper, ikke individuelle råd).

Forskning peger på, at mennesker med ADHD profiterer bedre af:

stabilitet frem for forbud
små justeringer frem for store restriktioner
fokus på trivsel frem for vægt
regulering af arousal før regulering af mad
sensoriske alternativer til sukker
regelmæssige måltider for at undgå dopamin‑crash
miljøtilpasning frem for viljestyrke

Dette er ikke en kur — det er en neuropsykologisk informeret tilgang. Jeg har arbejdet på spiseforstyrrelsesområdet i mange år, og jeg har været leder af ambulatorium for spiseforstyrrelser. Ovenstående tilgang er den samme, som de bruger i behandlingen af spiseforstyrrelser ift. adfærdsændringer. De har naturligvis derudover også fokus på den psykologiske del i den integrerede behandling af spiseforstyrrelser.

I stedet for at fjerne ting helt, virker det bedre at lave små ændringer, holde måltider stabile og finde andre måder at regulere energi og følelser på. Det handler om at støtte hjernen, ikke kæmpe imod den.

Konklusion:

Slankekure fungerer sjældent for mennesker med ADHD, fordi de bygger på antagelser om stabil arousal, konsekvent adfærd og stærk eksekutiv kontrol — præcis de områder, hvor ADHD‑hjernen er mest udfordret. Når sukker fjernes helt, mister hjernen en vigtig reguleringsmekanisme, og det kan føre til irritabilitet, nedtrykthed, opgivenhed og markant nedsat livskvalitet.

Det er ikke et tegn på svaghed.
Det er et neurobiologisk mismatch mellem metode og hjerne.

Litteraturliste:

Volkow, N.D. et al. (2009). Motivation deficit in ADHD is associated with dysfunction of the dopamine reward pathway. PNAS.
(Kerneartikel om dopaminunderskud og belønningssystemet i ADHD.)

Luman, M., Tripp, G. & Scheres, A. (2010). ADHD and reward-related dysfunction: A review. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.
(Det vigtigste review om belønningssystemet og ADHD.)

Sergeant, J.A. (2005). The cognitive-energetic model. Biological Psychiatry.
(Grundteori om arousal, energi og ADHD.)

Hegerl, U. & Hensch, T. (2014). The vigilance regulation model of ADHD. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.
(Lav arousal → søgen efter stimulation.)

Avena, N.M., Rada, P. & Hoebel, B.G. (2008). Evidence for sugar addiction. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.
(Sukker som dopaminregulator — centralt for forståelsen af “cravings” hos ADHD.)

Lennerz, B. et al. (2013). Effects of dietary glycemic index on brain regions related to reward and craving. AJCN.
(Hurtige kulhydrater aktiverer belønningssystemet kraftigt.)

Barkley, R.A. (2015). ADHD: A Handbook for Diagnosis and Treatment.
(Standardværk om eksekutive funktioner og hvorfor restriktioner kollapser.)

Tice, D.M. et al. (2001). Emotional distress regulation takes precedence over impulse control. JPSP.
(Når følelsesregulering er presset, falder evnen til at følge slankekure.)

CHADD – ADHD and Eating Behaviors.
(Klinisk relevant gennemgang af ADHD, impulsivitet og mad.)

ADDitude Magazine – Why ADHD Brains Crave Carbs and Sugar.
(Populærvidenskabelig, men fagligt korrekt og ekstremt anvendelig i formidling.)

Indlægget ADHD og slankekur blev først udgivet på Roskilde specialpsykologisk klinik.

Autisme og Body Dysmorphic Disorder (BDD) og spiseforstyrrelser: Neurobiologi, selvopfattelse og psykopatologi.

Maria Larsen — Sun, 17 May 2026 20:32:14 +0000

Mennesker med autisme har ofte en anderledes måde at mærke, forstå og fortolke kroppen på. Og når den sanseprofil møder et perfektionistisk, angststyret fokus på udseende — som ved Body Dysmorphic Disorder (BDD) og spiseforstyrrelser — kan det skabe en smertefuld og overset kombination.

Michael Jackson - BDD

Jeg har lige været inde og se den nye film med Michael Jackson og blev inspireret til denne artikel. Han er et af de mest kendte eksempler på en person, der sandsynligvis led af BDD. Allerede som teenager følte han sig “grim”, var optaget af sin hud og især sin næse, som han fik kritik for i familien. Han gennemgik et stort antal kosmetiske operationer, hvoraf nogle ødelagde vævet i næsen. Hans forhold til spejlet og hans udseende beskrives som tvangspræget og dybt lidelsesfuldt.

Michael Jacksons historie viser, hvordan BDD kan få en person til at jagte et ideal, der aldrig kan opnås. Hver operation gav kun kortvarig lindring, fordi problemet ikke sad i næsen – men i hjernens måde at bearbejde selvbillede og angst på.

Hvad er Body Dysmorphic Disorder (BDD)?

BDD er en psykiatrisk lidelse, hvor personen er ekstremt optaget af en eller flere opfattede fejl ved udseendet, som enten er usynlige eller ubetydelige for andre. Diagnosen indebærer:

Intens optagethed af udseendet
Markant lidelse eller funktionsnedsættelse
Repetitive adfærdsmønstre som spejltjek, hudplukning eller sammenligning med andre
Ofte dårlig sygdomsindsigt, hvilket gør, at man kan komme til at handle på de fejl, man mener at have, f.eks. ved at få lavet plastikoperationer, m.m.
Hyppig undgåelse af sociale situationer.
Høj risiko for selvmord.

BDD er i DSM‑5 placeret under obsessive-kompulsive og relaterede lidelser, hvilket understreger den tvangsprægede karakter af tankerne og adfærden.

BDD kan beskrives som en “indre alarm”, der bliver ved med at sige: “Der er noget galt med dit udseende – fix det!”
Selvom andre ikke kan se noget forkert, føles fejlen for personen selv enorm og altoverskyggende. Det er ikke forfængelighed – det er en angst- og tvangspræget lidelse, der kan dominere hele hverdagen.

To tilstande med dybtgående påvirkning af selvopfattelse og sansebearbejdning

Autisme og Body Dysmorphic Disorder (BDD) er to kliniske tilstande, der på overfladen kan virke meget forskellige: Autisme er en neurobiologisk tilstand, mens BDD er en psykiatrisk lidelse under obsessive-kompulsive og relaterede lidelser. Alligevel ses en markant overlap i, hvordan begge tilstande påvirker selvopfattelse, kropsbevidsthed, sansebearbejdning og sociale funktioner. For nogle mennesker med autisme kan netop denne kombination skabe en særlig sårbarhed for udvikling af BDD eller træk af BDD og spiseforstyrrelser.

Social usikkerhed og tidligere negative erfaringer hos mennesker med autisme.

Mennesker med autisme oplever ofte mobning, misforståelser eller social udstødelse. Disse erfaringer kan skabe en sårbarhed for at tro, at udseendet er årsagen til sociale problemer.

Hvis man igen og igen har fået at vide, at man “er forkert”, kan hjernen begynde at lede efter hvor man er forkert – og udseendet bliver et oplagt sted at lede. Her er der formentlig et overlap til spiseforstyrrelser.

Hvorfor er mennesker med autisme særligt sårbare over for BDD?

Der er flere neuropsykologiske mekanismer, der kan øge risikoen for BDD hos mennesker med autisme:

Detaljefokuseret perception

Mennesker med autisme har ofte en lokal-detaljeorienteret kognitiv stil, hvor små uregelmæssigheder bemærkes stærkt. Dette kan gøre selv minimale udseendedetaljer meget fremtrædende i bevidstheden.

Hvis hjernen naturligt zoomer ind på detaljer, kan en lille skønhedsplet eller asymmetri fylde langt mere end hos andre – som at se et billede i ekstremt zoom, hvor hver pixel virker vigtig.

Stressregulering og rigid tænkning

Underaktivitet i hippocampus og overaktivitet i stresssystemet kan gøre det svært at slippe bekymringer. Samtidig kan mennesker med autisme have en mere rigid, fastlåst tankestil, som gør det svært at slippe ideen om, at noget ved kroppen er forkert.

Når hjernen har svært ved at “slukke” for bekymringer, kan tanken om en kropsfejl blive ved med at køre i ring – som en sang, der sætter sig fast og ikke vil stoppe.

Neurobiologiske forskelle i den autistiske hjerne

Forskning viser, at hjernen hos mennesker med autisme er karakteriseret ved anderledes neural konnektivitet, hvor nogle områder er overaktive, mens andre er underaktive. Eksempelvis er hippocampus ofte underaktiv, hvilket reducerer evnen til at regulere stress og skabe fleksible løsninger under pres. Samtidig kan amygdala og andre emotionelle processeringsområder være overaktive, hvilket øger sensitivitet over for sociale og sensoriske stimuli.

Man kan forestille sig den autistiske hjerne som et komplekst kredsløb, hvor nogle ledninger er ekstra følsomme, andre er for svage, og nogle forbindelser tager omveje. Det betyder, at indtryk – især sociale og kropslige – kan føles stærkere, mere intense eller mere forvirrende. Når hjernen samtidig har sværere ved at dæmpe stress, kan selv små ændringer i udseende eller sociale reaktioner opleves som meget vigtige eller truende.

Autisme, sansebearbejdning og kropsbevidsthed

Mennesker med autisme beskriver ofte en anderledes måde at mærke kroppen på: enten hypersensitivitet (forstærkede indtryk) eller hyposensitivitet (svage indtryk). Dette gælder også for interoception – evnen til at mærke signaler fra kroppen. Når hjernen bearbejder sanser anderledes, kan det påvirke, hvordan man forstår og vurderer sin egen krop.

Hvis man enten mærker kroppen alt for meget eller alt for lidt, kan det blive svært at vide, hvad der er “normalt”. En lille ujævnhed i huden kan føles enorm. Et spejlbillede kan virke fremmed. Eller man kan blive usikker på, om andre ser det samme som én selv. Denne usikkerhed kan skabe grobund for overdreven fokus på detaljer ved udseendet.

Samspillet mellem autisme, BDD og spiseforstyrrelser: En klinisk forståelsesramme.

Når autisme og BDD eller spiseforstyrrelser optræder sammen, kan de forstærke hinanden:

Autistisk detaljefokus → øger opmærksomhed på “fejl”
Social usikkerhed → øger betydningen af udseende
Stressfølsomhed → øger intensiteten af bekymringer
Rigid tænkning → fastholder negative selvbilleder
Sansefølsomhed → gør kroppen til et intenst fokuspunkt

Dette kan skabe en ond cirkel, hvor personen både føler sig forkert indeni (autisme) og forkert udenpå (BDD og spiseforstyrrelser).

Man kan se det som to forstærkere, der står tændt på samme tid:
Autismen gør indtrykkene stærkere – BDD gør dem farligere. Sammen kan de skabe en meget intens oplevelse af at være “forkert”.

Autistisk selvopfattelse, kropslige “fejl” og hvorfor kvinder med autisme er særligt sårbare for spiseforstyrrelser

Kvinder med autisme har ofte en anderledes måde at opfatte både sig selv og deres krop på. Som vi læste i ovenstående, bearbejder den autistiske hjerne information mere detaljeret og mindre helhedsorienteret, hvilket betyder, at små uregelmæssigheder — i ansigt, vægt, hud eller kropsform — kan fremstå langt mere markante end de gør for andre. Det er ikke forfængelighed, men et resultat af en kognitiv stil, hvor hjernen naturligt “zoomer ind” på detaljer og har sværere ved at slippe dem igen.

Når denne detaljefokuserede perception kombineres med et liv præget af misforståelser, social usikkerhed eller kritik (noget mange autistiske kvinder har oplevet), kan kroppen blive det sted, hvor forkerthedsfølelsen forankres. I stedet for at tænke “jeg blev misforstået”, kan hjernen begynde at tænke “der må være noget galt med mig — måske min krop”.

Samtidig har mange autistiske kvinder, som vi også kunne læse i ovenstående, en mere sårbar stressregulering og en rigid, perfektionistisk tankestil. Det gør det lettere for negative tanker om kroppen at sætte sig fast og sværere at slippe dem igen. Her opstår den velkendte bro mellem autisme og spiseforstyrrelser: kroppen bliver et projekt, der kan kontrolleres, reguleres og perfektioneres, når verden omkring føles uforudsigelig.

For nogle bliver vægt, mad eller kropsform derfor ikke kun et spørgsmål om udseende, men et forsøg på at skabe ro i et nervesystem, der konstant er på overarbejde. Det er netop denne kombination — detaljefokus, stressfølsomhed, rigiditet og tidligere sociale sår — der gør, at kvinder med autisme har en markant øget risiko for at udvikle spiseforstyrrelser.

Konklusion:

Autisme, BDD og spiseforstyrrelser er tre forskellige, men dybt forbundne tilstande, når de optræder sammen. Autistiske hjernestrukturer – herunder anderledes konnektivitet, stressregulering og detaljefokus – kan øge risikoen for BDD og spiseforstyrrelser samt forstærke symptomerne.

Michael Jacksons liv illustrerer, hvor alvorlig og invaliderende BDD kan være, når selvbilledet bliver fanget i en tvangspræget jagt på perfektion.

Litteraturliste:

Deshpande, R., Lai, T. M., Li, W., & Feusner, J.
The Neurobiology of Body Dysmorphic Disorder.
(Centralt review om neurokognition, visuel bearbejdning og hjernestrukturer ved BDD.)
BDD
Alvarez Pedrero, A. et al. (2021).
Comorbidity and therapeutic response of body dysmorphic disorder (BDD) in autism spectrum disorder (ASD).
European Psychiatry.
(En af de få studier, der specifikt undersøger BDD hos autistiske personer.)
Cambridge University Press & Assessment
Phillips, K. A. (2009).
Understanding Body Dysmorphic Disorder. Oxford University Press.
(Standardværk om BDD’s klinik, behandling og psykopatologi.)
Veale, D., & Bewley, A. (2015).
Body dysmorphic disorder. BMJ.
(Kort, klinisk stærk oversigt over BDD.)
Feusner, J. D. et al. (2010).
Pathophysiology of obsessive–compulsive and related disorders.
(Vigtig for forståelsen af BDD som OCR-lidelse.)
Happé, F., & Frith, U. (2006).
The weak coherence account.
(Grundlæggende teori om detaljefokuseret perception i autisme.)
Mottron, L. et al. (2006).
Enhanced perceptual functioning in autism.
(Underbygger sensorisk og perceptuel profil i autisme.)
Quattrocki, E., & Friston, K. (2014).
Autism, oxytocin and interoception.
(Centralt for forståelsen af kropsfornemmelse og interoception.)
Schauder, K. B., & Bennetto, L. (2016).
Sensory dysfunction in autism.
(Binder sanseprofil og neurobiologi sammen.)
Weingarden, H., & Renshaw, K. D. (2015).
Body dysmorphic disorder symptoms in adults with ASD.
(Empirisk dokumentation for overlap mellem autisme og BDD.)

Indlægget Autisme og Body Dysmorphic Disorder (BDD) og spiseforstyrrelser: Neurobiologi, selvopfattelse og psykopatologi. blev først udgivet på Roskilde specialpsykologisk klinik.

Autisme, angst og OCD – hvordan ser man forskel?

Maria Larsen — Sat, 09 May 2026 08:29:00 +0000

Autisme, tvangspræg, overtænkning, generaliseret angst (GAD) og OCD: Ligheder, forskelle og differential-diagnostiske overvejelser.

Hvorfor man ofte overser autisme under udredning af angst og OCD?

Min super dygtige kollega og nære ven, Sofia Wannbäck, har efterspurgt en artikel om autisme, angst og ocd. Hun er til daglig læge i Team for ADHD og autisme på Psykiatrisk Center Glostrup, som jo indtil d. 31/12-2025 også var min arbejdsplads.

I klinisk praksis er det almindeligt, at mennesker med autisme bliver misforstået som primært angst- eller OCD‑ramte, fordi deres adfærd kan ligne tvang, bekymring eller undgåelse.

Samtidig kan personer med angst eller OCD fremstå socialt usikre, overkontrollerende eller ritualiserede på måder, der minder om autisme. Det gør differentialdiagnostikken kompleks – især hos unge og voksne, der har lært at maskere.

Differentialdiagnostik: At skelne mellem diagnoser, der ligner hinanden, ved systematisk at undersøge hvad der passer bedst – og hvad der ikke gør.

Denne artikel gennemgår de centrale forskelle og overlap og giver konkrete eksempler, der kan bruges i udredning og klinisk vurdering.

Forskning i neurobiologi viser, at hjernen hos mennesker med autisme adskiller sig fra neurotypiske på flere centrale områder, særligt inden for neuronal konnektivitet, sensorisk bearbejdning, socialkognition og informationsintegration.

Autistiske hjerner er ofte karakteriseret ved en kombination af hyper- og hypokonnektion mellem specifikke netværk, hvilket betyder, at nogle forbindelser er stærkere og mere specialiserede, mens andre er svagere eller mindre integrerede. Dette ses blandt andet i Default Mode Network (DMN), salience-netværket og fronto-parietale kontrolnetværk, som hos autistiske personer kan være mindre synkroniserede med hinanden.

Denne anderledeshed påvirker især global vs. lokal informationsbearbejdning: Mennesker med autisme har typisk en stærkere lokal bearbejdning (detaljer, mønstre, præcision) og en mindre automatisk global integration (helhedsforståelse, implicit social tolkning). Samtidig viser studier atypisk aktivitet i socialkognitive systemer, herunder områder relateret til mentalisering, ansigtsgenkendelse og social forudsigelse.

Sensorisk bearbejdning er ligeledes påvirket. Mange autistiske personer har øget responsivitet i sensoriske netværk, hvilket kan føre til hyperreaktivitet, overbelastning eller behov for kontrol og forudsigelighed. Disse neurobiologiske forskelle er ikke patologiske i sig selv, men repræsenterer en anden neurokognitiv organisering, der påvirker, hvordan verden opleves, forstås og navigeres.

Hvad betyder det i praksis?

Det betyder, at hjernen hos mennesker med autisme ikke fungerer dårligere end hos neurotypiske – den fungerer blot anderledes. Hvis man starter med at identificere, om der er tale om neurodiversitet, vil det være langt lettere at undgå at overse dette i udredningen af klienter med angst og OCD.

Man kan sige, at autistiske hjerner har et andet “ledningsnet”: nogle forbindelser er ekstra stærke, mens andre er mindre automatiske. Det betyder, at autistiske personer ofte er rigtig gode til at fordybe sig, se detaljer og opdage mønstre, men at det kan være sværere at samle informationer til en helhed eller aflæse sociale signaler, der for andre sker helt intuitivt.

Derudover reagerer mange autistiske hjerner stærkere på sanseindtryk. Lys, lyde, bevægelser eller sociale miljøer kan derfor føles mere intense, og det skaber et naturligt behov for struktur, forudsigelighed og pauser. Det handler ikke om angst eller tvang, men om at hjernen arbejder på en mere følsom og detaljeret måde.

Kort sagt: autisme er en anden måde at bearbejde verden på – ikke en fejl i systemet, men en anden måde systemet er bygget på.

Screening for tvangspræg i klinisk praksis.

En hurtig, men klinisk præcis screening for tvangspræg tager udgangspunkt i et lille sæt målrettede spørgsmål, der afdækker seks centrale områder, hvor der IKKE er overlap til andre psykiatriske tilstande. Med andre ord er det kun mennesker med mulig autisme, der har symptomer på disse seks centrale områder, og yderligere udredning for autisme vil herefter afdække, om fund ift. tvangspræg virkelig skyldes en uopdaget autismespektrumtilstand.

Det handler om følgende områder: Sameness, systematiseringstendens, sansesensitivitet, mønstergenkendelse, stimming/mannerismer og sort‑hvid tænkning.

Formålet er ikke at diagnosticere, men at identificere et stabilt adfærdsmønster, der peger på autistisk tvangspræg som beskrevet i det semistrukturerede interview Triple A (Adult Aspergers assesment af Simon-Baron Cohen under afsnit B.

1. Man undersøger først graden af behov for gentagelse og forudsigelighed i hverdagen (sameness), herunder hvor belastende ændringer opleves.

2. Dernæst vurderes systematiseringstendensen gennem spørgsmål om regler, rutiner, kategorisering og præference for faste måder at gøre ting på.

3. Sansesensitivitet afdækkes ved at spørge til undgåelsesadfærd, overvældelse eller reguleringsstrategier i sensorisk krævende miljøer.

4. Mønstergenkendelse vurderes gennem tilbøjelighed til at opdage detaljer, strukturer eller regelmæssigheder, som andre typisk overser.

5. Stimming og mannerismer screenes ved at spørge til gentagne bevægelser, lyde eller små handlinger, der bruges til regulering af nervesystemet, når man er overbelastet/overstimuleret, til koncentration eller selvberoligelse.

6. Endelig undersøges sort‑hvid tænkning ved at spørge til fleksibilitet, nuancer, skift mellem perspektiver og tendens til absolutte regler. Når disse seks områder kortlægges samlet, fremstår et tydeligt mønster af tvangspræg, som kan bruges til at vurdere, om der er grundlag for en fuld autismeudredning.

Autisme: Et andet informations- og socialkognitivt system.

Autisme derfor grundlæggende en kognitiv specialisering, ikke en angstlidelse. Som vi gennemgik i ovenstående, er kerneområderne følgende:

anderledes social kognition (fx mentalisering, implicit social forståelse, social timing)
sensorisk bearbejdning, ofte med hyper- eller hyposensitivitet
behov for forudsigelighed og struktur
anderledes informationsbearbejdning (dyb bearbejdning, detaljer, mønstre)

Hverdagseksempel

En autistisk person insisterer på at tage den samme rute til arbejde hver dag.
Det skyldes forudsigelighed og kognitiv stabilitet, ikke frygt for, at noget forfærdeligt sker, hvis ruten ændres.

Tvangspræg i autisme vs. OCD

Autistiske tvangspræg er typisk interesse- eller strukturstyrede, mens OCD‑tvang er angst- og katastrofestyret.

Autistisk tvangspræg:

giver ro, overskuelighed eller glæde
er ofte sensoriske, rutinebaserede, gentagne og interessebaserede
opleves som meningsfulde og positive.

OCD‑tvang

udføres for at forhindre en katastrofe (nogen, jeg elsker kommer galt afsted) og dermed reducere en ubehagelig påtrængende angstfølelse.
opleves som påtrængende, uønskede og meningsløse – der er ingen logik i, at man skal tælle alle vejskilte på ens rute for at ens kære ikke kommer til skade.
er forbundet med tvangstanker, der føles fremmede. Dvs. de er ego-dystone, ikke blot en naturlig del af klienten selv. OCD-tvangstankerne kommer ”udefra” og man kan vælge at ”føje dem” (udføre ritualet) eller lade være (angsten øges voldsomt og man bliver forpint af det).

Hverdagseksempel

Autisme: En person sorterer bøger efter farve, fordi det giver visuel ro og orden.

OCD: En person sorterer bøger igen og igen, fordi de frygter, at noget slemt sker, hvis rækkefølgen ikke er “rigtig”. Endelig er den rigtig, men klienten ser efter 20 min, at en anden hylde ikke er ”rigtig” og må gå i gang der.

Overtænkning pga. socialkognitive vanskeligheder

Mange mennesker med autisme overtænker sociale situationer – ikke pga. generaliseret angst, men fordi:

implicit social information ikke aflæses automatisk
de kompenserer med analytisk tænkning
de forsøger at forstå sociale regler, der ikke føles intuitive

Hverdagseksempel

En autistisk ung tænker længe over, om en ven blev fornærmet, fordi vedkommende ikke kan aflæse tonefald eller ansigtsudtryk.
Dette er kognitiv kompensation, ikke generaliseret angst.

Generaliseret angst (GAD)

GAD er karakteriseret ved:

vedvarende bekymringer om mange forskellige områder
kropslig uro, spænding, søvnproblemer
bekymringer, der flytter sig fra tema til tema

Hverdagseksempel

En person med GAD bekymrer sig om økonomi, helbred, relationer og fremtiden – og bekymringerne skifter fra dag til dag.

OCD:

OCD indebærer:

påtrængende, uønskede tanker (tvangstanker)
ritualer eller mentale handlinger (tvangshandlinger)
en oplevelse af, at tankerne er “fremmede” eller overdrevne
markant angst, hvis ritualet ikke udføres.
Det bliver værre over tid, dvs. der skal aktiv behandling til for at holde det nede eller bringe det tilbage på et niveau, hvor det ikke generer i hverdagen. Tjekker man døren 3 gange, er det ok, tjekker man døren så mange gange, at man ender med at blive hjemme, bliver det et problem.

Hverdagseksempel

En person med OCD vasker hænder 20 gange, fordi de frygter, at de ellers vil gøre nogen syge.

Hvorfor bliver autisme ofte forvekslet med angst og OCD?

Der er tre hovedårsager:

Autistiske rutiner kan ligne tvangshandlinger
– men de er typisk lystbetonede eller regulerende, ikke angststyrede. Lyden på tv ét skal stå på et lige tal. Hvorfor? Fordi det er rart.
Sensorisk overbelastning kan ligne panik eller undgåelse
– men handler om sansebearbejdning, ikke frygt for katastrofer. Behandling af angst handler om eksponering, dvs. man skal udsætte sig for det, man oplever angst for, og så vil angsten gradvist falde. Hvis man ikke har angst, men sensorisk overbelastning, skal man skærme sig og finde måder at berolige nervesystemet på – dvs. det modsatte af eksponering ved angstbehandling.
Social usikkerhed kan ligne bekymringstendens
– men udspringer af socialkognitive vanskeligheder, ikke generaliseret angst. Her vurderer man, om klienten har svært ved at navigere i uskrevne sociale spilleregler eller non-verbale cues. Om de ofte bruger deres pårørende til at forstå deres omgivelser i sociale sammenhænge. Som teenageren, der må spare med sin mor for at forstå, hvad hendes veninde har af forventninger til hende, hvordan hun skal reagere på den rette måde for at støtte veninden følelsesmæssigt, osv.

Differentialdiagnostiske nøglemarkører:

Motivation: Hvorfor gør personen det?

Autisme: struktur, forudsigelighed, sensorisk regulering, interesse.

Social overtænkning v. autisme: kompensation for socialkognitive ”huller”.

OCD: angstreduktion, katastrofeforebyggelse

GAD: bekymring om fremtidige scenarier.

Oplevelsen af tankerne

Autisme: tanker opleves som logiske, meningsfulde.

Social overtænkning v. autisme: tanker opleves som nødvendige for at forstå sociale regler.

OCD: tanker opleves som påtrængende og uønskede.

GAD: tanker opleves som realistiske bekymringer.

Følelsesmæssig profil

Autisme: stress ved skift, sensorisk overvældelse, social udmattelse.

Social overtænkning v. autisme: Mental træthed, fordi man er på overarbejde i sociale situationer, men ikke nødvendigvis angst.

OCD: intens angst, hvis ritualer ikke udføres.

GAD: vedvarende uro og spænding.

Stabilitet over tid:

Autisme: Stabilt mønster siden barndommen.

Social overtænkning v. autisme: Følger sociale krav, dvs. øges i teenageårene i takt med, at sociale sammenhænge bliver mere komplekse, når samvær ikke drejer sig om leg med faste regler.

OCD/GAD: Kan opstå pludseligt eller i perioder.

Hvordan undgår man at overse autisme?

Undersøg om adfærden er lystbetonet eller angststyret
Autistiske rutiner giver ro – OCD‑ritualer lindrer angst, men kort tid efter lindringen stiger angsten igen og ritualet skal gentages for at opnå angstreduktion. Ved autisme ses der også gentagelse, men på en måde, hvor det er rart og integreret i dagligdagen.

Autisme: Veninderne med autisme bruger fredag aften på at sætte bøgerne i efterskolens bibliotek i orden enten efter forfatter, farver, højde, m.m.

OCD: Klienten med OCD færdiggør håndvaskeritualet og begiver sig afsted til fest. Får en tvangstanke om, at det kan være, at der var bakterier på cyklens styr, da den har været væltet og klienten rørte ved styret, da han/hun rejste cyklen op. Der er ingenting at se med det blotte øje og cyklens styr fremstår rent. Klienten må gå hjem og starte forfra med at vaske hænder i på den ”rigtige” måde en finger ad gangen. Fortaber sig et øjeblik og må derfor starte forfra. Festen begynder, og klienten er stadig i gang med at vaske hænder.

Spørg ind til oplevelsen af tankerne
Er de meningsfulde (autisme) eller fremmede (OCD)?

Kortlæg sensoriske mønstre
Sensorisk undgåelse misforstås ofte som angst, hvor man undgår det, man er bange for. Neurotypiske mennesker (uden autisme) med OCD vil jo ikke være særligt sansesensitive, da de har en normal filterfunktion på deres sanser og dermed kan lukke ydre stimuli ude.

Vurder socialkognitive strategier:
Overtænkning kan være kompensation for socialkognitive vanskeligheder, ikke nødvendigvis bekymring.

Se efter livslang udviklingshistorik
Autisme viser sig tidligt, da man er født med det – angst og OCD kommer på et senere tidspunkt.

Konklusion:

Autisme, tvangspræg, social overtænkning, GAD og OCD kan ligne hinanden på overfladen, men adskiller sig markant i motivation, oplevelse, funktion og udviklingshistorik. Den mest afgørende kliniske nøgle er at screene for sameness, systematiseringstendens, sansesensitivitet, mønstergenkendelse, stimming/mannerismer og sort‑hvid tænkning. Og dernæst forstå, hvorfor personen gør det, de gør.

Når man systematisk undersøger tvangspræg, motivation, oplevelse og historik, bliver det langt lettere at undgå fejldiagnosticering – og sikre, at autisme ikke overses, fordi symptomerne fejltolkes som angst eller OCD.

Litteraturliste:

Autisme – grundforståelse og socialkognition:

American Psychiatric Association (2022). DSM‑5‑TR: Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders.

World Health Organization (2022). ICD‑11 Clinical Descriptions and Diagnostic Guidelines.

Baron‑Cohen, S. (1995). Mindblindness: An Essay on Autism and Theory of Mind. MIT Press.

Happé, F. & Frith, U. (2020). Autism: A Very Short Introduction. Oxford University Press.

Lai, M.-C. & Baron‑Cohen, S. (2015). Identifying the autism spectrum in adults. The Lancet Psychiatry.

Autisme, angst og tvang – overlap og differentiering

Kerns, C. et al. (2014). Anxiety in youth with autism spectrum disorder. Clinical Psychology Review.

Van Steensel, F. et al. (2011). Anxiety disorders in children and adolescents with ASD: A meta-analysis. Clinical Child and Family Psychology Review.

Russell, A. et al. (2013). Obsessions and compulsions in autism spectrum disorders. Autism Research.

South, M. & Rodgers, J. (2017). Sensory, emotional and cognitive contributions to anxiety in autism. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.

OCD og angst – kerneforståelse

Abramowitz, J. (2018). OCD and Related Disorders: A Comprehensive Clinical Guide.

Geller, D. & March, J. (2012). Practice parameter for the assessment and treatment of OCD in children. JAACAP.

Behar, E. et al. (2009). Generalized Anxiety Disorder: Advances in Research and Practice. Guilford Press.

Socialkognition, kompensation og masking

Livingston, L. & Happé, F. (2017). Compensation in autism: Evidence and implications. Trends in Cognitive Sciences.

Hull, L. et al. (2017). Camouflaging in autism: A systematic review. Journal of Autism and Developmental Disorders.

Differentialdiagnostik – hvordan man skelner tilstandene

Matson, J. & Williams, L. (2014). Differential diagnosis of autism spectrum disorder in adults. Research in Autism Spectrum Disorders.

Indlægget Autisme, angst og OCD – hvordan ser man forskel? blev først udgivet på Roskilde specialpsykologisk klinik.

Udredning for ADHD/ADD og autisme i voksenalderen – fordele, ulemper og sociokulturelle spændingsfelter.

Maria Larsen — Sat, 02 May 2026 16:45:50 +0000

At blive udredt for ADHD/ADD eller autisme som voksen er et område i markant vækst, både i Danmark og internationalt. Forskning fra bl.a. National Institute of Mental Health (NIMH), NICE Guidelines (UK) og WHO’s ICD‑11-ramme peger på, at en betydelig del af de voksne, der udredes i dag, har levet med uerkendte neurodevelopmentelle vanskeligheder siden barndommen, men først får en forklaring i 20’erne, 30’erne, 40’erne eller endnu senere.

Udredningens funktion: diagnostik, differentiering og selvindsigt.

En voksenudredning har som primært formål at afklare, om symptomerne bedst forstås som ADHD/ADD, autisme, begge dele (AuDHD), eller om andre tilstande bedre kan forklare billedet.

Udredningen er diagnostisk, ikke terapeutisk – men forskning viser, at selve processen ofte har en sekundær selvindsigtseffekt.

Jeg oplever, at det for mange klienter er en utrolig vigtig proces, hvor de får meget mere ud af selve udredningen, end de havde regnet med. Det kan være forbundet med en del tårer – sjældent som noget negativt. Det rette ord er ”overvældelse”. Vi ser en stor lettelse over at den selvforståelse, man har søgt efter gennem psykologforløb, coaching m.m. nu er fundet.

Samtidig oplever mange en sorg over, at de ikke har vidst det hele livet, da de oplever, at livet måske ville have været lidt mindre slidsomt. De giver udtryk for, at de oplever mindre skam og færre selvbebrejdelser. Ofte anerkender de i langt højere grad deres egen indsats livet igennem.

Man får en faglig forklaring under udredningen:

Udredningen giver adgang til en systematisk, tværfaglig vurdering af:

Neurokognitive profiler (opmærksomhed, eksekutive funktioner, fleksibilitet)

Udviklingshistorie og livsforløb

Adfærdsmønstre og sociale kommunikationsstile

Forståelse for egen sensoriske profil. Det gør, at man pludselig forstår, hvorfor f.eks. en familiefødselsdag er meget overstimulerende på lyd og visuel stimuli, selvom man holder meget af sin familie.

Egentlig komorbiditet (diagnoser, der opstår i kølvandet på neurodiversiteten) og følgetilstande såsom stress, belastningsreaktion, angst, depression, OCD, PTSD, spiseforstyrrelser eller overforbrug af hverdagsstimulanser såsom nikotin, koffein, alkohol, sukker og junkfood)

Denne helhedsorienterede tilgang skaber et metakognitivt spejl, hvor personen for første gang får en struktureret forståelse af egne mønstre, strategier og sårbarheder.

Selvom udredningen ikke er terapi, fungerer den som et stort “kort over dig selv”, hvor du for første gang kan se, hvorfor du reagerer, tænker og føler, som du gør – og hvorfor livet måske har været mere krævende end for andre.

Fordele ved at blive udredt som voksen:

En præcis forklaring på livslange mønstre:

Diagnosen giver en etiologisk forklaring på vedvarende vanskeligheder, hvilket reducerer selvbebrejdelse og internaliseret stigma. Studier viser, at voksne diagnosticeret sent ofte beskriver en markant reduktion i “self-blame bias”.

Mange oplever lettelse: “Det var ikke dovenskab, svaghed eller dårlig moral – min hjerne fungerer bare anderledes.”

Adgang til målrettet behandling og støtte

Diagnosen åbner for evidensbaserede interventioner:

Farmakologisk behandling (f.eks. ADHD medicin og melatonin)
Psykoedukation
Specialiseret terapi (f.eks. autismetilpasset kognitiv terapi)
Arbejdsplads- og studietilpasninger i hverdagen.

Med en diagnose kan man få hjælp, der faktisk passer til ens hjerne – ikke generelle råd, der aldrig har virket, fordi de er lavet til neurotypiske mennesker. Et godt eksempel på dette er, at når den neurotypiske terapeut forveksler overstimulering hos en klient med angst.
Angst behandles med eksponering, dvs. at man gradvist udsætter sig for det, man er angst for, og så reduceres angsten gradvist. Hvis man undgår supermarkedet i myldretiden pga. overstimulering og ikke social angst, er vejledningen modsat: Reducer stimuli for at undgå overstimulering, dvs. handl på ”nemlig.com” i stedet.

Forbedret selvforståelse og identitetsintegration:

Diagnosen kan integreres i en narrativ identitet, hvilket styrker mental sundhed og reducerer risiko for depression og angst. Dette er veldokumenteret i bl.a. nyere studier fra Journal of Autism and Developmental Disorders.

Man får dermed lov at forstå sig selv på en ny måde, der giver mening og ro.

Bedre relationer og kommunikation:

Når voksne får en diagnose, ændrer det ofte familiens forståelsesramme. Det reducerer konflikter og øger mentaliseringskapaciteten i relationer.

Det betyder, at når du og dine nærmeste forstår, hvorfor du reagerer, som du gør, bliver det lettere at tale sammen og undgå misforståelser.

Forebyggelse af fremtidig belastning:

Ubehandlet ADHD/ADD og autisme øger risikoen for stress, udbrændthed, depression, misbrug og social isolation. Tidlig identifikation – også i voksenalderen – reducerer disse risici.

Det betyder, at en diagnose kan forhindre, at du brænder sammen igen og igen.

Ulemper og risici ved udredning som voksen

Risiko for stigmatisering – især i ældre generationer.

Stigma omkring psykiatriske diagnoser er fortsat udbredt, særligt blandt ældre generationer, hvor psykologisk sårbarhed historisk er blevet forbundet med svaghed. Dette kan påvirke både selvopfattelse og sociale relationer negativt. Ofte skelner den ældre generation ikke imellem psykisk sygdom (skizofreni, bipolar), psykisk lidelse (angst, depression, spiseforstyrrelser, OCD, PTSD m.fl.) og neuropsykiatriske tilstande, som i virkeligheden ligger tættere på neurologien end psykiatrien, herunder ADHD/ADD, autisme, ordblindhed, talblindhed m.m.

Nogle mennesker – især ældre – kan have svært ved at forstå diagnoser og kan reagere med fordomme. For dem kan alle diagnoser, der omhandler psyke og adfærd, være pinligt og en svaghed. Derfor sidestiller de medfødte neurobiologiske tilstande med svær psykisk sygdom såsom skizofreni og forstår ikke, at neurodiversitet er en naturlig variation i befolkningen, som altid har været der. De vil gerne skjule alt, hvad de anser for ”svagheder” for at fremstå mere velfungerende udadtil end de i virkeligheden er. Den diskurs, de voksede op under, handlede om, at man ”ikke skulle vise sit beskidte vasketøj” offentligt og den elskede TV serie ”Keeping Up Appearances (”Fint skal det være” med Hyacinth) er netop en parodi på dette.

Nogle mennesker – især ældre – har svært ved eller ønsker ikke at omstille sig til de yngre generationers nye diskurs, hvor der er et markant lavere stigma omkring mental sundhed og neurodiversitet. De yngre generationer er vokset op med psykologisk sprog, sociale medier og større viden om hjernen. De unge taler mere åbent om diagnoser, forstår dem bedre og skammer sig mindre.

Udredningens særlige betydning i et sociokulturelt perspektiv

Arvelighed og generationskonflikter

ADHD/ADD og autisme har høj arvelighed (70–90 % for ADHD; 60–90 % for autisme) og det er altid noget, man er født med. Når unge i dag udredes i stort antal, peger pilen derfor statistisk set også på forældregenerationen – ofte uden at de selv har fået en diagnose.

Hvis dit voksne barn eller barnebarn har ADHD eller autisme, er der stor sandsynlighed for, at du selv har det – uden at vide det. Samtidig er det vigtigt at sige, at alle naturligvis ikke skal udredes, blot fordi familiemedlemmer bliver det.

I klinikken ser vi ofte, at man gifter sig eller lever sammen med andre med neurodiversitet uden at vide det. Det giver god mening, da parforhold i forvejen er svære at få til at lykkes over tid. Er man meget forskellige, så bliver det endnu mere svært.

Så hvis man har børnebørn med diagnoser, kan man ofte ikke blot forklare det med svigersønnen eller svigerdatterens genetiske bidrag – man må selv se indad og måske arbejde med at være mindre fordømmende for børn og børnebørns skyld. Ellers kan risikoen være, at det kan skabe en distance i familien.

Diagnosen kan opleves som identitetsforstyrrende:

For nogle voksne kan diagnosen skabe en midlertidig identitetskrise, hvor tidligere selvforståelse må rekonstrueres. Dette er særligt udtalt hos personer med høj maskering.
Med andre ord kan det være forvirrende at skulle forstå sig selv på en ny måde. Jeg oplever dog sjældent, at klienten ikke oplever, at det er en god proces.

Risiko for overidentifikation:

En mindre gruppe, især klienter med beskeden kognitiv kapacitet, risikerer at reducere hele deres identitet til diagnosen, hvilket kan hæmme udviklingen af fleksible copingstrategier. Det kræver arbejde at udvikle fleksible copingstrategier, og med et beskedent reflektionsniveau og et i forvejen lavt funktionsniveau, kan det måske synes lettere at læne sig tilbage.
Men erfaringen er, at denne gruppe alligevel har svært ved at øge deres funktionsniveau, gennemføre uddannelse, bevare tilknytning til arbejdsmarkedet, begrænse stimulanser såsom rygning og alkoholoverforbrug m.m. og at dette ikke er en konsekvens af diagnosticeringen.

Ventetider og ressourcetræthed:

Lange udredningsforløb, ventetider og administrative krav kan skabe belastning og forværre symptomer. Det kan være hårdt at vente og skulle fortælle sin historie mange gange.

Konklusion:

Udredning for ADHD/ADD og autisme i voksenalderen er en kompleks proces med både betydelige fordele og reelle udfordringer. For de fleste voksne giver udredningen en dyb selvindsigt, en forklaring på livslange mønstre og adgang til målrettet støtte.

Men processen kan også vække identitetsmæssige og sociale spændinger – især i mødet med ældre generationers stigma og modstand. Det er meget sårbart, hvis forældrene til den voksne klient siger, at de ikke ”tror” på udredningen: ”Nej, det tror jeg ikke du har, det er bare stress”. Især når børnebørnene måske alle har diagnoser og når vi ved, at arveligheden er så høj. Det er både mangel på anerkendelse, men udsagnet går også imod evidens og forskning.

I et samfund, hvor neurodiversitet bliver stadig mere synlig, er voksenudredning ikke blot en individuel proces, men et kulturelt skifte, der udfordrer gamle normer og åbner for nye forståelser af menneskelig variation.

Litteraturliste:

Internationale kliniske retningslinjer

National Institute for Health and Care Excellence (NICE). (2018). Attention deficit hyperactivity disorder: diagnosis and management (NG87).
National Institute for Health and Care Excellence (NICE). (2021). Autism spectrum disorder in adults: diagnosis and management (CG142).
World Health Organization (WHO). (2019). International Classification of Diseases 11th Revision (ICD‑11).
American Psychiatric Association (APA). (2013). Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (5th ed.).

Arvelighed og neurobiologi

Faraone, S. V., Larsson, H. (2019). Genetics of ADHD. Molecular Psychiatry, 24, 562–575.
Tick, B., Bolton, P., Happé, F., Rutter, M., Rijsdijk, F. (2016). Heritability of autism spectrum disorders: A meta-analysis. JAMA Psychiatry, 73(1), 59–66.
Grove, J. et al. (2019). Identification of common genetic risk variants for autism spectrum disorder. Nature Genetics, 51, 431–444.

Voksenudredning, sen-diagnose og selvindsigt

Lewis, L. F. (2016). Realizing a diagnosis of autism spectrum disorder as an adult. Journal of Autism and Developmental Disorders, 46, 436–443.
Young, S., Bramham, J. (2007). ADHD in Adults: A Psychological Guide to Practice. Wiley-Blackwell.
Asherson, P., Buitelaar, J., Faraone, S. V., Rohde, L. (2016). Adult attention-deficit hyperactivity disorder: key conceptual issues. The Lancet Psychiatry, 3(6), 568–578.
Happe, F., Frith, U. (2020). Annual Research Review: Looking back to look forward – changes in the concept of autism and implications for future research. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 61(3), 218–232.

Maskering, køn og sen-identifikation

Hull, L. et al. (2017). “Putting on My Best Normal”: Social camouflaging in adults with autism spectrum conditions. Journal of Autism and Developmental Disorders, 47, 2519–2534.
Lai, M.-C., Lombardo, M. V., Baron-Cohen, S. (2014). Autism. The Lancet, 383(9920), 896–910.
Gershon, J. (2002). A meta-analytic review of gender differences in ADHD. Journal of Attention Disorders, 5(3), 143–154.

Psykosociale konsekvenser, stigma og generationsforskelle

Corrigan, P. W., Watson, A. C. (2002). Understanding the impact of stigma on people with mental illness. World Psychiatry, 1(1), 16–20.
Botha, M., Frost, D. M. (2020). Extending the minority stress model to understand mental health problems experienced by autistic adults. Autism in Adulthood, 2(1), 20–33.
Jutel, A. (2011). Putting a Name to It: Diagnosis in Contemporary Society. Johns Hopkins University Press.
Singh, J. S. (2011). A cultural framework for understanding autism in the West. Journal of Autism and Developmental Disorders, 41, 1477–1487.

Komorbiditet og differentialdiagnostik

Kessler, R. C. et al. (2006). The prevalence and correlates of adult ADHD in the United States. American Journal of Psychiatry, 163(4), 716–723.
Lever, A. G., Geurts, H. M. (2016). Psychiatric co-occurring symptoms and disorders in young, middle-aged, and older adults with autism spectrum disorder. Journal of Autism and Developmental Disorders, 46, 1916–1930.
Antshel, K. M., Russo, N. (2019). Comorbidity of ADHD and autism spectrum disorder in adults. Journal of Attention Disorders, 23(10), 1101–1111.

Arbejdsliv, funktion og livskvalitet

Hedley, D., Uljarević, M. (2018). Employment and living with autism: Personal, social and economic impact. Autism, 22(4), 472–474.
Barkley, R. A., Murphy, K. R. (2010). Impairment in occupational functioning and adult ADHD. ADHD Report, 18(6), 1–9.
Lorenz, T., Frischling, C., Cuadros, R., Heinitz, K. (2016). Autism and overcoming job barriers: Comparing job-related barriers and possible solutions in and outside of autism-specific employment. PLoS ONE, 11(1).

Psykoedukation, behandling og intervention

NICE Guidelines (NG87 & CG142) – se ovenfor.
Young, S., Moss, D., Sedgwick, O., Fridman, M., Hodgkins, P. (2020). A meta-analysis of the efficacy of cognitive-behavioral therapy for adults with ADHD. Journal of Attention Disorders, 24(6), 875–888.
Spain, D., Sin, J., Chalder, T., Murphy, D., Happé, F. (2015). Cognitive behavior therapy for adults with autism spectrum disorders and psychiatric co-morbidity: A review. Research in Autism Spectrum Disorders, 9, 151–162.

Sociologiske og kulturelle perspektiver på neurodiversitet

Singer, J. (1999). Why can’t you be normal for once in your life? In M. Corker & S. French (Eds.), Disability Discourse.
Walker, N. (2021). Neuroqueer Heresies: Notes on the Neurodiversity Paradigm. Autonomous Press.
Milton, D. (2012). On the ontological status of autism: The ‘double empathy problem’. Disability & Society, 27(6), 883–887.

Indlægget Udredning for ADHD/ADD og autisme i voksenalderen – fordele, ulemper og sociokulturelle spændingsfelter. blev først udgivet på Roskilde specialpsykologisk klinik.

Ansigtsblindhed, Aphantasia, Alexitymi, autisme, nedsat forestillingsevne, Afasi, epilepsi, ordblindhed og talblindhed.

Maria Larsen — Tue, 28 Apr 2026 18:22:09 +0000

Denne artikel er dedikeret til foredragsholder, rådgiver og neuro-inklusionsekspert Anette Jacobsen, der selv har Aphantasia og som har inviteret mig på en rundvisning i Københavns kommunes nye Autismehus, hvilket jeg glæder mig til!

Neurodiversitet beskriver den naturlige variation i menneskers neurologiske udvikling og funktion. Inden for dette spektrum finder vi både autismespektrumtilstande, ADHD og en række beslægtede neurologiske og somatiske fænomener, som ofte optræder sammen på grund af fælles genetiske og neurobiologiske mekanismer.

I klinisk praksis er det afgørende at forstå, hvordan disse fænomener interagerer – ikke som isolerede ”diagnoser” eller et spørgsmål om at ”give flere diagnoser”, men som overlappende mønstre, der påvirker perception, kommunikation, læring, følelsesregulering og kropslige funktioner.
Når vi identificerer disse fænomener, er det et "æg" mere i den kurv, der peger os i retning af en neuropsykiatrisk gestalt, når vi udreder.

Aphantasia og autisme: forestillingsevne, indre billeder og kompensationsstrategier

Neurokognitivt kan Aphantasia beskrives som en markant reduktion eller fravær af frivillig visuel mental forestillingsevne: personen kan ikke (eller kun meget svagt) fremkalde indre billeder af fx ansigter, steder, scener eller symboler

Funktionelt er det en forstyrrelse i de netværk, der forbinder visuelle associationsområder (occipito‑temporale regioner) med frontale kontrolsystemer, som normalt muliggør aktivering af indre billeder.

Aphantasia er ikke det samme som dårlig hukommelse; det er en specifik ændring i måden, hvorpå information vises på hjernens indre skærm— ved Aphantasia er det mere abstrakt og sprogligt end visuelt.

Aphantasia betyder, at “biografen i hovedet” er slukket eller er meget svag. Når andre siger “forestil dig en rød rose”, kan de se den for sig; en person med Aphantasia kan måske tænke på ordet “rose”, men ser ikke et klart billede. Konsekvensen kan være, at man føler sig “anderledes” eller tror, man gør noget forkert, fordi man ikke oplever de indre billeder, som andre beskriver.

Eksempler på dette:

At huske et ansigt: Man genkender folk i virkeligheden, hvorfor det ikke er det samme som ansigtsblindhed, men kan ikke “se dem for sig”, når de ikke er der.
At læse bøger: Man får står historien, men der opstår ikke en indre film af scenerne.
At planlægge en rute: Man tænker i ord eller punkter (“først til Netto, så til stationen”) i stedet for at se et mentalt kort.

Aphantasia, autisme og nedsat forestillingsevne som kernesymptom.

I autisme beskrives nedsat forestillingsevne ofte som en del af den kognitive profil: begrænset spontan “mental forestilling” af sociale situationer, alternative scenarier og fremtidige hændelser. Dette kan ses som et bredere “forestillings deficit”, der både kan være visuelt (indre billeder), socialt (forestille sig andres perspektiv) og temporalt (forestille sig fremtiden).

Aphantasia kan forstås som en specifik, visuelt forankret variant af denne nedsatte forestillingsevne, hvor især den visuelle komponent er ramt, mens andre former for forestilling (fx sproglig, logisk, auditiv) kan være relativt intakte.

For nogle autistiske personer bliver kombinationen af Aphantasia og autistisk kognition særlig markant: de har både reduceret visuel forestillingsevne og en mere konkret, detaljeret og mindre fleksibel måde at tænke scenarier på. Det kan gøre det vanskeligt at “afprøve” sociale eller praktiske situationer i hovedet, før de sker, og dermed øge behovet for struktur, forudsigelighed og eksterne støttesystemer.

Her hænger de to fænomener sammen:

Aphantasia: Få eller ingen indre billeder.
Autistisk nedsat forestillingsevne: Svært ved at “lege med” mulige scenarier, sociale situationer og fremtidige hændelser.

Hvordan føles det?

Når nogen siger: “Forestil dig, at vi skal til en stor fest på lørdag”, kan det være svært både at se rummet for sig og at forestille sig, hvordan det bliver at være der.
Når man skal øve en samtale (fx jobsamtale), kan det være svært at “spille den igennem” i hovedet—man har brug for konkrete spørgsmål på papir eller i et skema.
Når man skal forberede sig på en ændring i hverdagen, hjælper det ikke at “tænke det igennem”; man har brug for billeder, planer eller lister udenfor hovedet.

Konsekvensen kan være øget usikkerhed, mere stress ved forandringer og større behov for detaljeret forberedelse.

Mental tidsrejse, episodisk hukommelse og fremtidsforestillinger.

Aphantasia påvirker ikke kun evnen til at danne billeder af neutrale objekter, men også den episodiske hukommelse og “mental tidsrejse”—evnen til at genopleve fortiden og forestille sig fremtiden.

Mange med Aphantasia beskriver, at de husker fakta om en begivenhed (“vi var i sommerhus, det regnede, vi spiste pizza”), men de kan ikke “se” scenen for sig.
Hos autistiske personer, hvor episodisk hukommelse ofte i forvejen er mere fragmenteret eller detaljefokuseret, kan Aphantasia forstærke oplevelsen af, at minder er “flade” eller mere som en liste end som en film.

Dette er ret udtalt i mine udredninger, da jeg har erfaret, at mennesker med autisme husker på en anden måde, og derfor kan have svært ved at svare på mine spørgsmål i udredningen. F.eks. hvad lavede du på efterskolen efter i fik fri fra timerne? Det var 4 år siden og klienten havde ingen erindringer om det. Men hun kunne godt fortælle mig om sine interesser fra dengang.

Fremtidsforestillinger—at forestille sig, hvordan noget vil føles, se ud eller forløbe—er centralt for planlægning, motivation og følelsesregulering.

Når både autistisk kognition og Aphantasia begrænser denne evne, kan det påvirke beslutningstagning (svært ved at vurdere konsekvenser), risikovurdering og evnen til at glæde sig til noget (fordi man ikke kan “mærke” det på forhånd).

Mange uden Aphantasia beskriver minder som små film, de kan “spole tilbage til”. Sådan har jeg det selv, jeg har mange små film, der endda ligger meget langt tilbage. Det er ikke med fotografisk præcision, men det er meget tæt på. Med Aphantasia er minder mere som tekstnoter eller stikord.

Eksempler på dette fra litteraturen:

At tænke tilbage på en ferie: Man ved, at man var på stranden, men kan ikke se stranden for sig. Det er mere som at læse en kort rapport end at se en film.
At glæde sig til en koncert: Man kan tænke “det bliver nok godt”, men kan ikke mærke stemningen for sig på forhånd.
At vurdere en beslutning: Når man ikke kan “spille en film ift. hvad der sker, hvis man siger enten ja eller nej, kan det være svært at mærke, hvad der er bedst.

Konsekvensen kan være, at man virker ubeslutsom, “ligeglad” eller langsom i beslutninger—men i virkeligheden mangler man bare det indre materiale at vurdere ud fra.

Aphantasia, social kognition og mentalisering i autisme.

Vanskeligheder i social forståelse hos mennesker med autisme er ofte kendetegnet ved udfordringer med mentalisering (at forstå og forudsige andre menneskers tanker og følelser) og med at bruge forestillinger om sociale situationer fleksibelt.

For mennesker uden Aphantasia er indre billeder en del af mentaliseringsprocessen: de “ser” for sig, hvordan en situation formentligt vil udspille sig, eller hvordan den anden person formentlig vil reagere. Ved Aphantasia må denne proces i højere grad baseres på sproglige regler, logik og tidligere erfaringer i punktform.

Hos en autistisk person med Aphantasia kan social forståelse derfor blive mere regelstyret og mindre intuitiv. I stedet for at “mærke” en situation for sig, må man bevidst gennemgå: “Hvis jeg siger X, plejer folk at reagere sådan; hvis jeg siger Y, sker der ofte det.” Det kan være kognitivt krævende og øge social træthed.

Forestil dig, at andre har en indre “test- simulator”, hvor de kan prøve en samtale af, før den sker. Med Aphantasia (og autistisk kognition) er den ”test-simulator” mere som et regneark med regler.

Eksempler på dette:

Før en svær samtale: Andre kan “se for sig”, hvordan den anden ser ud, hvad de siger, og hvordan stemningen bliver. En person med Aphantasia tænker måske i sætninger: “Hvis jeg siger A, kan de blive kede af det; hvis jeg siger B, er det mere neutralt.”
I grupper: Når man ikke kan forestille sig gruppedynamikken på forhånd, kan man føle sig kastet ud i noget uforudsigeligt hver gang.
Efter en konflikt: I stedet for at genafspille situationen visuelt, sidder man med brudstykker af ord og fakta, hvilket kan gøre det svært at forstå, hvad der gik galt.

Konsekvensen kan være øget social usikkerhed, behov for klare aftaler, og større behov for pauser efter sociale situationer.

Kompensationsstrategier: eksterne hjælpemidler som “ydre forestillingsevne”.

Når den indre forestillingsevne er begrænset, bliver eksterne hjælpemidler ikke bare praktiske værktøjer, men en slags “ydre hjerne” eller “ydre forestillingsevne”.

Hvis man ikke kan lave indre billeder, kan man i stedet “lægge billederne udenfor hovedet” ved hjælp af værktøjer.

Eksempler:

Trello: I stedet for at forestille sig, hvad der skal ske i løbet af ugen, laver man kort for hver opgave og flytter dem mellem kolonner. Det bliver en visuel tidslinje, man kan kigge på, i stedet for at prøve at se den for sig.
Miro: Når man skal planlægge et projekt, laver man bokse og pile på en digital tavle. Det svarer til at tegne det mentale kort, man ikke kan lave inde i hovedet.
Indekskort: Hver idé, regel eller aftale får sit eget kort. Man kan lægge dem i bunker: “Nu”, “Senere”, “Måske”. Det gør det lettere at prioritere, fordi man kan flytte rundt på kortene i stedet for at jonglere med dem mentalt.

Konsekvensen er ofte, at personen fremstår mere struktureret og organiseret, når de rette hjælpemidler er på plads—ikke fordi de pludselig har fået stærk indre forestillingsevne, men fordi de har bygget et effektivt ydre system.

Følelsesmæssige og identitetsmæssige konsekvenser.

Mange opdager først i voksenalderen, at de har Aphantasia, når de hører andre beskrive deres indre billeder og bliver klar over, at deres egen oplevelse er fundamentalt anderledes.

For mennesker med autisme, der i forvejen kan føle sig “udenfor” i sociale og kognitive normer, kan denne erkendelse både være en lettelse (der er en forklaring) og en sorg (en oplevelse af at mangle noget).

Samtidig kan Aphantasia påvirke selvforståelsen: hvis man ikke kan genkalde minder som levende scener, kan man opleve sin egen livshistorie som mere fragmenteret.

For nogle kan det give en følelse af afstand til fortiden eller en oplevelse af, at “det kunne lige så godt være sket for en anden”. I kombination med autistiske træk kan dette forstærke oplevelsen af at være observerende snarere end deltagende i eget liv.

Eksempler på dette fra litteraturen:

Lettelse: “Så det er derfor, jeg aldrig har kunnet lave de visualiseringsøvelser i terapi—det er ikke fordi jeg ikke prøver nok.”
Sorg: “Jeg ville ønske, jeg kunne se min barndom for mig, som andre beskriver det.”
Identitet: Man kan føle sig mere som en “tænker” end som en “føler” eller “drømmer”, fordi meget foregår i ord, logik og struktur frem for billeder.

Konsekvensen kan være behov for psykoedukation, normalisering og måske justering af terapeutiske metoder (f.eks. mindre fokus på visualisering og mere fokus på konkrete, sproglige og kropslige strategier).

For fagpersoner er det centralt at spørge eksplicit til indre billeder og forestillingsevne, når man arbejder med autisme som en nøgle til at forstå, hvorfor visse strategier virker eller ikke virker. Visualiseringsøvelser og “se det for dig”-instruktioner kan være direkte uanvendelige for personer med Aphantasia. I stedet bør man:

Arbejde med eksterne visualiseringer (tavler, kort, apps) frem for indre.
Brug sproglige, logiske og kropslige strategier (scripts, rollespil, konkrete øvelser).
Normalisere oplevelsen: forklare, at Aphantasia er en variant af normal neurokognition, ikke en fejl.
Integrere kompensationsstrategier som en del af behandlingsplanen, ikke som “hjælpemidler til de svage”, men som intelligente tilpasninger.

Eksempler i terapi:

I terapi: I stedet for at sige “Forestil dig et trygt sted”, kan man arbejde med konkrete billeder på papir eller skærm.
I skole/uddannelse: I stedet for at forvente, at eleven “ser opgaven for sig”, kan man give visuelle skemaer, tjeklister og eksempler.
I hverdagen: Man kan aftale, at planer altid skrives ned i Trello eller på en tavle, så man ikke er afhængig af indre billeder.

Konsekvensen er ofte mindre frustration, bedre samarbejde og en oplevelse af, at mennesket med autisme endelig bliver mødt på sin faktiske måde at tænke på.

Ansigtsblindhed (prosopagnosi).

Prosopagnosi er en perceptuel forstyrrelse, hvor individet har svært ved at genkende ansigter, selv når andre visuelle funktioner er intakte. Neurobiologisk er tilstanden ofte forbundet med atypisk funktion i fusiform face area (FFA) i temporallappen.

Studier viser, at prosopagnosi forekommer hyppigere hos mennesker med autisme, hvilket sandsynligvis skyldes både genetiske faktorer og forskelle i social-perceptuel bearbejdning.

Ansigtsblindhed betyder, at man ikke kan genkende ansigter – også selvom man kan genkende tøj, stemmer eller måder at gå på. Det handler ikke om dårlig hukommelse, men om at hjernen ikke behandler ansigter som noget særligt genkendeligt.

En af mine klienter beskrev, at hvis hun skulle mødes med sin ven på f.eks. Rådhuspladsen, aftalte de et bestemt sted, hvor de skulle mødes. Så gik hun blot frem mod de mennesker, der stod i det område og sagde ”hej”, og så vidste hun, at hendes ven ville træde frem og gå hen mod hende.

En anden klient fortalte, at han som ung voksen gik igennem toget på vej mod barndomsbyen og genkendte ikke nogen, hvorfor han ikke hilste på nogen. Da toget stoppede på endestationen, stod der en perlerække af venner, bekendte og studiekammerater på perronen, som undrede sig over, hvorfor klienten bare var gået lige forbi dem i toget uden at hilse.

Det kan give store sociale udfordringer, hvis andre mennesker ikke er klar over dette og antager, at klienten bevidst undlader at hilse.

Afasi.

Afasi er en sproglig forstyrrelse, der opstår som følge af skade i hjernens sprogområder, typisk Brocas eller Wernickes område. Afasi kan påvirke ekspressivt sprog, forståelse, repetition eller navngivning.

Selvom afasi klassisk forbindes med apopleksi (blodpropper i hjernen), ses sproglige bearbejdningsvanskeligheder også hyppigere hos mennesker med neurodiversitet, især autisme, hvor atypisk lateraliseret sprogfunktion og anderledes neurale netværk kan give lignende symptombilleder uden egentlig hjerneskade.

Afasi betyder, at sproget ikke fungerer, som det plejer. Man kan have svært ved at finde ord, forstå sætninger eller få sætninger ud. Det er ikke fordi man ikke ved, hvad man vil sige – hjernen har bare svært ved at få sproget til at samarbejde.

I klinikken ser jeg, at flere klienter med ADHD eller både ADHD og autisme oplever, at hvis de bliver for ivrige og dermed har en masse de gerne vil sige, kan sproget ikke følge med hjernens tempo og de snubler i ordene.

Alexitymi.

Alexitymi beskriver vanskeligheder ved at identificere, forstå og verbalisere egne følelser. Neurobiologisk er alexitymi forbundet med reduceret interoception, atypisk aktivitet i insula og ændret forbindelse mellem limbiske og præfrontale områder.

Alexitymi forekommer hos op mod 50 % af mennesker med autisme og hos en betydelig del med ADHD. Det er en selvstændig dimension, ikke en personlighedsforstyrrelse, og den øger risikoen for angst, depression og somatisering.

Alexitymi betyder, at man har svært ved at mærke og sætte ord på følelser. Man har følelser – men det kan være svært at forstå, hvad de betyder, eller hvordan man skal forklare dem til andre.

Epilepsi

Epilepsi forekommer hyppigere hos mennesker med autisme (op mod 20–30 %) og i mindre grad hos mennesker med ADHD.

Forskningen peger på fælles genetiske mekanismer, især mutationer i gener, der regulerer synaptisk funktion (fx SCN2A, SHANK3). Epileptiske anfald kan påvirke kognition, sprog, opmærksomhed og social funktion, og subkliniske epileptiforme udladninger kan påvirke læring uden synlige anfald.

Epilepsi betyder, at hjernen indimellem sender for mange elektriske signaler på én gang. Det kan give anfald, men nogle gange er der små “støjforstyrrelser”, som bare gør det sværere at koncentrere sig eller lære.

Ordblindhed (dysleksi)

Dysleksi er en specifik indlæringsvanskelighed karakteriseret ved nedsat fonologisk bearbejdning, vanskeligheder med automatisering af ordgenkendelse og atypisk aktivering i venstre temporo-parietale netværk.

Dysleksi forekommer hyppigere hos mennesker med ADHD og autisme, hvilket sandsynligvis skyldes overlappende genetiske risikofaktorer og fælles træk som nedsat arbejdshukommelse, opmærksomhedsregulering og auditiv bearbejdning.

Ordblindhed betyder, at hjernen har svært ved at koble bogstaver og lyde. Det handler ikke om intelligens – det handler om, at læsning kræver en bestemt type sproglig bearbejdning, som ikke er automatisk for alle.

Talblindhed (dyskalkuli)

Dyskalkuli er en specifik matematisk indlæringsvanskelighed, der involverer nedsat talforståelse, mængdeforståelse og vanskeligheder med at automatisere regneprocedurer.

Neurobiologisk ses atypisk funktion i intraparietal sulcus. Dyskalkuli forekommer hyppigere hos mennesker med ADHD, hvor eksekutive vanskeligheder og arbejdshukommelsesproblemer forstærker udfordringerne.

Talblindhed betyder, at tal og mængder ikke giver intuitiv mening. Hvor andre “kan se” at 8 er større end 6, skal man selv regne det ud hver gang. Det gør matematik langsomt og anstrengende.

Somatiske lidelser genetisk koblet til ADHD og autisme.

Genetiske studier viser, at neurodiversitet ofte optræder sammen med somatiske tilstande, fordi de deler biologiske mekanismer – især gener, der regulerer immunfunktion, tarm-hjerne-aksen og neuroinflammation.

Hyppige somatiske ledsagefænomener

Mave-tarm-lidelser: irritabel tyktarm, forstoppelse, diarré, og fødevareintolerancer.
Allergi og atopiske sygdomme: astma, eksem og høfeber.
Autoimmune tilstande: øget forekomst i familier med autisme/ADHD.
Søvnforstyrrelser: melatonin-dysregulering, dvs. at man ikke producerer tilstrækkeligt melatonin (naturligt søvnhormon) på de rigtige tidspunkter, produktionen er forsinket. Derfor ser man ofte døgnrytmeforstyrrelser, dvs. det er svært at komme op og svært at komme i seng.
Hypermobilitet og Ehlos Danlos-lignende symptomer (genetisk disponeret bindevævssårbarhed) : ses hyppigere ved autisme.
Migræne og sensoriske smertefænomener.

Andre neurologiske fænomener, der ofte ses ved neurodiversitet:

Mange med neurodiversitet oplever sanserne stærkere eller svagere, har lidt klodset motorik eller bliver hurtigt overvældede af planlægning. Det skyldes, at hjernen har en anden måde at bearbejde verden på.

Sensoriske bearbejdningsforskelle – sansesensitivitet:
Hyper- eller hyposensitivitet over for lyd, lys, berøring, smag og bevægelse. Disse forskelle skyldes atypisk filtrering i thalamus og ændret sensorisk gating.

Motoriske koordinationvanskeligheder:
DCD-lignende profiler, forsinket finmotorik, atypisk proprioception.

Eksekutive funktionsvanskeligheder:
Planlægning, organisering, fleksibilitet og arbejdshukommelse påvirkes af dopaminregulerede netværk i præfrontal cortex.

Samlet perspektiv:

Neurodiversitet er ikke én ting, men et komplekst mønster af kognitive, perceptuelle, sproglige og somatiske træk.

Litteraturliste:

Hargitai, L. D., Waldren, L. H., Livingston, L. A., Leung, F. Y. N., & Shah, P. (2026).
Neurodiversity and mental health in adulthood: exploring the unique contributions of autism and ADHD to internalising problems. Scientific Reports.
Studiet undersøger, hvordan autistiske og ADHD‑relaterede træk hver især bidrager til angst og depression i voksenlivet, og viser, at ADHD‑træk generelt er stærkere forbundet med internaliserende vanskeligheder end autistiske træk. Nature

Griffin, B., Gosrani, R., & Eccles, J. (2026).
Beyond Comorbidity: Evolutionary Insights Into the Concomitance of Neurodivergence, Major Depressive Disorder, and Anxiety Disorders. Evolutionary Applications.
Artiklen giver et evolutionært perspektiv på, hvorfor autisme og ADHD ofte sameksisterer med angst og depression, og argumenterer for, at miljømæssig mismatch – ikke “hjernedefekter” – forklarer en stor del af psykopatologien. pmc.ncbi.nlm.nih.gov

American Psychiatric Association. (2013).
Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (5th ed.).
Grundlæggende diagnostisk referenceværk for neuropsykiatriske tilstande, herunder autisme og ADHD. (Refereret i Hargitai et al., 2026). Nature

Huntley, M., et al. (2019).
Action Briefing: Strengths-based Approaches. Autistica.
Rapporten beskriver styrkebaserede tilgange til autisme og neurodiversitet og er ofte anvendt i klinisk praksis. (Refereret i Hargitai et al., 2026). Nature

Taylor, E. C., Livingston, L. A., Clutterbuck, R. A., Callan, M. J., & Shah, P. (2023).
Psychological strengths and well-being: strengths use predicts quality of life, well-being and mental health in autism. Autism, 27, 1826–1839.
Fremhæver betydningen af styrkefokus i autistisk trivsel og mental sundhed. (Refereret i Hargitai et al., 2026). Nature

Oxford Academic (2026).
Neurodiversity-Affirming EMDR Therapy with Autism and ADHD.
En oversigt over nyere litteratur om autisme og ADHD, herunder køns- og racebias i diagnostik. Oxford Academic

Indlægget Ansigtsblindhed, Aphantasia, Alexitymi, autisme, nedsat forestillingsevne, Afasi, epilepsi, ordblindhed og talblindhed. blev først udgivet på Roskilde specialpsykologisk klinik.

Autistiske læringsprofiler adskiller sig markant fra neurotypiske.

Maria Larsen — Fri, 24 Apr 2026 20:11:43 +0000

Medarbejdere med autisme lærer og arbejder ofte på måder, der adskiller sig markant fra deres neurotypiske kolleger. Det skyldes ikke manglende evner, men en anderledes organisering af hjernen, hvor stærke lokale forbindelser versus svagere globale forbindelser påvirker, hvordan information bearbejdes, forstås og huskes.

Neurodivergente hjerner repræsenterer alternative udviklingsbaner

Nyere udviklingsneurovidenskab peger på, at autistiske hjerner ikke er “defekte”, men optimeret anderledes. Teorier om neurokonstruktivisme og “interactive specialisation” viser, at hjernen udvikles gennem specialisering baseret på miljø og erfaring – og at neurodivergente hjerner repræsenterer alternative udviklingsbaner, ikke afvigelser fra en norm.

I praksis betyder det, at mennesker med autisme ofte har brug for mere kontekst/sammenhæng ift. at forstå overordnet, hvordan tingene hænger sammen, mere præcision i instrukserne og mere struktur end neurotypiske medarbejdere. Det er ikke et udtryk for kritik eller mistillid, når de spørger meget ind til noget på et personalemøde, men et udtryk for en kognitiv profil, hvor hjernen ikke automatisk udfylder de “huller”, som neurotypiske uden videre gætter sig til.

Læring og oplæring: hvad fungerer bedst for mennesker med autisme?

Det er vigtigt, at mennesker med autisme får konteksten/sammenhængen forklaret før de kan danne en konklusion:

Et klassisk eksempel er en medarbejder med autisme, der spørger:
“Hvorfor gør vi det på den måde?”

For en neurotypisk leder kan det lyde som kritik af beslutningen. Men for medarbejderen med autisme er spørgsmålet et forsøg på at forstå den bagvedliggende logik, så opgaven kan udføres korrekt. Uden kontekst bliver opgaven uforudsigelig og uoverskuelig, og det skaber usikkerhed.

Konkret, præcis og sekventiel instruktion.

På grund af svagere global integration og eksekutive udfordringer, lærer mennesker autisme bedst, når instruktioner er tydelige, uden implicitte/usagte forventninger, opdelt i trin og visualiserede. Mennesker med autisme er stærke visuelt, derfor: tegn, skriv tingene ned, lav grafer og kurver.
Forskningen viser, at mennesker med autisme har anderledes eksekutive profiler og bearbejder information mere lokalt og detaljeret.

Forudsigelighed og struktur.

Mennesker med autisme lærer hurtigere og mere stabilt, når miljøet er stabilt, og når de ved, hvad der skal ske, hvorfor, og hvordan succes ser ud.
Dette reducerer kognitiv belastning, fordi der kompenseres for deres nedsatte eksekutive funktion (planlægning og overblik) og frigør dermed kapacitet til læring.

Interessebaseret læring:

Autistiske specialinteresser er ikke “fikseringer”, men stærke kognitive motorer.
Neurokonstruktivistiske teorier viser, at hjernen specialiserer sig gennem dyb engagement – derfor lærer mennesker med autisme ofte ekstremt hurtigt inden for deres interesseområder.

Når implicitte regler bliver en barriere

Mange arbejdspladser fungerer efter uskrevne regler: "hvem man spørger om hvad", "hvornår man må afbryde", "hvordan man viser uenighed", og "hvor meget man skal pakke ting ind”.

Medarbejdere med autisme kan ikke altid afkode disse regler. Et eksempel er medarbejderen, der stiller et spørgsmål i plenum, fordi det er dér, spørgsmålet opstår. For ledelsen kan det virke som kritik eller udfordring af autoritet. For medarbejderen med autisme er det blot det mest logiske tidspunkt at få afklaret noget vigtigt.

Når neurotypiske kolleger reagerer med irritation eller tolker det som “manglende situationsfornemmelse”, opstår der en dobbeltmisforståelse:

Medarbejderen med autisme forstår ikke, hvorfor spørgsmålet var problematisk.
De neurotypiske forstår ikke, at spørgsmålet ikke var socialt ladet.
Dette er et eksempel på det såkaldte double empathy problem (T. Attwood), hvor misforståelserne går begge veje – men hvor konsekvenserne ofte rammer medarbejderen med autisme hårdest.

Er alt intuitivt let for neurotypiske?

Nej. Men neurotypiske har en mere jævn kognitiv profil og stærkere global integration, dvs. de er ikke specielt stærke på et enkelt område, men kan lidt af det hele, hvilket gør implicit læring, social kontekstforståelse og fleksibilitet lettere. Det er også det, man kalder generalister fremfor specialister.
Derfor antager de, at “det er let for alle”.

Hvorfor dømmer neurotypiske medarbejdere kolleger med autisme hårdt?

Forskning viser, at neurotypiske ofte overvurderer deres egen socialkognitive gennemsigtighed og undervurderer mennesker med autismes behov for kontekst/sammenhæng/forståelse. De tror simpelthen at de er bedre til at forklare og dermed introducere nye medarbejdere end de i virkeligheden er.
Når mennesker med autisme så stiller spørgsmål, tænker højt og søger præcision, tolkes det som kritik, uforskammethed eller inkompetence.

Det samme gælder, når en leder siger: “Kan du ikke lige tage dig af det her?”

En neurotypisk medarbejder vil ofte intuitivt forstå, hvad der menes.
En medarbejder med autisme vil derimod mangle information: Hvad er målet? Hvad er kriterierne for succes? Hvad er deadline? Hvilke trin skal udføres?

Når disse oplysninger ikke gives, kan medarbejder med autisme fremstå langsom, usikker eller “for spørgende”, selvom vedkommende i virkeligheden forsøger at undgå fejl.

Når eksekutive vanskeligheder misforstås som dovenskab.

Medarbejderen med autisme kan have udfordringer med skift, prioritering og overblik. Det betyder ikke, at de ikke vil opgaven – men at hjernen bruger mere energi på at organisere den.

Et eksempel:
En leder siger: “Du må selv prioritere dagens opgaver.”
For en neurotypisk medarbejder er det en frihed. For en medarbejder med autisme kan det være en kognitiv blindgyde, fordi kriterierne for, hvordan de skal prioritere ift. opgaven ikke er tydelige. Resultatet kan blive, at medarbejderen med autisme enten går i stå, eller bruger unødigt lang tid på at analysere mulighederne.

Når dette misforstås som “manglende selvstændighed”, opstår der frustration på begge sider.

Når direkte kommunikation tolkes som uhøflighed.

Medarbejdere med autisme kommunikerer ofte direkte og uden sociale mellemregninger, dvs. de får ikke "pakket budskabet ind i en socialt acceptabel pakke". Det kan virke skarpt eller ufølsomt for neurotypiske, men intentionen er sjældent negativ.

Et eksempel:

En medarbejder med autisme siger: “Det giver ikke mening at gøre det sådan.”

For kollegerne kan det lyde som kritik. For medarbejderen med autisme er det en faglig observation uden følelsesmæssig ladning.

Omvendt kan neurotypiske reagere med irritation, fordi de forventer, at kritik pakkes ind. Det skaber en social asymmetri, hvor autisten fremstår som “problemet”, selvom kommunikationen blot følger en anden logik.

Når mennesker med autisme fyres for hurtigt.

Mange medarbejdere med autisme mister ikke jobbet på grund af faglige mangler, men på grund af misforståelser. De stiller spørgsmål, som tolkes som kritik. De søger præcision, som tolkes som rigiditet. De arbejder dybt, hvilket tolkes som om at de er langsomme.

Et eksempel fra praksis:
En medarbejder med autisme spørger: “Hvorfor ændrer vi proceduren?”

Ledelsen hører: “Jeg er uenig og udfordrer din beslutning.”
Medarbejderen med autisme mener: “Jeg har brug for at forstå rationalet for at kunne udføre opgaven korrekt.”

Når denne forskel ikke forstås, bliver medarbejderen med autisme hurtigt vurderet som “svær”, “negativ” eller “ikke samarbejdsvillig”.

Når arbejdspladsen tilpasser sig – og potentialet frigøres

Når rammerne er tydelige, og kommunikationen er konkret, leverer medarbejdere med autisme ofte høj kvalitet, dybdefokus, systematik, ærlighed, innovative perspektiver og stabilitet.

Et eksempel:
En medarbejder med autisme får en klar, skriftlig procedure og en visuel tjekliste. Pludselig stiger både tempo og kvalitet markant, fordi hjernen ikke længere skal gætte sig frem til, hvad der forventes.

Det er ikke personen, der har ændret sig – det er rammen.

Konklusion:

Autisme på arbejdspladsen handler ikke om mangler, men om mismatch. Når neurotypiske og medarbejdere med autisme misforstår hinanden, skyldes det forskellige kognitive profiler – ikke manglende vilje.

Når arbejdspladsen skaber tydelighed, struktur og kontekst, får man medarbejdere, der ofte leverer over gennemsnittet, men det kræver vilje og forståelse.

Det er en investering, der betaler sig – både menneskeligt og organisatorisk.

Litteraturliste:

Frith, U. (2003). Autism: Explaining the Enigma. Blackwell.

Happé, F., & Frith, U. (2020). Annual Review of Psychology: Annual Research Review: Looking back to look forward – changes in the concept of autism and implications for research.
Mottron, L. (2011). The Enhanced Perceptual Functioning Model. Journal of Autism and Developmental Disorders.
Pellicano, E., & Burr, D. (2012). When the world becomes ‘too real’. Trends in Cognitive Sciences.
Vermeulen, P. (2015). Context Blindness. Autism in Context.
Hill, E. (2004). Executive dysfunction in autism. Trends in Cognitive Sciences.
Kenworthy, L., Anthony, L. G., et al. (2014). Executive Functioning and ASD. Child Neuropsychology.
Ozonoff, S. (1995). Executive functions in autism. Journal of Autism and Developmental Disorders.
Milton, D. (2012). The Double Empathy Problem. Disability & Society.
Baron-Cohen, S. (1995). Mindblindness. MIT Press.
Fletcher-Watson, S., & Happé, F. (2019). Autism: A New Introduction to Psychological Theory and Current Debate. Routledge.
Hedley, D., et al. (2018). Employment and Autism: Towards an Integrated Model. Autism.
Bury, S. M., et al. (2020). Autistic communication and the double empathy problem. Lorenz, T., & Heinitz, K. (2014). Autism and employment: The role of cognitive strengths. Journal of Occupational and Organizational Psychology.
Austin, R. & Pisano, G. (2017). Neurodiversity as a Competitive Advantage. Harvard Business Review.
Uddin, L. Q. (2015). Salience network dysfunction in autism. Neuroscience & Biobehavioral Reviews.Walker, N. (2021). Neuroqueer Heresies.
Et centralt værk i moderne neurodiversitetsteori.
Kapp, S. (2020). Autistic Community and the Neurodiversity Movement. Palgrave.
Chapman, R. (2021). Neurodiversity Theory and Autistic Flourishing. Autism.

Indlægget Autistiske læringsprofiler adskiller sig markant fra neurotypiske. blev først udgivet på Roskilde specialpsykologisk klinik.